Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’13: højt og hævi, trækplastrene, mørk mekanik og world

Laurel Halo står for et af festivalens mindst fremmedgørende tag på maskinmusik, når hun blander artpop og electronica.

Så blev det dagen før dagen. Kast dig over Undertoners sidste samling Roskilde-anbefalinger, inden du kyler teltet over skulderen og drager mod smatten.

Laurel Halo står for et af festivalens mindst fremmedgørende tag på maskinmusik, når hun blander artpop og electronica.

Djævlehorn og den dér med satan

Satan, satan og atter satan, fadøl, headbanging, titusinde djævlehorn og den vildeste distortionpedal skruet op til 11. Metal og alle dens subgenrer er en lige så naturlig del af Roskilde Festival som kritikken af netop manglen på samme; men i år er der nok en gang blevet plads til et solidt udvalg fra denne del af genrespektret – selvom enkelte selvfølgelig vil være uenige. For hvad end man er til et altoverskyggende trækplaster, heltemetal for alle pengene eller okkult gravstemning, er der uden tvivl noget at tage fat på, når festivalens metalprogram anno 2013 for alvor folder sig ud.

Selvom Metz rent genremæssigt måske er et godt stykke fra, hvad der anses som ‘true’ metal, er den canadiske trio med al sandsynlighed garant for moshpits og anden anarkistisk adfærd. Da jeg så dem for en måneds tid siden i Barcelona, blev der ikke taget meget hensyn til hverken sikkerhedsreglement eller eget velbefindende, mens de tre canadiere fik testet de øvre grænser for festivalens lydudstyr, og jeg er ikke i tvivl om, at succesen nok skal gentage sig, når Metz gæster Danmark for anden gang i år. Så hvis din fredag aften skal indledes med noget højt og hårdtslående, er det på Pavilion klokken 18.00, at det går løs.

Langt hen ad vejen var mit eneste håb for en solid omgang thrashmetal tyske Kreator, der stadig er lige så stor en aktør på den europæiske metalscene som tilbage i de gyldne 80’ere. Med deres seneste udgivelse, Phantom Antichrist, der udkom sidste år, har de skrevet et nyt kapitel i en lang og vellykket karriere, hvor det samtidig ikke kan betvivles, at bandet stadig er i stand til at levere en gennemført præstation udi thrashmetalens ædle kunst. Håret er langt, tempoet er hæsblæsende og lydbilledet er vanvittigt aggressivt, så der er dømt metal for alle pengene, når tyskerne omdanner Arena til en blasfemisk og satantilbedende højborg lørdag klokken 23.00.

Jeg indrømmer det gerne: Jeg var nær faldet bagover, da jeg vågnede op til nyheden om Roskilde Festivals tilføjelse af Metallica til årets musikprogram. Metallegendernes eneste europæiske koncert denne sommer er intet mindre end et scoop og i mine øjne en af dette års mest ventede festivaloplevelser. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal starte; men efter 30+ år og 9-11 fuldlængdeudgivelser senere – alt efter hvordan man ser på Garage Inc. og Lulu – er kvartetten stadig blandt metalgenrens absolutte topnavne. Og med en så eksklusiv en koncert i vente lørdag aften, er der ingen grund til ikke at forberede sig på en sand tour de force gennem Metallicas imponerende bagkatalog.

Hvis du efter ovennævnte koncertoplevelse ikke skulle have fået nok metal indenbords, kan du godt begynde at glæde dig til, når klokken bliver 02.30, og finske Tyranny kalder til begravelse på Gloria. Som en langsom, men overvældende tsunami af destruktive kompositioner kolliderer bandets lydbilleder med publikum, og selvom det for de uindviede måske kan lyde ensformigt, er der for de dedikerede lagt op til en uovertruffen mulighed for at opleve et af funeral doom-genrens mest overlegne navne. Det bliver okkult og morbidt, og kutten skal trækkes godt op over ørene, når Tyrannys begravelsesmarch i de sene nattetimer passerer gennem Roskilde Dyrskueplads.

