Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’13: sfærisk og støjende, oversete kunstnere, dramatiske damer og ung skrammelrock

Forhåbentlig bliver fremmødet en kende større, når King Tuff søndag lokker med californisk surfpunk og lo-fi.

Drøm dig op under teltdugen, få en punklussing fra morgenstunden, oplev en samling 17-årige piger med en forkærlighed for Kurt Cobain, eller stift bekendtskab med et band, som du ikke havde den fjerneste idé om eksisterede. Jo, der er rigeligt med tilbud i dagens Roskilde-anbefalinger.

Forhåbentlig bliver fremmødet en kende større, når King Tuff fredag lokker med californisk janglerock.

På sfærisk himmelflugt med teltdugen som sikkerhedsnet

To teltvarme dåsebajere er røget indenbords, og du trisser adstadigt ned mod Pavilion Junior på denne festivalens allerførste eftermiddag. Du har din carpe diem på over at komme på græs. Ja, mudderet har end ikke fået bugt med det grønne underlag endnu. Du er opsat på at stå tæt med andre mennesker og igen fornemme den berømmede orange følelse. Du er sikkert også lidt rørstrømsk.

Til dig har festivalen plukket det noget nær optimale band til at åbne Pavilion Junior. Okay, ret beset havde Ice Cream Cathedrals drømmepop nok gjort sig bedre en kende senere på døgnet end klokken 14.30. På den anden side står den danske gruppes sfæriske og dog meget iørefaldende popnumre fra forårets debutalbum som det perfekte soundtrack til et glædeligt og lidt højstemt gensyn med Dyrskuepladsen. Anja Lahrmanns sirenevokal er en af de flotteste, der er dukket op af den danske undergrund i årevis, og med sin fylde skaber den en smuk Trish Keenan-klingende substans i det ellers luftige lydbillede. Sæt kryds i spilleplanen, hvis du er til Broadcast, Cocteau Twins, Kate Bush eller slet og ret god, atmosfærisk pop.

Er du også til støj fra den tungere ende af genrespektret, kan du med fordel blive hængende ved Pavilion Junior lidt længere. Svenske Then Comes Silence svøber ganske vist deres dunkle rock i reverb og mudrede guitarangreb, men grundskabelonen er stram – til tider decideret tonsende – riffbaseret rock med psykedeliske anstrøg. Selvom gruppen er knap så garageorienteret i sin lyd som koryfæerne i Black Rebel Motorcycle Club, er deres koncert på Pavilion det oplagte sted at lægge ud, hvis du synes, at forbilledernes Orange-koncert den efterfølgende søndag ligger lige vel langt ude i fremtiden.

Generelt har opvarmningsdagene meget at tilbyde, hvis du er til rock af den mere flygtige slags. Mandag byder danske So-So Echo således eftermiddagspublikummet på et afbræk fra middagsheden udgjort af kølig, elektronisk og let melankolsk pop. Det luftige lydbillede og måske især forsanger Jenny Rossanders vokal bringer på gruppens første lillebitte ep, Imaginary Worlds, mindelser om Blue Foundation, men med indtil videre kun to offentliggjorte numre i bagkataloget er det endnu uvist, præcis hvad trioen vil præsentere for sit Roskilde-publikum.

Senere samme dag tager lyden en klassisk drømmepoppet drejning, når norske Dråpe betræder scenebrædderne. Nordmændenes lydbillede er ingenlunde originalt – som anmelder af debutalbummet Nina Ulrich Østergaard formulerede det: »Har man lyttet blot en smule til legendariske navne som My Bloody Valentine, Slowdive og Lush – ej at forglemme de tidligste Mew-udgivelser – vil man efter få sekunder opsnappe, hvor Dråpe har fundet deres inspiration.« Ikke desto mindre er Dråpe garant for en lyd, der er gennemsyret af sløv sommerstemning, og det gør dem til et oplagt selskab at henslæbe en tidlig aftentime i.

