Plader

Talib Kweli: Prisoner of Conscious

Skrevet af Emil Fibiger

Talib Kweli er træt af stemplet som politisk rapper. Han har derfor lavet en blød, soulet plade, som ikke skal andet end at kræse for øregangene.

Talib Kweli vil ikke bare være ”ham rapperen med de politiske tekster”.

Den efterhånden 37-årige herre fra Brooklyn, der har fire soloplader i bagkataloget, mener, at folk hænger sig for meget i hans tekster og glemmer det vigtigste: musikken. Derfor var hans ambition med denne udgivelse at indspille et album, som ikke skulle andet end at lyde afsindigt godt.

Som sagt så gjort. På Prisoner of Conscious, som pladen er kommet til at hedde, mærker man tydeligt, at der er kræset for musikken – og gjort plads til den. Det gælder især på pladens første håndfuld numre. Der er lidt af hvert kørende i lydbilledet: lidt jazz, lidt soul, lidt funk samt mere hiphoppede elementer. Kweli byder ind med rim, som  cirkler om hans evner i vokalboksen, om damer og andre standardemner, men ikke desto mindre fungerer godt til musikken.

”Turnt Up” og ”High Life” er to af de bedste tracks, jeg hørt i år. Førstnævnte vil nogle måske betragte som blasfemi, da det sampler Eric B. & Rakims klassiker ”Paid In Full”. Golden Era-lyden og “MC over for DJ”-stilen er bevaret, og det fungerer fremragende. ”High Life” dyrker en funky 70’er-lyd og er pladens bedste. Kweli og den for mig ukendte rapper Rubix supplerer hinanden perfekt de første tre minutter og lader passende musikken rulle uden rap det sidste minut.

Udtrykket er knapt så gennemført og fokuseret på pladens anden del. Kvaliteten daler, og der bliver et stykke mellem snapsene. På førstesinglen ”Push Thru” med Currency og Kendrick Lamar gør de det alle sammen okay, men der er lidt autopilot mod radioairplay over det. På ”Hamster Wheel ” glemmer Kweli, at det skulle handle om musik i stedet for seriøse tekster. Forsøget med at lirke en socialrealistisk fortælling ind på albummet er halvhjertet, og beatet er ærgerligt. ”Delicate Flowers” handler om parforholdets udfordringer, og igen svigter Kweli den gode lyd. På ”Favela Love” har han allieret sig med en brasiliansk sanger, som lyder helt ufattelig søvndrukken. ”Upper Echelon” er støjende eletronica og et mystisk valg til en ellers soulet plade.

På plussiden er der til gengæld RZA’s tunge trommer på “Rocket Ships”, et overraskende samarbejde med Nelly på “Before He Walked” og et godt drive på “It Only Gets Better”, som J. Cole har produceret.

Jeg tror ikke, at Kweli med Prisoner of Conscious får rokket ret meget ved folks opfattelse af ham som værende rapperen med politiske og samfundsbevidste tekster. Det kræver noget mere radikalt fra ham. Han lykkedes dog langt hen ad vejen med at lave en plade, hvor kræfterne er blevet brugt på musik og rap, der bare lyder godt.
Det er ikke nødvendigvis særlig langtidsholdbart, men til dasedage i solen sidder det lige i skabet.

★★★★☆☆

Deltag i debat