Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’13: indie, electronica/chillout og intime koncertoplevelser

John Grant inviterer søndag på lige dele melankoli, sort humor, svulstig instrumentering og – som noget nyt – pumpende elektronik.

Er du begyndt at pakke campingudstyret? Roskilde Festival er lige rundt om hjørnet, og traditionen tro vil vi på Undertoner de næste fem dage guide dig gennem årets program. Se den første samling anbefalinger i dag.

John Grant inviterer søndag på lige dele melankoli, sort humor, svulstig instrumentering og – som noget nyt – pumpende elektronik.

Store skæg og stram indie

Hvis det er melankolsk indierock, der får en uge i et hedt telt til at give mening, skal du ikke kigge meget længere end toppen af plakaten på årets Roskilde Festival. Her finder man nemlig de Brooklyn-baserede indiemastodonter i The National. Tre år er gået, siden de spillede Arena op, og i år det de blevet opgraderet til den meget større Orange Scene. Med sig i bagagen har de deres nyligt udgivne sjette udspil, Trouble Will Find Me, som atter har bragt kritisk anerkendelse over bandet. Også her på Undertoner blev pladen rost til skyerne, hvor Anne Nørkjær Bang kvitterede med hele 5,5 U’er og kaldte pladen » […] rørende og vedkommende. […] tonen i musikken placerer sig stadig et sted mellem det romantisk melankolske og det direkte deprimerende – lige præcis som en god The National-plade skal.« Bandet har netop spillet en intimkoncert på Loppen, som efter sigende skulle have været en forrygende oplevelse, så noget tyder på, at det er et The National i topform, der dukker op på årets festival.

Hvis man er til noget mere pompøs og upbeat indie uden så meget melankoli og eftertænksomhed, er Of Monsters and Men et godt bud. Islændingene spiller en meget storladen form for indiefolk, hvor der veksles mellem mandlige og kvindelige vokaler, og hvor lydbilledet domineres af akustiske guitarer, vokalharmonier og blæsere ad libitum. Bandet har på kort tid fået sig et enormt publikum, på trods af de kun har udsendt én enkelt plade, nemlig My Head is an Animal fra 2011. Dette skyldes nok især hittet ”Little Talks”, der nok skal få hænderne i vejret og dansen i gang på Arena.

Et andet band, der på kort tid har fået vind i hitsejlene, er amerikanske The Lumineers. Bandet spiller rustik indiefolk/americana med begge ben plantet solidt i 60’erne. Bandet har selv udtalt, at deres mission ikke er at opfinde den dybe tallerken eller at bevæge sig ud i noget synderligt komplekst, hvilket også er tydeligt at høre i deres musik, der både er ligefrem og lettilgængelig. Bandets førstesingle ”Ho Hey” er efterhånden gået hen og blevet hvermandseje, så mon ikke Odeon nok skal blive proppet til bristepunktet med fællessangsklare festivalgæster, når Lumineers går på scenen på hovedprogrammets første dag.

Meget er sket for Søren Lykke Juul og hans alter ego Indians siden hans koncert på Pavilion Junior sidste sommer. I januar blev debutpladen Somewhere Else udgivet til store roser fra en lang række medier, og siden da har Juul været på tour, hvilket blandt har ført ham til Japan og USA. Indians’ musik beskrives bedst som folktronica, hvor Juuls blanding af akustiske instrumenter og electronica fører til nogle højtsvævende, æteriske lydbilleder. Her på Undertoner var vi svært begejstrede for debuten, hvor anmelder Joachim Kahr Rasmussen erklærede: »Det er muligt, at vi allerede her i januar måned er blevet tildelt en af årets bedste danske skiver.« Der er altså god grund til at tjekke Søren Lykke Juul og Indians ud på årets festival.

Roskilde Festival er ofte garant for nogle eksklusive koncerter. Sidste år var det en specieldesignet Apparatjik-koncert, der blev disket op med, og i år er det kollektivet Ingrid, der skal overraske på Orange Scene. Ingrid er et svenskbaseret pladeselskab, der blev startet af indiedarlings som Lykke Li, Peter Bjorn and John, Miike Snow og Teddybears. Ifølge festivalplakaten dukker de alle sammen op torsdag nat, hvor vi vil få serveret en god blanding af de forskellige kunstneres respektive materiale såvel som nye kompositioner. Kigger man på denne video fra Ingrid-kollektivets hidtil eneste optræden, tyder det på, at vi har en glimrende koncert i vente. (AO)

Elektroniske chillout-stunder

Sidste år var tilføjelsen af Apollo-scenen et af det års mest positive overraskelser på Roskilde Festival. Pludselig var der også et sted til uendeligt mange elektroniske niche- og subgenrer, som generelt ikke havde fået særlig megen opmærksomhed i det ellers store genrespektrum, der karakteriserer festivalen. Apollo genopstår i år, og også for dem, der ikke nødvendigvis føler, at synthesizere og trommemaskiner er lig med den helt store fest, er der navne at finde i programmet.

