Engelske White Lies udgiver deres tredje album BIG TV den 12. august. Derudover er det blevet offentliggjort, at bandet gæster Store Vega i København den 25. november i år. Nedenfor følger Undertoners interview med bandet fra forrige sommers Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg, hvor snakken bl.a. gik på bandets musikalske visioner og arbejdet frem mod den kommende udgivelse.
————————————————————————————————————————————————-
Endnu en dag. Endnu en by. Endnu et show. Det er blot to timer siden, de engelske stadionrockere fra White Lies har fået dansk grund under fødderne. Nu sidder de så i Hotel Scandics lobby og skal, for gud ved hvilken gang, svare på spørgsmål om et land, der, målt på indbyggere, ikke engang når op på siden af den engelske hovedstad London. Men man fornemmer alligevel hurtigt, at det er noget særligt med Danmark. Et tilhørsforhold, der går ud over de sædvanlige, famlende høflighedsfraser.
»Det er vel næsten det land, vi har flest fans i uden for Storbritannien. Så det er fedt. Vi elsker at komme her. Det er nok også det land, vi har været flest gange uden for Storbritannien. Vores store show i KB Hallen var det fedeste. Det var helt ’amazing’. Og nu er den brændt ned. Det er noget lort,« siger forsanger Harry McVeigh.
Ærligt publikum
Der er blot et par timer til de går på scenen foran 30.000 på Bøgescenerne i Skanderborg. Helt så store var rammerne ikke ved deres første show i Lille Vega, som stadig står klart i deres hukommelse. En oplevelse, som gjorde, at de vendte tilbage til Lille Vega ved deres andet album.
»Jeg kan huske, at da vi var færdig med vores andet album, var et af vores første shows i Lille Vega. Det var sjovt, for det er et fedt spillested, og vi har en fed fanbase. Det ville jeg elske at gøre igen. Jeg tror, Choir of Young Believers varmede op for os der. De er virkelig fede«, udtaler trommeslager Jack Lawrence-Brown.
Generelt har danske bands, og særligt deres live-optrædener, en særlig plads i bandmedlemmernes hjerter.
»Vi lyttede faktisk til Mew den anden dag. Danmarks fineste eksportvare. Vi så et par livekoncerter og kom til at tale om, hvordan skandinaviske bands har det med at ramme liveshows så meget bedre end alle andre bands.«
De roser samtidig de danske og skandinaviske fans for at have høj kvalitet og store krav til bands og deres liveshows.
»Skandinaviske fans er helt sikkert musikalsk veluddannede og ved, hvordan et godt show lyder. Kvalitet er noget, der bliver sat stor pris på her. Så hvis vi spiller et skidt show, ville folk vide det, og reaktionen ville være åbenlys. Det er derfor, jeg husker showet i KB Hallen. Det var en virkelig god optræden fra os, for danske fans er ikke op at køre, hvis man spiller ad helvede til.«
Nye arbejdsmetoder
White Lies lader til at have været meget bevidste om de musikalske processer i produktionen af debutskiven To Lose My Life… fra 2008 og Ritual i 2010, der lydmæssigt var ganske forskelligartede.
»Jeg synes, lyden på vores første album var ret britisk, men ikke så meget på det andet. Specielt på vores andet album prøvede vi at gøre det meget baglæns og lave cool lyd og så lave en sang ud af det. Det fungerede for Nine Inch Nails i rigtig lang tid, og det er en interessant måde at lave musik på. En meget moderne måde. Vi har altid godt kunnet lide at gøre det meget svært for os selv. At udfordre os selv på de mest tricky måder«, siger Harry McVeigh.
Arbejdet hen imod det kommende tredje album, fortæller McVeigh, indebærer dog en ny skriveproces, hvor den dystre tilgang fra de to forrige plader er udskiftet med en mindre fastlagt musikalsk kurs, der opstår hen af vejen.
»I øjeblikket er vi ikke rigtig på vej i nogen retning. Lige nu arbejder vi på at få måske en 15-16 gode musikstykker, så kan vi tage det i hvilken retning, vi vil, når vi finder en producer. Det kunne så måske være gammel country og western. En virkelig god sang kan spilles i hvilken som helst stil, så det er det, vi sigter efter. Så kan instrumenterne, formen og leveringen komme derefter.«
Springsteen, Bowie, Enya og den gode sang
I sidste ende, fastslår drengene, handler det om at skrive gode sange. Ganske simpelt. Og sådan lader det til, at den generelle opfattelse er hos de tre unge briter. Det behøver ikke være svært. Det er forbilleder som Bruce Springsteen og David Bowie gode eksempler på. Selv er bandet dog ikke meget for sammenligninger.
»Vi ville gerne kunne sammenligne os med Bruce, men det går bare ikke. Han er en helt og vi er tre ’posh boys from the UK’,« siger Harry, inden han uddyber, at det heller ikke er britpop, de kan sammenlignes med.
»Jeg tror, vi er heldige, at vi er britiske. Mange fans verden over elsker britisk musik, så vi er helt sikkert heldige at være en del af den arv. Men sammenligningen virker så langt væk, når man ser på den musik, vi har skrevet til vores næste album. Det lyder som en joke. Selvfølgelig har Harry stadig den samme stemme, men bortset fra det er sammenligningen bare blevet mindre og mindre relevant siden dag ét. Du kan lige så godt sammenligne os med Enya.«
Hårdt arbejde og høje ambitioner
White Lies ligger således ikke skjul på, at de har mange antenner ude for at hive ny inspiration til sig. Det bliver spændende at høre, om den nye skive bliver country- Bowie-, Springsteen- eller Enya-inspireret. Men et står dog fast: Deres ambitionsniveau fejler ikke noget.
»Vi har skrevet et par numre. Vi arbejder helt klart hårdt, men vi tager os god tid og smider en del væk. Vi nyder processen og at have tid hjemme efter stort set at have turneret de seneste fire år med de to første album. Det er rart at arbejde intenst på noget derhjemme, og så prøver vi bare at skrive virkelig gode sange. Vi har virkelig lyst til at overgå de to første album og lave noget meget bedre.«