Fredag leverer Dråpes landsmænd i Highasakite et noget mere eklektisk greb om poppen. På den ene side indeholder debutalbummet All That Floats Will Rain slagkraftig og forurettet pop/rock med en stærk kvindevokal som omdrejningspunkt og henleder tankerne på Florence and the Machine eller Fallulah. Andre gange går gruppen i den modsatte grøft og disker op med luftig og spirituel drømmepop med et stærkt indiansk islæt i såvel lyrik som instrumentering. Se, om konceptet holder vand, eller om udtrykket stikker i for mange retninger, klokken 14 på Pavilion. (SP)

‘Hvad sagde du, de hed?’ – oversete kunstnere

Selvfølgelig skal I drikke fadøl og skråle med på Metallica, stå sammen med samtlige teenagepiger under Rihannas paraply, opleve Kraftwerks 3d-ekstravanganza, se giraffen Baauer og danse med på ”Harlem Shake”. Selvfølgelig skal I det. Men hvad nu, hvis I ikke skulle – hvor kunne det så være en idé at få stillet sin musikalske tørst? Heldigvis bugner Roskildes musikprogram af mindst lige så (hvis ikke mere) interessante navne end dem, der hurtigt opbruger de første mange budgetprocenter.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Frank Fairfield, kunne jeg have svoret, at jeg havde med en virginiansk herre i sit livs efterår at gøre: Musikken, vokalen og hele stemningen emmede af banjospillende eremit-hillbilly, og jeg var solgt fra første øjeblik. Derfor kom det også kun som et endnu større chok, da jeg opdagede, at Fairfield blot var i sine tidlige 20’ere og fra den modsatte ende af kontinentet, nemlig Californien. Manden besidder et fantastisk talent på både guitar, banjo og violin, der er som skabt til hans bagkatalog, som består af lige dele cover- og originalkompositioner. Så hvis din lyst til blues og folk overvinder behovet for at overvære Vinnie Whos åbningskoncert på Orange Scene, er det torsdag klokken 17.45, at Frank Fairfield optræder i Gloria-teltet.

Jeg går ikke ud fra, at jeg lyver, når jeg siger, at hiphop langtfra er den mindst voldelige musikgenre. Der skal i hvert fald ikke megen research til for at finde det første dusin jernpumpende hiphop-artister, der har én eller anden tekst om vold – især mod umaskuliniteten. Så hvad stiller man så op, når de velkendte, aggressive beats og den destruktive lyrik kommer fra en midaldrende transvestit? Med Michael David Quattlebaum Jr. har hiphoppen som genre fået endnu en artist med en smart gimmick, når han klædt ud som sit alter ego, teenagepigerapperen Mykki Blanco, giver en strakt langefinger til alt, hvad der hedder normer og uskrevne konventioner inden for hiphopkulturen. Det foregår torsdag aften i Pavilion-teltet, mens der headbanges igennem sammen med Slipknot andetsteds på festivalpladsen.

Det er virkelig sparsomt med informationer om norske Tremoro Tarantura, ud over hvad man kan læse i Roskilde Festivals egen beskrivelse af duoen – selv Norges egen Øya Festivalen kalder dem for ‘hidtil ukendte, før de blev booket på Roskilde’. To ting er dog sikre: De spiller både højt og utraditionelt, og det er i hvert fald to plusser i min bog. På de tre eneste numre, jeg har kunnet finde, ligger der subtile, melodiske undertoner gemt i guitarens ellers overvejende dissonans, mens der på vokalfronten rent oxymoronisk opstår en råbende hvisken. Hvad der helt præcist kommer til at ske, når Tremoro Tarantura ligeledes torsdag aften gæster festivalen, vil jeg – i øvrigt på bekostning af Animal Collective – glæde mig til at finde ud af.

Det burde være rimelig simpelt at regne sig frem til formålet med programpunktet Music for 18 Musicians bare ved at kigge på arrangementets titel. Men Steve Reich og i særdeleshed hans musik er ikke lige sådan til bare at gennemskue. Mange anser netop dette værk for at være blandt komponistens sværeste og mest gennemførte, og lytter man til bare en lille bid af kompositionen, er det da heller ikke svært at høre hvorfor. Derfor bliver det noget af ekstraordinær oplevelse, når danske Ekkozone bevæbnet med pianoer, xylofoner, violiner og en god portion musikalsk disciplin går i krig med Reichs magnum opus. Så hvis ikke tømmermændene efter fredag aften/nat i selskab med blandt andet Rihanna er for overvældende, er det lørdag klokken 12, at du for blot anden gang på dansk grund kan opleve dette imponerende værk.

