Artikler Interview

Mellemblond – lysvågen med lukkede øjne

Danske Mellemblond er aktuelle med deres fjerde udspil, Lysvågen. Et album, hvor gruppen for første gang læsser sproget op i stedet for at pudse og polere det, fortæller forsanger Kristoffer Munck Mortensen.

Kristoffer Munck Mortensen står på scenen med lukkede øjnene. Loftsbrædderne på Loppen hænger lavt og indrammer spillestedet i en tung atmosfære af indelukket varme og mennesker, som står tæt sammen, oplyst i mørket af store spotlys fra træbrædderne i loftet. Lyset vender ned mod scenen og peger på forsangeren. Nogle publikummer har stillet sig helt frem til scenekanten.

Kristoffer kører sin hånd i en langtrukken bevægelse hen over ansigtet for at tørre sveden af. Så flakker hans blik kort hen over hovederne på publikum og ender tomt i den anden ende af lokalet. Lyse, drømmende guitarfigurer bevæger sig ud over scenekanten og blander sig med publikum. Han lægger hovedet på skrå og lukker øjnene igen.

Kommunefarvet 70’er-nostalgi
På Amager i juni skinner solen på Æblestien mellem Hollænderdybet og Under Elmene, ikke langt fra Loppen på Christiania, men langt nok til at Kristoffer ikke skal lukke øjnene, fordi publikum står for tæt på. Her er ikke noget publikum. Kun et par forbipasserende og i baggrunden byggearbejdere og en græsslåmaskine, som minder om, at det er tidligt tirsdag formiddag. Kristoffer fingererer lidt med sine solbriller. Han læner sig tilbage på trappen med armene hvilende i græsset. Inden han siger noget, kigger han væk.

»Jeg tror ikke lige, jeg kunne overskue at kigge ud på publikum. Så lukkede jeg bare øjnene og sang. Ligesom hvis jeg var derhjemme.«

Kristoffer Munch Mortensen og Mellemblond debuterede for fem år siden med gruppens første selvbetitlede ep. ‘Leverpostej’ og ‘kommunefarvet 70’er-nostalgi’ skrev en kritiker uimponeret. Ét år efter, i 2009, var bandet klar med deres egentlige albumdebut, Ude af mine hænder. Denne gang blev Munch Mortensen sammenlignet med den drømmende poet og rockikonet Eik Skaløe fra Steppeulvene. En anmelder på Berlingske bemærkede:» Af god musik får man aldrig nok.«

I 2011 røg kritikerne helt op af deres stole og klappede i hænderne af begejstring over Mellemblonds forsanger. Munch Mortensen blev sammenlignet med Peter Sommer og C.V. Jørgensen, og gruppens nye ep, Elastisk, blev udråbt til noget af det bedste inden for dansksproget musik længe. Mellemblond var længe ventet og lovende, var der enighed om. Dog alligevel overset.

Men før udgivelsen af Elastisk var bandet pludselig helt stille.

Mellemblond på Bellahøj
Kristoffer rykker lidt på sig. Han fortæller, at det ikke var en frivillig pause, bandet tog op til udgivelsen af Elastisk.

Mellemblond var i opløsning. De spillede én koncert på Hvidovre Bibliotek. Det fik ikke lov til at gå uhørt hen.

Til koncerten i Hvidovre fik filminstruktør Jesper Ravn Nielsen også øjnene op for det lovende band. Han besluttede sig for at gøre Mellemblond til omdrejningspunktet i en musikdokumentar med titlen ”Mellemblond på Bellahøj”, som skulle vises på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.

I dokumentaren ses Mellemblond blandt andet i en optræden på et mennesketomt amfiteater ved Bellahøj i København, i gang med at opføre sangene fra Elastisk. ”Hvem der på trappen?” synger Kristoffer. På de øverste pladser i anlægget, et af Københavns højdedrag opbygget af enorme jordmængder fra udgravningen til Bellahøjhusene, sidder en gruppe af fire piger i sorte, brune, blå og gule tørklæder og lytter uinteresseret. En af pigerne binder sine snørebånd. En anden har lagt sig ned i græsset med hovedet væk fra musikken. Forbipasserende krydser højdedraget på deres vej, mens Mellemblond spiller for en åben plads under en åben blå himmel uden et eneste vågent øje.

