Plader

Wampire: Curiosity

Det ville være en anelse frækt at påstå, at der ikke sker noget på musikscenen i Portland, Oregon for tiden. Den lille amerikanske vestkyst-by, som i manges øjne har været ophav til de stærkt fortærskede hipster- og indiebølger, oplever for tiden noget nær en renæssance på den internationale musikscene. Således har 2013 begunstiget både Roskilde-aktuelle Unknown Mortal Orchestra, STRFKR og den albumdebuterende duo Wampire med en ganske betydelig mængde omtale på alverdens undergrund-musikblogs. Omtale, der unægtelig må ses i lyset af navne som The Gossip, The Dandy Warhols og Elliot Smith, der gennem 90’erne og 00’erne holdt fanen højt for Portland og omegn.

At sammenligne Wampire med ovenstående navne, der alle har fået en form for ny-legendarisk status, er måske noget af et langskud. Dog bærer duoen visse fællestræk med ikonerne, hvilket giver anledning til konspirationer om en mulig Portland-vibe; positive stemninger med en noget kantet tilgang til hit-skabelonen og et krampagtigt håndfast tag om musiktendensernes aorta er i hvert fald et gennemgående træk. Således er også Wampire mere eller mindre eksponenter for summen af den lyd, som har floreret på de mere trendsættende blogs gennem de seneste år.

For Curiosity er en noget spraglet affære, som langt hen ad vejen forsøger at rumme en hel del. Således lægger albummet ud med den ganske uptempo og noget MGMT’ske “The Hearse” for derefter at bevæge sig ud på mere udsyrede bølgelængder med phaser-guitar en masse i “Orchards”, der tværtimod er som taget ud af et Ducktails-album. Det er svært at sige, om det er duoens fortid som en slags house party-orkester, der trænger igennem, men langt hen ad vejen synes musikkens underholdningsværdi med allestedsnærværende, danseopbydende basgange at komme det kunstneriske og eksperimenterende i forkøbet.

Når man lytter til det ni numre lange debutalbum får man som lytter et indtryk af et band med vidtrækkende ambitioner. Hvert eneste nummer synes frembragt med det eneste formål at sikre duoen airplay på radiostationer. Kun få numre inde i albummet bliver det tydeligt, at gruppen ikke har den fornødne musikalske kapacitet til at begå en sådan debut. Ligegyldigt hvor mange gange man endevender albummet, bliver den røde tråd ved med at være fraværende. Når det så er sagt, medfører ambitionsniveauet dog også, at Curiosity indeholder decideret mindeværdige stunder. Heriblandt kan “The Hearse” nævnes, mens også den tilbagelænede og sært 50’er-inspirerede “Trains” samt den kitschede kærlighedssang “Magic Light” gør indtryk.

Wampires debut må dog overordnet siges at være en noget spraglet affære. Idéerne stikker i alle retninger, hvilket i albumformatet desværre ikke fungerer særlig godt. Modsat vidner Curiosity dog også om et band, som ligefrem sprutter af spilleglæde. Hvor albummet fejler som selvstændigt værk, fungerer det tværtimod fremragende som en teaser for, hvilket energisk band man unægtelig vil opleve til en Wampire-koncert. I Danmark har vi endnu den første koncert til gode. Men når den kommer, vil mange forhåbentlig være på pletten. Den mulighed bør man ganske enkelt ikke snyde sig selv for.

★★★★☆☆

Om skribenten

Joachim Kahr Rasmussen

Biografi:
Min musikalske dannelse blev skyldet ud med regnvandet, der trængte gennem min families garagetag, en sommerdag i mine allerførste leveår. Her stod et af mine forældres sidste vidnesbyrd om et liv på den anden side af ligusterhækkene opmagasineret; en stor pladesamling, der nåede ud i alle afkroge af den alternative musiks verdenskort. Tilbage stod en fad bunke af cd'er med artister som Aqua, Madonna og Michael Jackson - en bunke, som jeg siden har set tilbage på, som mit musikalske ground zero. Herfra er horisonten blevet udvidet skridt for skridt: først var der Eminem, der med sit Slim Shady-alias effektivt fik slået benene væk under både mig og mine venner, og siden var der Red Hot Chili Peppers, der åbnede mine øjne for musik frembragt ved håndkraft.

Det var i forbindelse med fascinationen af sidstnævnte, at jeg i 2007 deltog i min første Roskilde Festival. Anthony Kiedis og resten af slænget fra LA var mit utvetydige formål med festivalen, men da jeg efter fire dage i mudder endnu engang kunne vende hjemad, var disse kun én oplevelse blandt utroligt mange andre, og sidenhen er min musikalske opvækst udelukkende fortsat.

 

Fem favoritalbums:
My Bloody Valentine: Loveless
The Strokes: Is This It?
Palace Music: Viva Last Blues
Mother Sparrow: Have a Heart
Sonic Youth: Goo

Skriv et svar

boeger