Vi slutter også i det finske, hvor søndagen på Odeon skydes i gang med Ensiferum, der holder både metalfanen og -sværdene højt. Med det melodiske og folkeviseinspirerede lydunivers som primær drivkraft fremstår bandet som en af frontkæmperne for dén af metalens subgenrer, der nok trives allerbedst højt mod nord. Med musikken som symbolsk sværd i kamp for ægte metal bliver der i hvert fald blæst til angreb fra første guitarriff, og der vil bestemt blive headbanget igennem, når morgenvækningen på festivalens sidste dag foregår i selskab med episke soli, storladne metalkompositioner og en gruppe ansigtsmalede finner. (DN)

Trækplastrene – i pendulfart mellem Arena og Orange

Der er nogle, der skal trække det store læs. Det er stjernerne, der skal lokke de tvivlende på Roskilde Festival, og i år svinger trækplastrene fra højstemt nordisk lyd til dræven rapmusik.

Torsdag aften er der sprøde beats og historier fra en hård bydel fra et af den amerikanske vestkysts store hiphophåb, Kendrick Lamar.  ‘The New King of the West Coast’ kaldes Compton-fyren, der lige er blevet 26, af ingen andre end Dr. Dre, der også udgav hans officielle debutalbum, Good Kid, M.A.A.D City i 2012. Her bragede han igennem lydmuren med hits som ”Bitch, Don’t Kill My Vibe” og ”Swimming Pools” og mon ikke, vi får lov at høre dem på Arena. Der er lagt op til et hiphopbrag, når kongen af vestkysten erobrer smatten på Roskilde Festival. Og hvem ved, måske kigger Quadron også forbi og synger “Better Off“, som Kendrick Lamar medvirker på.

Hvis du er mere til metal og makabre masker, er det nok en god idé at lægge vejen forbi Orange Scene torsdag aften. Klokken 22.00 står Slipknot klar til at blæse publikum bagover med hårdtslående rock, ild og gyseragtige masker. Det legendariske band fra Iowa er på Roskilde Festival for tredje gang, og der er lagt op til en helt speciel aften, når de sætter ild til den Orange Scene. Du kan lytte til deres seneste best-of-opsamling, Antennas to Hell, inden du selv løfter djævlehornene mod himlen.

Fredag er der to store navne på programmet på Orange. Det første er en af de gamle legender fra den amerikanske soulscene. Ingen ringere end Bobby Womack, der i 2012 udgav albummet The Bravest Man in the Universe, der blev produceret af blandt andet Damon Albarn. Sidst han gæstede Roskilde Festival var i 2010, hvor han var med netop Gorillaz på scenen. Nu står han der så alene, universets modigste mand. Og mon ikke han tager det ganske roligt. Han har trods alt spillet backingguitar for Sam Cooke og har en stemme, der rummer mere historie og erfaring end de fleste. Det er klokken 19.30 fredag, at man har muligheden for at høre oldschool soul fra før, der var noget, der hed oldschool.

Senere på aftenen er det så en noget yngre og noget mere nymodens soul og r’n’b, der indtager Orange. Det er selvfølgelig den 25-årige Rihanna, der er klar til at holde fest klokken 22.30 på Roskilde Festivals største scene. Der er spandevis af attitude at komme efter, og der er cirka lige så store mængder radiohits. Tænk bare på “Umberella”, “Shut Up and Drive”, “Diamonds” og “We Found Love”. Så smør stemmen og tag danseskoene på, for Rihanna laver pop på Orange, og det skal nok blive et stort og glamourøst show.

Hvis du trænger til lidt afveksling fra Rihannas pumpende beats, kan du passende gå over på Arena. Her står nogle af fædrene til den nordiske og kølende lyd klar til at tage dig med ind i deres drømmende univers. Det er selvfølgelig islandske Sigur Rós, der med album nummer 11 frisk fra fad er klar til at imponere med deres lydlandskaber opbygget af høj englevokal, strygebue på guitaren, blæsere og trippende trommer. Det bliver med garanti både storladent og skrøbeligt på samme tid. På denne optagelse fra Roskilde Festival lyder det ikke helt dumt. (MHN)

Mørk mekanik til misantroper og andre cyborgs

Det er til stadighed imponerende at opleve, hvordan titusindvis af mennesker kan omgås hinanden så enkelt og uproblematisk, mens de er på Roskilde sammen. Men nogle gange kan det også blive lidt overvældende at skulle forholde sig til al den menneskelige interaktion og tilpasning. Så er det godt at vide, at man kan søge tilflugt blandt køligt afvisende maskiner, der kværner, banker og hvæser ubønhørligt.

