Koncerter

My Bloody Valentine, 13.06.13, Store Vega, København

Et af alletiders sejeste bands er tilbage, og aftenens My Bloody Valentine-koncert var som håbet et nostalgisk støjbombardement med en drøm af en sætliste. Lydproblemer forhindrede dog en væsentlig del af magien i at udfolde sig.

Jeg har endnu ikke helt vænnet mig til, at My Bloody Valentine er blevet sådan et pladeaktuelt band, der turnerer, findes på de sociale medier og alt muligt moderne. At de ikke længere er omgærdet af samme dragende mystik og utilnærmelighed som for godt 12 år siden, da jeg blev hooked for livstid på deres overjordisk smukke univers, der vitterlig lyder som intet andet. At den sagnomspundne efterfølger til superalbummet Loveless (pladen, der nær ruinerede Creation Records, og man forstår hvorfor) rent faktisk nu er udkommet – 22 år og ekstremt mange britiske pund undervejs, at Kevin Shields er fyldt 50 og har grå krøller(?!), og at de på en helt almindelig, dødssyg regnvejrstorsdag spiller i Store Vega. Rystende. Nøjagtig som på Roskilde Festival i 2008, min første MBV-koncert, måtte jeg derfor lige knibe mig selv en gang eller to i armen denne aften. Men den var god nok, her stod et af mine all-time-yndlingsbands, så underligt tæt på og helt virkelige. Hvor heldig har man lov at være?

Selvom den ellers uendelige tavshed nu er brudt, er der ikke meget nyt under solen for det legendariske band, der om nogen vendte op og ned på konventionerne for, hvordan en guitar kan lyde, og hvor højt man kan være bekendt at spille over for sit publikum. Det længe ventede tredje album, mbv, er i grunden mest en opsamling med uudgivet materiale fra de sidste to årtier, og ligesom denne aftens koncert rykker det ikke én millimeter, hverken frem eller tilbage, ved undertegnedes næsegruse beundring for My Bloody Valentine. Skuffende? Absolut ikke. De har jo allerede revolutioneret rocken, så hvorfor gøre det igen? Næh, dette skulle blive en glædelig nostalgisk rejse, man som fan kun kunne være taknemmelig for.

Kompromisløse som altid gik bandet lige på og hårdt til sættet med ”I Only Said”, der slog det monstrøse lydniveau fast. Herfra spillede de Vega synder og sammen i halvanden times tid med en drøm af en sætliste: flest numre fra Loveless inkl. de vigtigste ‘hits’, gudskelov kun få fra mbv, et par essentielle fra Isn’t Anything og ep’erne You Made Me Realise og Tremolo. Desværre var lyden langtfra optimal, særligt i koncertens første del, hvor backingtrackene, der skulle agere tredje dimension og danne bagtæppe for liveinstrumenterne, simpelthen var skruet alt for højt op i forhold til resten. Værst gik det ud over Bilinda Butchers ellers himmelsk smukke vokal, der alt for ofte druknede i støjen.

”When You Sleep”, en af de allerfineste alternative kærlighedssange overhovedet, mistede således mindst halvdelen af sin charme, da kun Shields’ vokal gik nogenlunde igennem, og også andre publikumpleasere som ”Only Shallow” og ”Cigarette in Your Bed” fremstod underligt amputerede. Og JA, en MBV-koncert skal rive og flå trommehinderne fuldstændigt i stykker, og NEJ, den fantastiske lyd fra pladerne – perfektioneret i det uendelige – kan ikke gengives fuldstændigt live, men virkelig ærgeligt var det, at kontrasten mellem den massive støj og de søvnige vokaler udeblev gennem en stor del af tiden. Denne kontrast er måske det mest fascinerende ved MBV: det engleblide over for det øredøvende. Hvordan man kan larme så meget, og få det til at lyde så kærligt, er mig en evig gåde. Udtrykket ‘en dyne af støj’ er temmelig fortærsket i MBV-regi, men det giver så utrolig god mening.

Skønt var det ligeledes at iagttage det totalt stillestående (og ret undseelige) band ved siden af muren af forstærkere tæppebombe salen med ubegribelig lyd. På den helt afslappede ‘det er da ikke noget særligt’-måde. Ekstremt blæret.

Ligesom teksterne er komplet underordnede i MBV’s særprægede univers – utydelige, spontane, ofte uden mening – er der ingen trygge livliner at holde sig til under deres koncerter, ingen leflen overhovedet fra scenekanten. Det er op til det enkelte publikum selv at finde hoved og hale på det væld af indtryk, kroppen og sindet udsættes for. Det var da også tydeligt, når man kiggede rundt i forsamlingen, at der var delte meninger om foretagendet: Nogle stod med lukkede øjne, koncentrerede og prøvede at fange en genkendelig rytme at vugge til, mens andre så direkte lidende ud, som om de bare virkelig gerne ville hjem i seng – NU. Selv under den formidable ”Soon”, gruppens vel nok mest dansable og catchy nummer, stod flere som hugget i sten, tilsyneladende helt uimodtagelige for det pulserende dance-orienterede beat, der driver nummeret – og kroppen! – frem, frem, frem.

Min egen oplevelse var da helt sikkert også påvirket af, at jeg havde de perfekte studieversioner præsent i hukommelsen og derfor – godt nok med stor koncentration – kunne skille de enkelte dele fra hinanden og genkende mere end blot et enkelt loop her og der. Hvad hvis man ikke havde hørt numrene før – ville det så lyde som andet end en udsyret, ustruktureret grød? Jeg ved det ikke.

Lydproblemer eller ej, så var aftenens koncert en stor, stor oplevelse, hvor ”You Made Me Realise” fungerede perfekt som afslutning. Kun nogle minutters hvid støj fik vi som indlagt terror til sidst. Ingenting i forhold til hvad historierne fra 90’erne fortæller, men det var passende for alle os, der havde glemt ørepropperne. Jeg gik i seng nogle timer efter med en arrig hyletone for ørerne, der holdt mig vågen det meste af natten, sønderbombet og samtidig euforisk høj på energi. Her lå jeg og stillede mig selv de spørgsmål, jeg har gjort utallige gange før: Hvordan udtænker man sådan en sindssyg lyd? Hvad er det for nogle freaks/genier, der spiller musik på den måde? Hvorfor vækker det så instinktivt velbehag i mig? Denne evige undren får mig til at blive nyforelsket i My Bloody Valentine, hver gang jeg finder dem frem på ny.

Alligevel lander vi ‘kun’ på 4,5, da en vigtig del af magien bare ikke stod distancen i Vega. Meget mere Bilinda og mindre backingtrack havde gjort underværker. Men hvor er det dejligt, uanset hvad, at drømmen om den perfekte lyd stadig lever og har det godt.

★★★★½☆

Deltag i debat