Koncerter

Mew + Kirstine Stubbe Teglbjærg, 12.06.13, Store Vega, København

Mew havde fuld opbakning fra publikum, som hengivent lod sig omslutte af den fyldige, drømmende lyd fra scenen. Alle stod vi med et saligt smil i de små to timer, det danske rockband sendte knitrende musikalske eksplosioner ud i rummet.


Billede 1-8: Mew. Billede 9-11: Kirstine Stubbe Teglbjærg. Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Kirstine Stubbe Teglbjærg
Den tidligere Blue Foundation-forsanger var blevet engageret til at varme op for Mew i Store Vega. Og jeg skal være ærlig, at indrømme, at jeg ikke kender meget til Kirstine Stubbes Teglbjærgs soloprojekt og hendes soloalbum Hamskifte. Hun spillede ikke meget mere en seks numre denne aften og kun i en halv times tid. Jeg fik desværre kun sidste halvdel af koncerten med, da jeg efter flere tjek på Vegas hjemmeside havde forstået, at »koncertstart: 21.00« rent faktisk betød, at koncertstart var kl. 21. Men åbenbart ikke. Æv, Vega.

Nå, det er Kirstine Stubbe Teglbjærg, det handler om. Umiddelbart blev jeg ikke overbevist denne aften. Desværre. Jeg blev mødt af en gang støjende rockpop fra scenen, som på trods af Kirstine Stubbe Teglbjærgs karakteristiske og svært uafrystelige stemme, ikke krøb under huden på mig. I stedet drømte jeg mig tilbage til en sommerdag for snart 10 år siden på en græsplæne foran musikhuset i Aarhus. Her blev jeg for første gang ramt af Blue Foundation og deres længselsfulde og dragende drømme-electropop.

Jeg mærkede ikke nær samme nerve fra Kirstine Stubbe Teglbjærg denne aften i Vega. Men det skal, som allerede nævnt pointeres, at jeg ikke havde mulighed for at få det fulde indtryk denne aften.

★★★☆☆☆

Mew
Der var overskæg og fuldskæg. Der var lange kjoler og korte nederdele. Der var skallede isser, tatoverede overarme, polotrøjer og surfer-kasketter, da Mew onsdag aften i Vega mødte deres efterhånden brede og brogede publikum. Alle sammen stod vi– ung som gammel – vuggende, hoftesvingende, dansende og hoppende med et saligt smil i de små to timer, det danske rockband sendte knitrende musikalske eksplosioner ud i menneskehavet.

Forventningerne var tårnhøje – hvordan kan de være andet? – til et band, der høstede absolutte topkarakterer for deres seneste album, No More Stories… fra 2009, og sidste år spillede på Orange Scene som hovednavn lørdag aften på Roskilde Festival? Mew behøvede dog ikke være synderligt nervøse for ikke at leve op til forventningerne denne aften. De var taget i ed på forhånd af et veloplagt publikum, som hengivent lod sig omslutte af den fyldige, bombastiske og drømmende lyd fra scenen. Og for f*****, hvor var det lækkert!

Sidst, jeg var så heldig at blive væltet omkuld af Hellerup-drengene, var tilbage i 2009, da de spillede en koncert indhyllet i mørke, mystik, stroboskoplys og visuals en magisk sommeraften på Roskilde Festivals Arena-scene. Denne aften i Vega var helt anderledes intim og nøgen. Jonas Bjerre, der som sædvanlig så ud som om han var faldet ned fra månen, kom ind på en fuldt oplyst scene. Fuldstændigt blottet i scenelyset kunne han se sine fans direkte i øjnene. Det samme kunne Silas Graae, hvis trommesæt var blevet rykket helt ud til scenekanten i den ene side, og Bo Madsen, der havde taget opstilling på Jonas Bjerres højre side.

Og sådan – nøgent, tæt på deres publikum og eksponeret i fuld belysning – åbnede Mew koncerten med aftenens første nummer. Vel at mærke et nummer, som ikke er at finde på nogle af deres tidligere udgivelser og som meget få, hvis overhovedet nogen, blandt publikum havde hørt før. Modigt!

Derefter blev lyset så godt nok dæmpet og Bo Madsens guitar skar igennem mørket med introen til ”Special”, der ligesom på 2005-udgivelsen And the Glass Handed Kites, smidigt blev flettet over i “The Zookeeper’s Boy”. Og da Mew efterfølgende trumfede med “Snowbrigade” fra Frengers, var der ingen i tvivl om, hvor skabet skulle stå.

Det var en udgave af Mew, som tillod sig at være mere løssluppen, legende og mindre stram i formen, end jeg før har oplevet bandet. Og det var et band, som kvitterede for publikums goodwill og anerkendende tilråb med smil, blink, anekdoter og hyggelig ping-pong mellem Bo Madsen og Jonas Bjerre. Det var sympatisk uprætentiøst og charmerende (for et band på toppen af deres karriere, der – fuldt fortjent – bader i anerkendelse) uden at det gik ud over den overlegne, rå musikalske muskelkraft, som kendetegner stilsikre Mew.

Alt sammen kom det til udtryk omkring det i forvejen legende og løse nummer “Hawaii” fra Mews seneste album. Det var et af flere numre, som denne aften var blevet omarrangeret med en electro-house-calypso-agtig indledning, der gik direkte i dansemusklerne. I midterstykket tog Jonas Bjerre sig selv af det karakteristiske tema, som han ubehjælpeligt og med kun to fingre spillede på synthesizer. Forsangeren, der så ud som om han var kommet på dybt vand, blev støttet sikkert af Silas Graaes usvigeligt præcise trommer, som mindst kræver en doktorgrad i matematik at holde styr på. Bagefter blev vi inviteret med helt tilbage til bandets spæde og upolerede start, da Bo Madsen fortalte hvordan ”Am I Wry? No” første gang blev indspillet i et lille virksomhedslokale i Sydhavnen på Jonas Bjerres otte-spors båndoptager. Eller var det en firespors?

Der var med andre ord god karma fra ende til anden. Efter de 13 numre på sætlisten og yderligere fem ekstranumre stillede Bo Madsen sig frem på scenekanten og satte gang i ”Comforting Sounds”. Ingen var på det tidspunkt i tvivl om, at Vega var det helt rigtige sted at være denne onsdag aften.

Hvis man til sidst skal tage de kritiske briller på (og det skal man jo(!)), så har Mew måske spillet bedre koncerter end de gjorde i aften i Vega. Jonas Bjerre kunne godt have været lidt skarpere på vokalen, ligesom lyden til tider blev en smule mudret. Mew har annonceret, at de er i færd med at indspille det næste album, og det bliver godt, når det udkommer, for også live kunne det snart være spændende med nyt materiale for at undgå forudsigeligheden. Det må vi så se frem til til efteråret.

★★★★★☆

Leave a Reply