Vi lægger ud i opvarmningsperioden, hvor danske Rewolmer har fået æren af at være blot den anden kunstner, der betræder Apollo i festivalens 2013-udgave. Bag aliaset gemmer sig Jeppe Lauritsen, der opererer i grænseområdet mellem klassisk chillout og så de lidt mere clubbede rytmer. Med udgangspunkt i Rewolmers seneste og eneste ep, Error Perfect, som udkom tilbage i 2011, bliver det spændende at se og høre, hvad han har at gøre godt med, eftersom førnævnte ep kun er tre numre lang. Der skulle efter sigende også være livetrommeslager med, så alle, der holder meget af lidt fra forskellige dele af den elektroniske verden, opfordres derfor til at skyde festivalen i gang den første søndag klokken 18.

Senere i opvarmningsperioden, nærmere bestemt som absolut sidste navn onsdag aften, før festivalen for alvor skydes i gang, er det endnu en ung dansker, Sekuoia med det borgerlige navn Patrick Alexander Bech Madsen, der indtager Apollo. En opvækst i både Tyskland og Detroit fornemmes dog i hans kompositioner, der i 2011 affødte den første ep, Trips. Vi kommer derfor også vidt omkring i hans musikalske landskab af, hvad der nok bedst kan betegnes som eksperimenterende electronica. Der er i hvert fald masser af dyb bas, tilbagelænede beats og diverse opklippede og efterbehandlede vokalsamples, når Sekuoia lukker Apollo Countdown ned for i år.

På festivalens sidste dag åbnes det græskarlignende hoppeborgsreplica af en mobil scene med australske Flume, der nok er det mindst chilloutede navn ud af de fem, jeg har valgt at fremhæve på denne liste. Med Flume er vi ovre i samme boldgade som James Blake, hvor rytmerne er lidt mere hårdtslående, og de forskellige elementer lidt mere nærgående, end hvad der plejer at gøre sig gældende for chilloutgenren. På trods af dette er der dog heller ikke lagt op til den helt store fest i selskab med Flume, når han søndag eftermiddag søger at indlemme publikum i sit debutalbums mere eftertænksomme clubmusik med inspirationer fra hiphop og soul.

Samtidig på Orange Scene er det til gengæld et af årets hovednavne, engelske James Blake, der åbner scenens rock- og electrosøndag. Med en række ep’er og andre småudgivelser i bagagen kom Blake for alvor på alles læber efter at have udgivet sin debutplade tilbage i 2011, hvilket også medførte en optræden på Cosmopol samme år. I år udkom englænderens anden udgivelse så, og forventningerne til hans koncert er her to år efter om muligt endnu højere. Med en kombination af eminent keyboardhåndtering og fænomenale livetrommer tilsat både sørgmodig og soulklingende vokal er det på det noget omdiskuterede tidspunkt – søndag klokken 14.30 – at man kan opleve James Blake.

Senere samme dag er der (stort set) ingen undskyldning for ikke at befinde sig foran Orange Scene, når de tyske genrepionerer i Kraftwerk sætter et af de sidste punktummer for dette års festival. Med sig har de fire ‘Menschmaschinen’ fra Düsseldorf, med Ralf Hütter som eneste tilbageværende originalmedlem, og et imponerende, visuelt 3d-arrangement. Uanset om man vil stå og se fjollet ud med de medfølgende briller eller ej, er totaloplevelsen uden tvivl et must for musikelskere, når henholdsvis synthesizere og vocodere sender numre som ”Das Model”, ”Autobahn” og ”Numbers” ud over de mange højtalere ved festivalens største scene klokken 22. (DN)

Intime koncertoaser i en hektisk spilleplan

Dagen efter at Metallica, Goat og Uncle Acid har terroriseret centralnervesystemet til langt ud på de små timer, har det efterhånden godt mørbankede festivallegeme sandsynligvis to umiddelbart presserende behov: cola og ro. Salig, lindrende ro – men naturligvis ikke komplet stilhed i en spilleplan, der indeholder rigeligt med krydser. Så hellere for en tid koble af i selskab med nogle af de mindre navne, der byder på eftertænksomhed og tyste stunder i en af festivalpladsens roligere kroge.