Dokumentaren var dét, der skulle til for at samle gruppen igen.

I foråret 2013, to år efter udgivelsen af Elastisk, var Mellemblond klar med et nyt album med titlen Lysvågen.

Stærkere farver og mindre grumset
Fra et tomt amfiteater ved Bellahøj rejste Kristoffer en smuttur sydpå til Spanien med sin guitar og øvede sig i kunsten at spille flamenco. Han vendte hjem til Danmark, spillede lidt af den nye musik under indspilningerne til Lysvågen og fik en klar melding fra bandets daværende producer: Flamencoen var lidt fjollet.

Musikken skulle en ny vej. Denne gang var der flere kokke til at putte ting i gryden, færre begrænsninger og en helt klar linje fra starten.

»Det nye album er mere legende og mindre stilsikkert end tidligere. Vi har følt os mindre begrænsede. Musikken er blevet mere poppet, mere stenet, mere syret – mere af det hele. Teksterne er mere indadvendte, men musikalsk er albummet mere udadvendt. Dén balance skal der være mellem musik og tekst. Farverne er stærkere, mindre grumsede, og musikken talere klarere end på vores tidligere udgivelser.«

På den nye palet af stærke farver taler den danske digtertradition stadig sit tydelige sprog gennem Munck Mortensens sangskrivning og maler stærke, poetiske landskaber inspireret af 1800-tallets romantiske naturbilleder og ekspressionismens farverige indre liv.

Sproget poleres og læsses
Kristoffer begyndte at skrive, da han flyttede hjemmefra i starten af tyverne. Han læste forfattere som J.P. Jacobsen, Tom Kristensen og Thøger Larsen og kunne bruge timer hensunket i ét digt.

»Digtene har givet mig en glæde ved sproget og en lyst til at skrive selv. Digtningen var også ind over, da vi startede Mellemblond. Det var faktisk tanken med Mellemblond – at man godt kan sige tingene med lidt større ord. Så det lyder lidt hen ad den danske digtertradition.«

Men Kristoffer kan heller ikke lide at sige tingene med alt for store ord. På det nye album er han bevidst gået en anden vej end tidligere.

»Engang kunne jeg godt lide at pakke sproget ned til et eller anden koncentrat – tage nogle dele af sproget, enkelte ord, og pudse og polere på dem. Den her gang har jeg ikke tænkt over det på samme måde. Det har ligesom bare fået lov til at være. I stedet for at bruge sproget med måde har jeg læsset det ud.«

Lysvågen med lukkede øjne

Musikken fra Mellemblond er gang på gang blevet kaldt drømmende. Selvom Lysvågen er en anden tilstand, er musikken stadig drømmende.

»Jeg kan godt lide at have tid til at dvæle lidt ved tingene. I digtene gemmer sig en ny verden. Ikke en verden, du kan tage og føle på, men noget mere abstrakt sprogligt. Nogle gange åbner den verden sig. Men det er jo antydningens kunst. Man antyder nogle tolkninger af verden eller nogle følelser, man har haft. Nogle gange er det mere udpenslet – det kan også være god lyrik.«

»Vi har vores drømme om, hvordan tingene skal være – og så er der virkeligheden. En god balance er vigtig. Så man ikke kommer for langt ind i drømmen og måske heller ikke for langt ind i virkeligheden.«

Kristoffer ser drømmende ud, som han står dér på scenen på Loppen med lukkede øjne.

Men på Amager har han taget solbrillerne på og begynder at gå. Da snakken om drømme og digte bliver for meget, slår han fast, at han først og fremmest er musiker og lukker emnet.

»Det er lidt noget mystisk noget, ikke?,« siger han og hentyder til digtningen, inden han drejer rundt om hjørnet og forlader Æblestien med solbriller på og solen i ryggen.

Oplev Mellemblond med deres nye album, Lysvågen, i sommeren rundt omkring i Danmark. Blandt andet til Copenhagen Jazz Festival d. 9. juli.

Deltag i debat