En af mulighederne for at blive viklet ind i knurrende kredsløb kommer fredag kl. 14.00, hvor Manchester-produceren Andy Stott trækker de soniske mørklægningsgardiner ned i Gloria-teltet. Fra midten af 00’erne har Stott været en markant dubtechno-producer, men det var først med de to nådeløst dystre minialbum fra 2011, Passed Me By og We Stay Together, at hans navn for alvor blev kendt hos andre end genre-eksperter. Her satte han tempoet ned, så der blev tale om en slæbende, skurrende techno, der ofte lyder, som om den er ved at stampe sig selv i småstykker. Sidste års Luxury Problems holdt fast i det afgrundsdybt rumlende lydbillede, men tilføjede et mere klassisk skønhedselement i form af æterisk kvindevokal. Uanset hvad Stott bringer med sig til Roskilde, bliver det med al sandsynlighed tungt nok til at ruske det indre igennem – både organerne og overetagen.

Derinde, i sjælelivets dybder, bevæger Jack Latham sig på ingen måde. Hans skiftevis abstrakte, afmålte og anmassende sammensplejsning af electro, robotfunk og techno fører derimod, helt i tråd med kunstnernavnet Jam City, lytteren gennem neonbelyste storbygader. Her er alt strømlinet og skinnende, og bankhovedsædernes glasfacader danner spejlkabinetter, der afsporer stedsansen. På Jam Citys debutalbum, Classical Curves, er kroppen stort set fraværende som andet end endnu en glat overflade, der lidenskabsløst transporterer sig selv rundt i byrummet. Hvorvidt det kan lykkes Latham at afkoble Roskilde-publikummets kroppe og følelser, får vi svar på fredag kl. 17.30, hvor Jam City spiller på Apollo-scenen.

Kl. 02.00 tænder Age Coin for deres grej på Gloria-scenen – 14 timer efter at fredagens musikprogram startede. Har det ikke været nok til at dræne dig for energi, udgør de to Lower-medlemmer Kristian Emdal og Simon Formanns industrielle technoprojekt det perfekte maskineri til at tromle dig helt omkuld. Bag sig har duoen et par udgivelser på det utrættelige københavnske noise- og industrialselskab Posh Isolation, og Age Coins lyd flugter glimrende med labelkollegernes: primitiv techno indhyllet i genklangen af sammenstyrtende lagerhaller.

Kollapsende vægge er et tilbagevendende billede hos amerikanske Dominick Fernow i hans Vatican Shadow-projekt. ”When They All Shouted With the Trumpets” og ”The Wall of the City Fell Down Flat” hedder de to numre på kassettebåndsudgivelsen Washington Buries Al Qaeda Leader at Sea – Deck 1, og med Jeriko-referencen og avisoverskriften om Bin Ladens begravelse til søs er vi således kommet omkring de tre centrale inspirationskilder for Vatican Shadow: religion, terrorisme og det amerikanske militærs adfærd i især Mellemøsten. Det musikalske udkomme er en hvileløs, skrækindjagende industrial, hvor trommemaskiner dundrer som granatnedslag og kun sporadisk lader Fernows sans for mørkladne synthlinjer kunne skimtes. Vatican Shadow sætter de islamistiske, sikkerhedsmæssige og geopolitiske problemer under debat i Gloria-teltet lørdag klokken 17.00

I forhold til denne parade af bistre mørkemænd falder amerikanske Laurel Halo noget udenfor. Hendes musik er noget mere legende og let end d’herrers, og det kan der måske også være brug for på festivalens afslutningssøndag, hvor Halo spiller på Apollo kl. 18. Men når man lytter til hendes debutalbum, Quarantine, er det alligevel, som om Halos flimrende artpop-fragmenter nogle gange er ude af hendes kontrol og sendes på afveje af uregerlige computerkredsløb med en egen vilje. Hendes nyligt udsendte ep, Through the Green Door, skruer ned for popelementerne og op for referencerne til tidlig techno, så måske bliver der ligefrem lejlighed til at danse lidt, uanset hvor på menneske-cyborg-maskine-skalaen man befinder sig. (MA)

Trommedans, messing og sjove lyde fra det fjerne

Det vel nok mest fascinerende ved Roskilde Festival, er, at det er uundgåeligt at få kulturelle inputs fra hele verden. Uanset hvor lidt opsøgende man er, støder man altid – i  det mindste ad omveje – på andre verdenssyn end sit eget, og musisk er der også rig mulighed for at komme langt længere væk end blot til en dansk forstadspløjemark.

