Plader

Vår: No One Dances Quite Like My Brothers

Skrevet af Jonas Sørensen

Den københavnske punk-supergruppe Vårs debutplade er en afstikker fra deres tidligere lo-fi-eurodance-klingende singler. Det er et forrygende ambientsynthpop-album, der elegant håndterer det kontrastfyldt sammenspil mellem industriel musik og følsomme vokaler og lyrik.

Hvem skulle have troet, at en københavnsk supergruppe bestående af Elias Rønnenfelt (Iceage), Loke Rahbek (Sexdrome, Damien Dubrovnik), Kristian Emdal (Lower) og Lukas Højlund (Redflesh) ville resultere i en omgang mørk eurodance-inspireret synthpop? Da gruppen sidste år (under navnet War og kun bestående af Rønnenfelt og Rahbek) udgav “Brodermordet”, et tykt lofi-synthpopmesterværk af et nummer, var min interesse med det samme vakt, og da de senere på året udgav den skønt romantiske og ømme “In Your Arms”, kunne jeg ikke vente på et helt album.

På Sacred Bones-debut-lp’en No One Dances Quite Like My Brothers synes de at have lagt den tykke, industrielle dansemusik fra sig (i al fald delvist), og i stedet har de skabt en meget mørk og ambient plade, der er skrevet og optaget på en uge i et varmt baglokalestudie i en pladebutik i New York. På åbneren “Begin to Remember” etableres det overordnede lydbillede: En metronomisk stortromme banker huller i analoge synthflader, der komplimenteres af skærende melodier og metallisk støj, alt sammen drevet af Rønnenfelts æteriske dommedagsvokaler, der her minder om en krydsning mellem Ian Curtis og Robert Smith.

Andre steder er mere ambiente. Det gælder f.eks. titelnummeret, hvor Pharmakon (der også udgiver på Sacred Bones) hen over en melankolsk keyboardmelodi og en synthpad, der falder frem og tilbage som bølger, fortæller en simpel historie. Langsomt bruser musikken op til et klimaks, mens hun gentager »no one dances quite like my brothers«. Andre numre er simple eksperimenter ud i ambiens. “Boy” er drevet af trommemaskine-rytmik, en tung, vibrerende bastone og metallisk, skærende støj, mens “Katla” skaber en atmosfære af håbløshed og opgivelse.

De bedste øjeblikke opstår, når Vår går all-in på synthpoppen. I “The World Fell” er samspillet mellem Rahbeks storladne mørke ved siden af Rønnenfelts ømme, desperate vokaler sublimt gennem det mærkværdigt dansable nummer, hvor hamrende bastromme og synthprogression skæres igennem af, hvad der mest af alt lyder som en musikalsk version af en industriel sliber. På “Into Distance”, Vårs mest konventionelle nummer, mødes man af en akustisk guitar, en marcherende lilletromme og en New Order-lignende guitarmelodi, mens Rønnenfelt brillerer i et af sine mest desperate og passionerede øjeblikke.

Pladens tekster handler i høj grad om broderskabsfornemmelse på grænsen til homoeroticisme, og brødrene Løvehjerte er efter sigende en stærk inspiration. Det kommer ikke helt uventet. Debutsinglen “Brodermordet” bygger på historien om Kain og Abel, mens videoen til “In Your Arms” primært består af en halvnøgen fyr filmet med en stærk grad af tilbedelse, der alligevel føles grundlæggende platonisk. Det her er mandlige venskaber, der er bundet ufatteligt stærkt sammen af emotionelle tråde.

Kontrasten mellem den maskinelle, industrielle musik og de utroligt ømme og følsomme vokaler fungerer stærkt til Vårs fordel, og det er det, der i virkeligheden er pladens helt store plus. Om end jeg lidt savner Vårs tidlige lo-fi-eurodance-materiale, er No One Dances Quite Like My Brothers et sublimt album på mange måder. Men mest af alt er pladen et fascinerende vidnesbyrd om styrken og diversiteten i den københavnske punk-undergrund og måske en forklaring på sammenholdet mellem disse purunge bands.

★★★★★☆

Deltag i debat