Koncerter

Portishead, 16.06.13, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Morten Rygaard / NorthSide
Skrevet af Camilla Grausen

Triphop-legenderne Portishead er så overlegne, så sikre og deres lyd så intens live, at det er helt uhyggeligt. De lukkede og slukkede NorthSide Festival 2013 og beviste, at deres musik i den grad er langtidsholdbar.

Foto: Morten Rygaard / NorthSide

Himlen var endnu ferskenfarvet med enkelte sorte skyer mod vest, da legendariske britiske Portishead på øredøvende og vidunderlig vis brød aftenens stilhed med de heftige trommer fra “Silence” i de sidste timer af NorthSide Festival 2013. Nummeret åbnede også Portisheads intet mindre end suveræne comeback-album Third (2008), som denne aften skulle vise sig at indgå i en velafstemt dialog med bandets banebrydende triphop-album fra 90’erne, Dummy og Portishead.

Det var også tilfældet, da trioen stod på Orange Scene for to år siden. Aftenens koncert havde i det hele taget meget til fælles med den på Roskilde Festival 2011, som var en sublim koncert, der desværre for nogle af os, der stod bare en smule længere bagud, havde lidt for lav volumen. Her blev Portisheads finesser overdøvet af højlydt snak fra alle dem, der bare ville hænge ud foran Orange fredag aften. Sådan var min egen oplevelse af Roskilde-koncerten; rigtig god, men også lidt uforløst grundet omstændighederne og lydniveauet.

Søndag aften på NorthSide fik jeg det, jeg manglede i 2011, og en stor tak til festivalen for det. Programplaceringen af Portishead viste sig at være perfekt, da det holdt en stor gruppe, der var oprigtigt interesseret i Portishead, på festivalpladsen til det sidste. Trods mandagspligter, der lurede lige om hjørnet. Mens dem, der ikke kendte til bandet, allerede havde forladt Ådalen. Det resulterede i et dedikeret publikum med plads nok foran Grøn Scene, der havde den perfekte størrelse til en Portishead-koncert.

Efter “Silence” blev vi hurtigt transporteret tilbage til 1994 med “Mysterons” og “Sour Times”, og hermed var grundelementerne i Portisheads lyd lagt frem: Eksperimentalrockende, galopperende trommer, klagende og skrøbelig vokal fra en altid eminent Beth Gibbons, scratch og selve lyden af triphop samt dramatiske, næsten jazzede basgange og sangstrofer.

Beth Gibbons havde selvfølgelig indtaget sin velkendte positur med det glatte hår ned foran begge sider af ansigtet, kroppen gemt i en stor jakke og øjnene lukket med komplet koncentration om mikrofonen. Til visuals på bagtæppet og storskærmene af Beth Gibbons, Geoff Barrow, Adrian Utley og de øvrige musikere i sort/hvide forvrængede eller rystede billeder med zoom på fingre, der scratchede vinyler og en vibrerende highhat.

De ældre numre blev blandet med de tungere numre fra Third på elegant vis, hvor kontrasten imellem dem forstærkede begges kvalitet. En nedbarberet udgave af “Wandering Star” førte til den absolut heftige “Machine Gun”, der bragede ud over publikum og lød præcis som det, den hedder. Ledsaget af gult lys foran rystede sort/hvide billeder af sangerinden, overtog den coole “Over”, der er et af de numre, hvor den forståeligt legendariske Bristol-trio gør det, de er bedst til; at levere disse sofistikerede, bastunge, drevne numre i et perfekt tempo, hvor beatsne både kan trækkes sløvt eller hamre afsted.

Tonerne til en af fansenes tydelige favoritter, “Glory Box”, smøg sig ud over folkemængden, mens Gibbons’ suk og et dybt, rødt lys over hele scenen understregede nummerets sensualitet. Stemmen sagde uopnåelig diva det ene øjeblik og lille genert skolepige det næste, da Gibbons på vej til en lille pause nervøs, men taknemmelig, sagde en række små tak til sit publikum.

Til allersidst fik vi en smuk udgave af den følsomme “Roads” fra debuten Dummy. Et inderligt øjeblik, inden briterne sluttede af med Thirds “We Carry On”, der med pulserende, industrielle rytmer og en krads brutalitet lod os slutte i det univers, “Silence” begyndte med. Portishead er bedst højt, og rytmerne mærkedes i kroppen, mens Barrow og Utley syrede ud og skabte en perfekt larmende slutning, under hvilken den ellers meget indadvendte frontkvinde kunne åbne øjnene og løbe ned fra scenen og hilse på hele forreste række.

Aftenens repertoire var med ganske få undtagelser identisk med det, bandet valgte til den seneste koncert på dansk jord for lige knap to år siden. Stadig var den storslåede “All Mine” ikke på sætlisten. Det var ærgerligt, men ellers kan jeg ikke klage over aftenens repertoire, Portisheads ‘kun’ tre album og kvaliteten af fremførelsen taget i betragtning.

Det slog mig denne aften hvor langtidsholdbare, Portisheads numre er. Selv triphop-klassikerne virker i grunden stadig friske, og man kunne godt bilde nogen, der ikke kendte bandet, ind, at det var ny musik. Dialogen mellem de ældste og yngste numre sidder lige i skabet, og det var en dybt professionel, stemningsskabende og både hardcore ravet, tilbagelænet jazzet og cool triphoppet koncert. Portishead ejer en sikkerhed og overlegenhed i det, der gør, der er så uendeligt cool. Lad blot alle de yngre bands hoppe og springe og prøve at blive ‘det nye’. Portishead ved, hvad de gør, og tør godt lade beatsne være langsomme og Beth Gibbons’ vokal smyge sig om ordene, for effekten er præcis, som de ønsker den, og deres plads i musikhistorien er sikret for længst. Jeg kunne ikke ønske mig en mere intens eller respektindgydende afslutning på NorthSide Festival 2013.

★★★★★½

Deltag i debat