Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’13: tungt og uhyggeligt, amerikanske rødder og hiphop

Angels Hazes skarpe tunge udgør et af hiphop-højdepunkterne på årets festival.

Dommedagssmadder, en af klassisk americanas grand ol’ men og en horde af spydige og skarpe hiphop-tunger. Undertoner fortsætter sin guide til de bedste koncerter på Dyrskuepladsen.

Angels Hazes skarpe tunge udgør et af hiphop-højdepunkterne på årets festival.

Dommedagstoner i høj sol – tunge og uhyggelige koncerter

Der er rigeligt at boltre sig i, hvis man er til de mørkere nuancer af musikpaletten, og især den spirende del af metalscenen er godt repræsenteret i årets Roskilde-program. Tag nu bare det fremadstormende black metal-band Solbrud. I 2011 spillede de på Copenhells upcomingscene, og sidste sommer udsendte de deres roste, selvbetitlede debutalbum, som Undertoner gav 4,5 U’er. Albummet kastede blandt andet en nominering til musikkritikernes Steppeulv-pris af sig, og på Roskilde kan du opleve de fire københavnske musikere tirsdag på Pavilion Junior. Solbrud spiller klassisk, atmosfærisk black metal a la norske ikoner som Emperor, Burzum og Mayhem, men med undertoner af nyere navne som Eldjudnir og Wolves in the Throne Rooms tætte forhold til naturens skyggesider. Forsanger og guitarist Ole Luks karakteristiske, hæse stemme sender tankerne over mod Liturgys forsanger Hunter Hunt-Hendrix, men uden det bliver helt så hekseskrigende i udtrykket. Solbrud er i gang med at forberede materiale til deres næste album, så man kan formentlig også forvente nye numre til Roskilde-koncerten.

Har man ikke fået sine sygelige tendenser til Burzum stillet i opvarmningsdagene, så sørger britiske Anaal Nathrakh for at stille sulten lørdag på Pavilion. Guitarsoloerne er hyppige og tempoet hurtigt, mens vokalen ofte bærer brændemærker efter den mere melodiske side af dødsmetallen. Duoen bestående af Mick Kenney og David Hunt har for det meste lånte kræfter med, når de spiller koncerter, og har siden 1999 udgivet syv albums. Senest Vanitas fra sidste år.

I samme fræsende grindcore-boldgade finder man den københavnske kvintet Ajuna, der i efteråret udgav ep’en Death in the Shape of Winter på selskabet Neh-Owh. Ep’en fik 4,5 U’er her på siden. I en kombination af døds- og black metal styrer Ajuna mod en dyb og kaotisk afgrund, mens forsanger Anders ‘Hufsa’ Andersen growler og skriger sig gennem den tunge lydmur. Ajuna spiller storladen og ekspressiv black metal, og i livesammenhæng giver forsangeren sig fuldstændig hen til en næsten djævlebesat optræden. Kravlende ud over scenekanten.

I den blødere ende: Man kan formentlig også finde Crystal Castles’ karismatiske forsanger Alice Glass kravlende rundt på scenen på det ene eller det andet tidspunkt under deres optræden på årets Roskilde. Meget passende spiller den canadiske duo fredag nat 01.30 på Arena, og de dystopiske electrobortførere skal nok sætte gang i noget indadvendt rave med dyb, dyb bas og stroboskoplys. Crystal Castles udgav i slutningen af 2012 III og har gennem sine sidste tre udgivelser nærmet sig et mere dansabelt og mindre støjende udtryk, men live skal man nok forvente sig noget af det samme sceneshow som tidligere. Alice Glass er stadig en afgrundsdyb og dragende skikkelse, der trækker lytteren ind i mørkekammeret og nægter at give slip.

Er man ked af kun at opleve legendariske Henry Rollins i spoken word-versionen på årets Roskilde, skal man måske svinge forbi Pavilion-scenen lørdag aften. Her folder de amerikanske Pissed Jeans sig ud og hælder støjende hardcorepunk ud over den (formentlig) støt voksende moshpit. Rent lyrisk kan man forvente tekster fra et anstrengt hverdagsunivers, hvor dagligdagens kvælende tilstande får en aggressiv stemme i Matt Korvettes desperate og pisseligeglade skrig. Pissed Jeans udgav for et par måneder siden Honeys, så man skal nok forvente en del numre fra den plade. Og så ellers begynde at varme op til at banke tilfældigt ind i fremmede mennesker i den sludgedrevede publikummasse. (AM)


Amerikanske rødder på dansk grund – folk, country & americana

Som bleg og humørsyg skandinav drømmer man sig – som en anden Sune Rose Wagner – fra tid til anden væk til Guds eget land, hvor alt er sjovere og større, både bilerne og burgerne, og heldigvis giver Roskilde Festival dig rig mulighed for dyrke din americana-fetisch.