Sidstedagen har heldigvis flere tilbud, der kan hjælpe dig med at genfinde festivalformen oven på lørdagens strabadser. Virker James Blake på Orange som en koncert af et lige vel stort format, kan du i stedet overveje at slæbe dig over til Gloria. 15.30 spiller de to piger i My Bubba deres temmelig nedbarberede 60’er-folkpop, der er båret af enkle vokalharmonier og akustisk guitar og vækker associationer til svenske First Aid Kit. Det er ikke meget, vi herhjemme endnu har hørt om bandet, der ellers er signet på danske Fake Diamond Records. At det er Joanna Newsom-producer Noah Georgeson, der i øjeblikket medvirker til at skrue det kommende album sammen, giver dog grund til at holde øje med duoens kommende output. Forhåbentlig har vi fine og nærværende melodier i et lydbillede med overraskende facetter til gode på såvel plade som under Glorias teltdug.

Efter My Bubbas koncert kan du passende skynde dig over til Odeon for at fange en oplagt overgang til den tidlige aftens koncerter. John Grant leverede i 2011 en fremragende koncert på Gloria, hvor han ramte den helt rette afvejning af bittersød melankoli, sortsynet humor og svulstig melodiøsitet med de strålende sange fra solodebuten. Dengang kredsede Grants tekstunivers om nedture med stoffer og accepten af hans egen homoseksualitet, men med forårets opfølger Pale Green Ghosts har Grant videreudviklet sin lyd betragteligt. Selvom han endnu ikke kan stå for et fantastisk stykke orkestreret pop (som eksempelvis “GMF”, som du kan høre i playlisten nederst), er Pale Green Ghosts gennemgående elektronisk og ofte decideret pumpende. Forvent et sammensurium af æggende, pulserende rytmer og introvert eller følelsesladet softrock, der taler til fødderne såvel som sindet.

Men det er selvfølgelig ikke kun søndag, du har mulighed for at finde musikalske pusterum i programmet. Er du til den introverte og nedbarberede r’n’b, der med kunstnere som The Weeknd, How to Dress Well og James Blake har haft en fremtrædende plads i det musikalske verdensatlas i de seneste år, kan du med fordel slå et smut forbi Gloria fredag klokken 16. Her spiller engelske Sohn, der nok har meget tilfælles med førnævnte musikalske sjælefrænder, men i højere grad lader instrumenterne komme til orde i en ellers ofte sampledomineret genre. Det giver plads til vokalløse opbrud, der i højere grad leder tankerne hen på musikere med en forkærlighed for melankolsk electronica eller synth – som eksempelvis Four Tet eller Darkstar.

Lørdag er poesien i fokus, når Martin Ryum åbner Gloria. Han er nok især kendt for sit fremragende output af støjrock og eksperimenterende pop som en del af Speaker Bite Me, men i sit seneste solomateriale afsøger Ryum frem for alt indesluttede og knugende stemninger. Det er afdøde Inger Christensens digte, som Ryum fortolker i sine spartanske klaverkompositioner, og med Signe Høirup Wille-Jørgensen og Maria Laurette Friis fra hhv. Speaker Bite Me og Tys Tys som talerør for Christensens naturlovfokuserede verdenssyn er talentmassen i det lille ensemble sikret. Forhåbentlig kan Gloria i den tidlige eftermiddagstime tilbyde så rolige rammer, at de sagte kompositioner ikke drukner i lørdagens heksekedel af hovednavne.

Der er noget umiskendeligt islandsk ved Ásgeir Trausti – og det skyldes ikke det ellers temmelig oplagte faktum, at han synger på sit modersmål. Selvom singer/songwriterens lydbillede er velproduceret og ofte bliver decideret poppet med dets mange instrumenter og virkemidler, er det musikkens fine og underspillede intimitet, der er attraktionen. Ásgeir Trausti lyder langt hen ad vejen som en islandsk version af Bon Iver, så trænger du til at høre inderlig folk på årets festival, kan det gøres under noget mere intime forhold end sidste år på Arena. Det sker på Pavilion lørdag klokken 17. (SP)

Deltag i debat