Koncerter

The Flaming Lips, 15.06.13, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Daniel Niebuhr

Det har uden tvivl været med de bedste hensigter, at NorthSide valgte at lade The Flaming Lips gå på som det næstsidste navn lørdag aften. Men efter at have tilegnet sig et mere dystert udtryk, var bandets optræden langt fra det festfyrværkeri, man måske havde håbet på.

Fotos: Christina Sørensen / NorthSide

Før koncerten startede, blev publikum advaret om, at en kæmpe supernova ville slå ned midt i det hele og dræbe os alle sammen. Vi jublede selvfølgelig bare, hvilket vi nok havde gjort, uanset hvad der var blev informeret om fra scenekanten. Alligevel kunne man ikke undgå at blive forbløffet over de musikalske humørsvingninger, vi blev præsenteret for, i løbet af de fem kvarter, hvor californiske The Flaming Lips gæstede NorthSide Festival.

Anført af den seneste udgivelse, The Terror, der indledningsvis både leverede det slagkraftige, første singleudspil, ”Look… The Sun Is Rising”, samt titelnummeret, stemmede den generelle stemning meget godt overens med de dystre forudsigelser, vi var blevet advaret om. Det altoverskyggende, centrale omdrejningspunkt var som altid Wayne Coyne i al sin excentricitet med en spædbarnsreplica i sine arme, ophøjet på et krombelagt podium med de altid brugbare konfettikanoner på hver side – alt sammen foran et gardin af LED-slanger. Jo, alt var bestemt, som det burde være.

De medbragte konfettikanoner blev desuden hurtigt skudt af, for at vi ikke skulle drukne alt for meget i bandets nyfundne melankoli, der må siges at have præget de to sidste studiealbum, (hvis man da lige ser bort fra and Heady Fwends.) Det var nok en udmærket idé, at et eller andet satte gang i publikum, for som sædvanlig er The Flaming Lips’ musikunivers ikke for alle og enhver, hvilket også var tydeligt lørdag aften på en utaknemmelig placering midt imellem Nick Cave og Trentemøller.

For efter et par genstande eller to indenbords, lod det bestemt ikke til, at publikum var forberedt på at skulle tiljuble sange om død og ødelæggelse, eftersom The Terror fyldte meget i aftenens sætliste, og derfor forekom responsen fra størstedelen af forsamlingen for det meste underligt påtvungen. Det generelle billede på verdens engang mest glade band var på mest bizarre vis begyndt at krakelere til fordel for et mere seriøst og introvert udtryk, der forlangte mere, end hvad man umiddelbart kunne have forestillet sig – og gennem koncertens første halvdel var det eneste, der for alvor kom ud over scenekanten, alle de mange gange, hvor Coyne takkede os og fortalte, at han virkelig elskede os.

Da der så endelig kom et nummer, som majoriteten kendte, og som samtidig havde et tilpas højt tilgængeligshedsniveau, blev ”Race for the Prize” fremført stort set uden instrumentation, førend Coynes altid svingende vokal havde fuldendt alle vers og omkvæd. Vi fik dog lov til lige at få bevæget os lidt, da der langt om længe blevet skruet op for energien i nummerets outtro, mens jeg frygtede, at Coynes stemme havde peaket denne aften.

De ord måtte jeg så tage i mig lidt senere, da bandet brød ud i en sublim coverversion af David Bowies ”Heroes”, hvor der også blev plads til den første af aftenens to eneste fællessange. Vi skulle dog ikke begynde at glæde os alt for meget, for så blev der slået over i den nærmest apokalyptiske ”Turning Violent”, der også er at finde på The Terror.

Sådan blev der vekslet frem og tilbage mellem hvilken musikalsk sindstilstand, vi skulle befinde os i, og det lod allermest til (ikke overraskende) at forvirre publikum i sådan en grad, at bifaldsmængden blev mere sporadisk – ja, en god andel begyndte sågar at søge over mod enten rød eller blå scene, der umiddelbart efter lukkede festivalens anden dag. Så da vi nåede den sidste håndfuld numre, kunne man ubesværet få plads oppe foran og derfra nyde den resterende del af koncerten.

Her fik vi så serveret publikumsfavoritten ”Do You Realise?”, der stod for aftenens anden og sidste fællessang, før vi fik lov til at gå hjem på ”Always There, in Our Hearts”, der blev det musikalske supernovanedslag, som kunne have været det eksplosive punktum for en glimrende festivalkoncert, men desværre aldrig blev det.

The Flaming Lips og i særdeleshed deres musik kræver en god portion koncentration fra tilhørerne, og i de sene aftentimer på en dansk musikfestival mellem øltelte og hyggestemning, er det svært at skulle glorificere apokalyptiske visioner og eksperimenterende lydbilleder – også selvom bandets nye musikalske retning aldrig har lydt mere interessant.

★★★☆☆☆

Deltag i debat