Det er noget af et sonisk bombardement, der venter dem, som vælger at tage til koncert med Dead Fader. Under den altdominerende, forvrængede bas, som fremstår både aggressiv, morbid og infernalsk, gemmer sig diverse musikalske brudstykker, der gør John Cohens foretagende til en mørk og hårdtslående omgang bastardelectronica, som man bestemt skal være tålmodig for at finde skønheden i. Min interesse for koncerten med Dead Fader ligger til gengæld i spørgsmålet: Hvad sker der, når man slipper et destruktivt, elektronisk monster som Dead Fader løs foran et sparsomt, dansk festivalpublikum på en (forhåbentlig) solbeskinnet søndag eftermiddag klokken 16, mens majoriteten fester andetsteds? Jeg ved ikke, om jeg tør kende svaret; men interessant bliver det i hvert fald. (DN)


Lad stiletterne blive hjemme – dramatiske damer i smatten

Også i år byder Roskilde Festival på et særdeles stærkt lineup af kvindelige kunstnere. Ud over den nok så omtalte booking af en vis popdronning, hvis navn starter med R og rimer på bandana, og som helt sikkert nok skal få sparket en fest i gang foran Orange Scene, er der mere end rigeligt at se til for alle os med hang til dramatiske damer.

Har du fulgt bare minimalt med i den danske musikpresse og radio det sidste halve år, er du med garanti stødt på navnet . Bag aliaset gemmer sig Karen Marie Ørsted, der bestemt ikke er nogen bly viol. Mø spiller en heftig blanding af Robyn- og M.I.A.-inspireret electropop og hiphop, der allerede har givet genlyd langt ud over landets grænser. Selvom hun blot har udgivet en håndfuld numre, spås hun en kometkarriere, så hendes optræden mandag kl. 22 på Pavilion Junior skal nok blive noget af et tilløbsstykke.

Ikke mindre lovende er Baby in Vain – noget så sjældent og eksotisk som et dansk grunge-pigeband med en gennemsnitsalder på godt 17 år. Den oplysning i sig selv giver lyst til atter at svinge forbi Pavilion Junior, når pigerne spiller onsdag kl. 22. At de oven i købet allerede har fået et ry for at være et særdeles hårdtslående og dygtigt liveband, gør blot den velfortjente hype større. Selv er Benedicte, Lola og Andrea ikke vilde med at sætte deres musik i bås som grunge, men tydeligt er det, at Kurt Cobain og hans skovmandsskjorter ikke har levet forgæves. Glæd dig til en garanteret ørerystende koncert med et af de varmeste navne fra den danske undergrund.

Det lader i det hele taget til, at musikbranchen slet ikke kan få nok dramatiske damer for tiden. Også engelske Savages kommer med en god portion hype i bagagen – og ikke mindst et yderst anmelderrost debutalbum, der med rette sætter massive forventninger til koncerten torsdag kl. 20 på Arena. Savages har ramt plet med deres rå og brutale postpunk, der slår lytteren som en lussing, og Silence Yourself blev af Undertoners anmelder udråbt til at være en af de stærkeste debuter længe. Mon ikke deres første danske optræden bliver mindst lige så overvældende.

Og apropos overvældende: Hun lagde Pavilion Junior-teltet ned sidste år med sin energiske grimerap af international klasse, og i år er dansk-kinesiske Linkoban velfortjent blevet forfremmet til Cosmopol. Hendes særegne flow er blevet rost til skyerne i både ind- og udland, inkl. af den legendariske amerikanske kritiker Robert Christgau (ikke just kendt for at smide om sig med roser), og debutalbummet Ox skorter hverken på cool attitude, træfsikre beats eller provokerende rim. Med andre ord varsler det endnu en hæsblæsende optræden, der nok skal fyre op under publikum og skabe den helt rette clubstemning, så kridt danseskoene fredag kl. 21:45.

