Plader

No Joy: Wait to Pleasure

Skrevet af Jonas Sørensen

No Joys andet lp-udspil, Wait to Pleasure, er et grundlæggende godt shoegaze-album, der dog mangler en del opfindsomhed og personlighed.

Det mest imponerende ved My Bloody Valentines nyeste plade, mbv, var, at det var lykkedes dem – efter at Loveless i over 20 år havde stået som unik, genredefinerende klassiker – at vende tilbage til en scene, der essentielt var grundlagt på den plade, og alligevel vise, at de havde flere tricks i ærmet, og at de kunne udgive en plade, der lød mere som My Bloody Valentine end alle andre bands, men alligevel var en fuldkommen unik shoegaze-plade. Og heri består det paradoks, som er No Joy.

Misforstå mig ikke, No Joy kan deres kram. Stærk sans for ambiens og atmosfære? Tjek. Tyk mur af guitarstøj? Tjek. Drømmende, æteriske vokaler? Tjek. Det er shoegaze; du ved, hvad du går ind til. Er du fan af genren, vil du kunne lide deres seneste plade, Wait to Pleasure, for den har det hele: MBV-swirl, Slowdive-drømme og til tider samme trommesmadder som Ride, dvs. et sammenkog af de tre store, om man vil.

“E” åbner ballet med guitarfeedback efterfulgt af en tyk mur af sløret guitar og bas. Nummeret er en eksplosiv, trykkende omgang, og tykkelsen af lydmuren er utroligt intens og kvælende. Der lægges lag på lag af guitar på, og intensiteten stiger i den dronende omgang. Den efterfølges af “Here Tarot Lies”, der åbner med glimtende, drømmende guitarlinjer og de genkendelige æteriske, slørede, melodiske vokaler. Det er et af de langsommere numre, og melodierne og ambiensen er trancelignende og psykedelisk.

Andre numre er ekstremt energiske som “Prodigy”, der er støjende, flydende og drevet af bøjede guitarakkorder og elegante melodier, “Lizard Kids” (der minder om A Place To Bury Strangers’ postpunkede drev omend en del mindre diskant og støjende) og “Ignored Pets”, der har et strålende vokalsamspil mellem Jasmine White-Glutz og Laura Lloyd.

Generelt er der tale om bundsolide numre, der måske kan føles en smule ensformige i længden, men der er ikke mange deciderede fejlspring ud over “Blue Neck Riviera”, der minder om The Cure (tænk “A Forest”) møder start 00’er hip-hop/R’n’B, og resultatet er bare et mærkeligt sammenkog, der overhovedet ikke virker – primært grundet den forsøgte kvasi-rap henover, der bare ikke fungerer med de æteriske og udsmattede vokaler.

“Uhy Yuoi Yoi” er en Slowdive-agtig, drømmende afslutning og fungerer som solid opsummering her. No Joy er tydeligvis shoegaze-/drømmepopakademikere, og de har en ekstremt stærk sans for, hvilke elementer fungerer godt ved genren, og det hele er utroligt veleksekveret – forudsat at du vil have den traditionelle shoegaze-lyd. Men for at vende tilbage til mit første afsnit har shoegaze bevæget sig utroligt langt siden sin begyndelse.

Tidligere på året gik en gruppe af japanske bands sammen og lavede My Bloody Valentine-hyldestpladen Yellow Loveless, et utroligt fascinerende studie i Loveless’ styrke på et melodisk plan, men også testamente til, hvor langt shoegaze har rykket sig, og hvor meget interessant der er at arbejde med. I øjeblikket sker utroligt interessante ting med fusionen af black metal og shoegaze (Alcest, Wolves in the Throne Room, Deafheaven m.fl.); japanske Mass of the Fermenting Dregs har rodet rundt med en langt mere energisk og eksplosiv shoegaze; doom metal er blevet tykkere og tungere og stadigt mere knusende for ikke at nævne, hvor alsidig drømmepoppen efterhånden er blevet.

Min pointe er, at et album, der hælder så meget til traditionen som Wait to Pleasure, kræver en meget stærkere sangskrivning, når det musikalsk ikke bevæger sig fremad. Grundlæggende er sangene gode eller rigtigt gode, men der er ikke noget nummer, der vælter mig på røven. No Joy har et fandens godt greb om grundelementerne og bruger dem glimrende, men der mangler bare en større styrke på et harmonisk og melodiøst plan.

Wait to Pleasure er dog grundlæggende en god plade, og fans af stilen vil blive beriget med en pokkers stabil og især jævn plade. Endvidere sætter jeg stor pris på den gennemgående mørke og psykedeliske atmosfære, der er til stede. No Joy er ikke det mest unikke band i genren, og det er ikke en voldsomt fascinerende plade, men det er en utroligt solid omgang shoegaze.

★★★★☆☆

Leave a Reply