O.k., han er ganske vist britisk, men ej at forglemme en gammel sjæl i en ung krop og et af tidens mest roste nye navne – Jake Bugg lyder med sin distinkte, nasale vokal til forveksling som en purung Bob Dylan, der er gået om bord i 90’ernes britpop, og denne umage blanding fungerer overraskende godt. Det selvbetitlede debutalbum fra 2012 har allerede bragt ham vidt omkring, og efter sigende er ikoniske landsmænd/brokkehoveder som Noel Gallagher og Ian Brown fans. Her på sitet fik han rosende ord for sin optræden i et udsolgt Store Vega i april, hvor han overbeviste som selvsikker stjernespire, og mon ikke teenageknægten nok også skal få charmeret sig langt i sjælen på Roskilde-publikummerne, unge som ældre, torsdag kl. 21 på Odeon.

Er du mere til langhårede skovmænd end pæne skoledrenge, så smut forbi Odeon igen fredag kl. 17. Her spiller Jonathan Wilson (der både ligner og lyder som din fars pladesamling, som den tog sig ud i 70’erne) sine gyldne, yderst afslappende sange fra solskinsstaten Californien. Wilson har en fortid som guitarist for store navne som Jackson Browne og The Band’s Robbie Robertson, og det fornægter sig ikke på Gentle Spirit, hans første officielle soloalbum fra 2011. Ud over den klassiske americana-lyd kommer Wilson omkring psychrock, country og folk, og med lejrbålshymner som ”Ballad of the Pines” er det i sandhed lyden af de dybe amerikanske skove, Jonathan Wilson formidler.

Vi fortsætter i den tilbagelænede, særdeles skægbeklædte afdeling med Matthew E. White, hvis varme og ærkeamerikanske blanding af gospel, folk, blød jazz og soul med garanti vil være perfekt at flade ud til på en tømmermændsramt lørdag eftermiddag. Gennembrudsalbummet Big Inner fra i år er omtrent lige så afslappende som en lur i solen – som Undertoners anmelder udtrykte det: »Big Inner udstråler en positiv, hjertevarm stemning, som er let at lade sig svøbe ind i.« Og hvem har ikke brug for lidt kærlighed på Roskilde? Lad varmen indhylle dig lørdag kl. 15 på Odeon.

Senere samme eftermiddag vil man sandsynligvis se americana-elskere i hobetal valfarte til Orange Scene for at opleve Kris Kristofferson, når han går på kl. 17 denne genres absolutte hovednavn i år. Ud over et hav af countryklassikere er den aldrende stjerne fra Texas måske bedst kendt for sin fortid i supergruppen The Highway Men, der også talte Johnny Cash og Willie Nelson m.fl., og som definerede den legendariske Nashville-scene. 76 år og 17 studiealbums har han bag sig, hvoraf sidste års Feeling Mortal fik særdeles flotte anmeldelser. Samtidig er manden kendt som en lidt af en glædespreder på en scene, så stemningen skal nok blive rar i selskab med den guitarspillende amerikanske bedstefar, du altid har ønsket dig.

Sidst, men ikke mindst skal alle med hang til spaghettiwesterns, texmex og støvede amerikanske landeveje svinge forbi Odeon søndag kl. 20:30, hvor Calexico spiller deres særegne blanding af country, americana, blues, latinfolk og indierock. Gruppen er opkaldt efter den californiske grænseby til Mexico, og så er stilen ligesom lagt for et altid festligt og eksotisk musikalsk univers, der er som taget ud af en Ennio Morricone-film. Sidst Undertoner anmeldte Calexico live, blev der kastet godt med U’er, og sidste års album Algiers vidner da også om et band i topform. Perfekt inden festivalen sluttes af med et sidste besøg i nachos- og tequilaboden. (NØ)

Skarpe tunger, bling og beat – hiphop i smatten

På hiphopfronten kommer dette års festival lidt sløvt i gang. I opvarmningsdagene er udvalget sporadisk, og på torsdagsprogrammet lyser Kendrick Lamars navn så stærkt op, at der ikke er grund til at bruge plads på ham her.