Efter festen trænger du til mere rolige omgivelser. Er du hurtig på benene, og hvem er ikke det efter en lille uge på Roskilde Festival (…), kan du lige nå over til Odeon, hvor Kirstine Stubbe Teglbjærg spiller kl. 23. Temmelig meget mere afdæmpet og poetisk anlagt end førnævnte damer, jo vist, men lad dig ikke narre af hendes pæne ydre og sårbare vokal – den tidligere Blue Foundation-sangerinde er tilbage med et stærkt dansksproget soloalbum, der ikke lader nogen tvivl herske om hverken gennemslagskraft eller karisma. Teglbjærg er en mester udi stemningsmættede og intense kompositioner, der efterlader dig med smukke drømmebilleder på nethinden, klar til at tumle videre ud i sommernatten. (NØ)

Fra grovkornet britisk skrammel til californisk solskinsrock

Onsdag indtager Lower Pavilion Junior med deres larmende og ørepivende postpunk. Sammen med Iceage er de en del af den københavnske punkundergrund, der for tiden nyder stor succes og anerkendelse. Hvis solen bliver for stærk onsdag klokken 16, er det derfor en god idé at bevæge sig fra campingstolen og ned på pladsen. Her er skygge og mørke i form af slæbende og dissonant rock, når Lower spiller for første gang på Roskilde Festival og for første gang på dansk jord efter deres første amerikanske turné. Kom og ønsk dem velkommen hjem.

Torsdag aften åbner de to britiske boys fra bandet Drenge ballet på Pavilion, når de spiller lige deres lige-ud-ad-landevejen-rock klokken 18.30. Med nerve og attitude kombinerer de på glimrende vis grunge, garage og rock’n’roll. Brødreparret Eoin og Rory Loveless er tilsyneladende besat af dansk dogme-film, og musikken lyder da også, som om de jagter det samme simple udtryk. I hvert fald spiller de deres grovkornede rock udelukkende på fræsende guitar og buldrende trommer. Deres første fuldlængdealbum udkommer i august, men der er stadig garanti for hårdtspændt skrammelrock.

Fredag aften er der mere faldefærdig rock på Pavilion, når King Tuff går på scenen ved midnat. King Tuff har tidligere boet i Vermont og spillet med i stonerrockbandet Witch, men i dag bor han i Los Angeles, og det kan høres på musikken. Den tunge og hårde rock er nemlig skiftet ud med let og solbeskinnet janglerock. Det seneste selvbetitlede album er et glimrende indblik i powerpopscenen fra Californien, der er kendetegnet ved catchy melodier og ørehængende hooks. Det bliver ganske hyggeligt, når King Tuff blænder op for lyden af sommerferie og bål på stranden.

Fuck It Dog, Life’s a Risk, står FIDLAR for. Så fuck dine tømmermænd, og tag hovedet under armen, og vær på Pavilion, når de fire drengerøve søndag klokken 15 hamrer på trommerne og river i guitaren med deres sange om kokain, skateboarding, surfing og billige bajere. De har udgivet et enkelt album, og derfor skal du og de ikke bekymre sig om at komme igennem et stort bagkatalog. Der er fuld knald på, det er råt og hårdt, men det er også en god mulighed for at give Roskilde Festival et sidste gok i nødden med lo-fi-punk. Det bliver forhåbentlig en voldsom energiudladning.

Hvis du ikke kom op til tiden, og derfor ikke nåede FIDLAR, kan du i stedet nyde The Bots, når de slukker Pavilion med deres hurtige og hårdtslående rock. Det unge brødrepar på henholdsvis 20 og 16 år har udgivet et enkelt fuldlængdealbum. De kan spille de fleste tømmermænd ud af kroppen med guitaren og trommerne som de eneste instrumenter. Lyden er rå og nedbarberet, og de er ikke bange for at bruge uventede og pludselige breaks. Som du kan se her, går de til stålet, og deres koncert burde være en glimrende mulighed for at få slukket den sidste øl- og rocktørst. (MHN)

Leave a Reply