Igen i år er der velsmurt ‘verdensmusik’ udover hele paletten. Og hvis du på forhånd har tænkt dig at blive væk fra Vinnie Whos åbningskoncert, så kan Mokoomba fra Zimbabwe måske friste i stedet. De seks afrikanere, der stiller op på Cosmopol torsdag klokken 17.30 er blevet kaldt ‘det bedste, der kom ud af Afrika i 2012’, og det er let at forstå hvorfor, da deres funky og følsomme afro-fusion er både legesyg og letflydende. Korstemmerne er rørende, forsanger Mathias Muzazas entusiasme er medrivende, og rytmesektionen er både stram og elastisk.

Men hvis du virkelig har tænkt dig at lade det eksotiske tema herske i år, så er fredag din helt store smovsedag. Klokken 12 starter The Soul Rebels med at blæse teltdugen af Cosmopol, og det bliver vildt. Fra staternes mest funky og skæve by, New Orleans, hvor der altid er soul, dans, kærlighed og blæsere i gaderne, tropper dette ottemandsorkester op, klar til at vise dig, hvordan man fester, som om der ikke var noget i morgen. Den helt særlige parade-soul-funk, der kan opleves på hvert et gadehjørne i New Orleans, er et klart must, der kan kickstarte din fredag, som fortsætter samme sted klokken 14, hvor Kottarashky & the Rain Dogs tager over. Bulgarerne spiller balkan, men ikke som du kender det fra Debauche eller Gogol Bordello. Kottarashky & the Rain Dogs bryder med den normale balkanforestilling, når de åbner posen, der er fuld af vestafrikansk inspireret balkan-dub. Det svinger som ind i helvede, og det kan bruges, uanset om du har din dansesmølf eller chiller på.

Senere på dagen spiller både Bombino og Rokia Traoré på Odeon. Det er henholdsvis klokken 15.00 og 19.00. Bombino er fra Niger og en del af det nomadiske Tuareg-folk. Hans rebelske musik er ægte ørkenrock fra Sahara, og du kan både smage støvet og mærke revolutionen vibrere i guitarfladerne. På den måde kunne intet musik passe bedre til Roskilde – især hvis det bliver et varmt år.

Rokia Traoré er en Roskilde-genganger, der efterhånden har været verden rundt flere gange med sine behagelige og hypnotiserende sange. Den maliske sangerinde er Vestafrikas svar på Sade og har en stemme af de helt store og bløde. Hun er det helt rigtige valg at bevæge sig i retning af, når du skal kysse inderligt på din kæreste eller bare hvile fødderne og lade batterierne op til resten af aftenens strabadser.

Din lørdag skal også sparkes hurtigt i gang, for på Odeon har Hoba Hoba Spirit fra Casablanca ikke tænkt sig at vente på, at du får søvnen ud af øjenkrogen. Til gengæld skal du nok vågne, når du står foran Odeon klokken 13.00, for med en blanding af marokkansk folkemusik, The Clash, rap og reggae er du sikret en wow-oplevelse med masser af attitude og vellyd. Hoba Hoba Spirit har kæmpet sig frem på grund af deres live-optrædeners kvalitet, og deres energiske Marock’n’roll har gjort, at de nu skovler fans ind. (JH)

1 kommentar

  • tak for alle anbefalingerne, rigtig rigtig fedt!

    men hvordan fanden kan i IKKE anbefale DEN SORTE SKOLE. de har udgivet en super udfordrende, modig og anderledes plade, som de skal spille på Arena fredag aften, med kæmpe visuel opsætning af Dark Matters.

    lur mig om det ikke bliver en af årets koncerter.

    bizart i ikke har dem med!

    nå men eller tak tak

Leave a Reply