Fra fredag begynder det til gengæld at ligne noget. Den dag er der mødepligt ved Cosmopol, hvor Atlanta-rapperen Killer Mike indtager scenen klokken 18. Efter 2003-debuten Monster blev der ganske stille omkring ham, og trods en række udgivelser skulle der gå næsten et årti, før sidste års fremragende R.A.P. Music endelig fik ham tilbage i rampelyset. Med lige dele kærlighed til hiphoppen og vrede mod magthaverne i det amerikanske samfund trækker albummet tråde til legender som Ice Cube og KRS-One, og ligesom disse genregudfædre fejer Killer Mike intet ind under gulvtæppet. Når denne rå og direkte stil fungerede så imponerende godt på R.A.P. Music, skyldtes det bl.a. El-P’s heftige produktioner, og de er også en af de vigtige grunde til at tro, at barbersalonejeren fra Atlanta kan vælte Roskilde-publikummet omkuld.

Vil man høre mere til El-P, kan man med fordel blive hængende ved Cosmopol. Klokken 20 er newyorkeren nemlig tilbage på festivalen efter 10 års fravær. Dengang skælvede rapundergrunden stadig efter hans fænomenale solodebut, Fantastic Damage, men El-P og folkene omkring ham havde svært ved at holde niveauet op gennem 00’erne. Derfor var det ærligt talt noget af en overraskelse, at han i 2012 kunne levere først R.A.P. Music-produktionerne og så det særdeles solide comebackalbum Cancer 4 Cure. For første gang i lang tid virkede El-P engageret og inspireret, og C4C-teksternes konspirationsparanoia og almene undergang leveres med en gnist og galde, jeg ellers tvivlede på, at El-P ville kunne genfinde. Hvis han har samme arrigskab med sig til Cosmopol, bliver det en stærk oplevelse. Derimod kan jeg godt undvære at genopleve den lidt sløsede El-P, der sidste efterår besøgte Danmark med et show, hvor han spillede C4C fra start til slut.

Hiphopkoncerter har det af og til med at blive en rodet omgang, og den risiko er bestemt til stede lørdag fra klokken 16, når Cosmopol har hele fire navne på plakaten. Den mad- og dameglade gigant Action Bronson har netop udgivet albummet Saaab Stories, der ikke er noget karrierehøjdepunkt, men hans bagkatalog er til gengæld så stærkt, at hans Roskilde-show sagtens kan blive en god oplevelse for fans af oldschool-hiphop. Joey Bada$$ er kun lige blevet gammel nok til at måtte få udskænket alkohol på festivalen, men har alligevel ikke mindre end fire mixtapes bag sig. Især sidste års boom bap-fokuserede 1999 gav ham opmærksomhed, og det bliver oprigtigt talt spændende at se, hvad knægten kan på en scene. Flatbush Zombies tilhører samme newyorker-slæng som Joey Bada$$, men bevæger sig i et noget mere stenet og urovækkende univers. Og så er der den bjæffende Detroit-rapper Danny Brown, hvis længe ventede Old-album er lige på trapperne. Hvis det kan leve op til XXX fra 2011, er der noget stort i vente. Hvorvidt det er sandsynligt, kan Roskilde-showet forhåbentlig give en god idé om.

Et andet album, der ventes med spænding, er Dirty Gold, debutalbummet fra 21-årige Angel Haze, der kan opleves på Cosmopol 02.15 natten til søndag. ”Angel Haze Has Got Talent and a Whole Lot of Issues” proklamerede overskriften på et The Fader-interview for to år siden, og både talentet og skeletterne i skabet er kun blevet tydeligere siden da. På mixtapet Classick berettede hun således sidste efterår i gruopvækkende detaljer, hvordan hun blev seksuelt misbrugt, da hun var mellem syv og ti år gammel. At turde og kunne det vidner om en næsten frygtindgydende styrke, og kombineret med hendes bidske tunge og kontante flow gør den hende til en af tidens mest fascinerende rappere – og til en ubehagelig modstander.

Det sidste fik Azealia Banks at føle lige efter nytår, da Haze følte sig provokeret et tweet fra Banks. To dage i træk uploadede Haze et hidsigt diss-track, og i det sidste af dem spurgte hun hånligt: »How much Twitter beef does it take to wanna make you get / into the studio and come with a different flow / not try to recreate ”212”, the only shit you know.« Dér ramte Haze en af de gode grunde til at vende tilbage til Cosmopol søndag klokken 16 – for det er ret så interessant, hvad Azealia Banks kommer med. Får vi smagsprøver fra den fuldlængdeplade, der efterhånden har ladet vente længe på sig? Og er hun kommet videre fra sit 2011-kæmpehit, ”212”, der har kastet lange skygger ind over de numre, hun siden har udgivet? Uanset hvad skal der nok blive proppet i teltet, for vil man have en fest i gang på årets sidste Roskilde-dag, er Banks’ blanding af pumpet dance, stram basmusik og flabet rap et glimrende sted at starte. (MA)

Deltag i debat