Koncerter

The Knife, 14.06.13, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Daniel Niebuhr

Det kom ikke som en overraskelse, at svenske The Knifes optræden på dette års NorthSide kom til at involvere instrumenter af tvivlsom ægthed og en pailletklædt dansetrup i en totaloplevelse, der både overbeviste, forvirrede og forargede publikum.

Fotos: Christina Sørensen / NorthSide

Der blev sagt og skrevet så uendelig meget om hele den nærmest mytiske aften tidligere på året, da The Knife gæstede Vega i København. Også her på Undertoner var der tvivl om, hvad der helt præcis foregik midt imellem måske/måske ikke kunstige instrumenter, pailletdragter og diverse andre rekvisitter. Heldigvis havde jeg selv fornøjelsen af at overvære to tredjedele af samme opvisning, da jeg for nogle uger siden tog til Primavera Sound i Barcelona, hvor søskendeparret Karin og Olof Dreijer sammen med en dansetrup bestående af syv-otte andre individer leverede et af mine personlige højdepunkter på festivalen.

Derfor blev svenskernes optræden på forhånd et eksperiment fra min side: For jeg ville se, om jeg kunne formå at gennemskue bagtanken med hele deres ‘Shaking the Habitual’-tour, og samtidig om det i så fald ville være muligt for mig at sætte nogle andre ord på arrangementet end dem, som kom fra min chefredaktør for blot en måned siden.

Det gik dog hurtigt op for mig, at det blev et klart nej, da jeg ikke ville komme særlig langt med nogle af delene. For instrumenterne af tvivlsom ægthed var der endnu en gang, den pailletklædte dansetrup var der også igen, og ja, The Knife var nok en gang en totaloplevelse, der overbeviste, forvirrede og forargede publikum. Samtidig blev jeg også mere bevidst om, at jo mere jeg prøvede at analysere og finde frem til eventuelle bagtanker, jo mindre ville jeg fokusere på selve oplevelsen frem for alle mulige ligegyldige spekulationer, hvorfor jeg hurtigt droppede min indledende idé.

Derfra indså jeg også, at jeg faktisk var rigtig godt underholdt. I forvejen holder jeg personligt af The Knifes musikalske univers, og i min optik forekom danseperformancen kun som en surrealistisk bonus til duoens musik, der i hele sin ‘playback glory’ ikke overraskende fremstod lige så knivskarp som deres respektive pladeudgaver. I hvert fald var det langt mere interessant at være vidne til otte energiske artister, der ikke bare virkede engagerede i deres egen optræden, men også opsatte på at videreføre denne energi til publikum, end blot at overvære de egentlige to kunstnere stå urokkelige og indelukkede foran hver deres laptop med minimal til ingen publikumskontakt.

Derfor kan jeg også godt forstå, at nogle af dem, der betalte penge udelukkende for at se The Knife i Vega, blev skuffede over svenskernes forestilling. Men i en festivalsituation som denne, hvor man højst sandsynligt havde anskaffet sig billet for (også) at se en håndfuld andre navne samt »var i gang med sin anden brandert,« som Simon Kvamm formulerede det senere på aftenen, virkede publikum langt mere ligeglade med hele den debat, der omhandlede Dreijer-søskendes valg af sceneshow.

Det er svært at skulle være så konkret i sin beskrivelse, når oplevelsen og de medfølgende indtryk var så abstrakte. Jeg oplevede personligt fredagens højdepunkt i selskab med The Knife, men højst sandsynligt var I der jo nok selv, så karakteren vil jeg lade være op til den enkelte.

Deltag i debat