Plader

Wolf People: Fain

Engelske Wolf Peoples fikspunkt er solidt placeret i hjemlandets tradition for hård og bluesinspireret rock, og de river det ene riff efter det andet ud af ærmet på Fain. Selvom den musikalske præstation er yderst habil, kniber det dog med det personlige udtryk.

Retrorock – så enkelt kan musikken på engelske Wolf Peoples nye, tredje album, Fain, beskrives. Der er kun otte numre, men til gengæld er der tale om langstrakte skæringer proppet med instrumentale udskejelser. Hårdtrockende Led Zeppelin-riff, masser af tamtam-lir på trommerne og guitarsoli er tilsyneladende en fast bestanddel i lydbilledet. På Fain hylder Wolf People simpelthen de klassiske rock-dyder.

”Empty Vessels” er første skæring på albummet og klinger i mol med arpeggioguitar og solo helt fra starten, før verset sætter ind. Hele tiden med en bluset leadguitar liggende i baggrunden, som tilføjer en call and response-lignende vekselvirkning med vokalen, før den får lov til at tage over i flere instrumentale mellemstykker. Der er spækket med dynamiske op- og nedgange – og det er generelt tilfældet på de øvrige syv sange. Der sker hele tiden noget nyt, i takt med at numrene udfolder sig.

Og mens der bestemt bør gives cadeau for dette, så er det alligevel, som om der mangler noget på det personlige udtryk. Blandt andet ”Athol” udmærker sig ved at være mærkeligt anonym, idet den lægger sig så tæt op af udtrykket fra koryfæerne, at det kan være svært at få øje på dens berettigelse anno 2013.

På ”All Returns” er riffet skåret skarpt og lyder som snydt ud af næsen på Jimmy Page. Og med et skvæt af noget orientalsk klingende over sig er det her, man skal finde albummets stærkeste moment. Når leadguitaren falder ind, får den frit løb og kammer næsten over af forvrængning og wah-wah på en baggrund af flydende vokalharmonier. Det rocker.

Det gør ”Where the Fire Is Dead in the Crate” også til dels. Nummeret slutter i et langt instrumentalt stykke, hvor en harpe-lignende figur sætter ind – selvfølgelig med guitarsolo henover. Her groover trommer, guitar og bas dejligt med et fremadrettet drive, og det begynder så småt at tangere fusionsmusikken med dens lange instrumentale forløb, inden det afsluttes sikkert tilbage i hovedriffet. Det viser helt sikkert, at Wolf People vitterlig er dygtige musikere, der kan deres kram. Men oplevelsen af, at den instrumentale præstation er nok til at begejstre mig, får jeg desværre alt for sjældent, for oftest er det følelsen af at have hørt det hele før, der dominerer.

Måske er det ikke tilfældigt, at det ofte er de instrumentale momenter, jeg synes fungerer bedst. For der er altså et eller andet sjovt ved forsanger Jack Sharps vokal, som jeg ikke helt kan abstrahere fra. Med de karakteristiske, små fraseringer og den nasale klang frempopper ufrivillige associationer til scenen fra “Lord of the Rings”-trilogiens ”Return of the King”, hvor Peregrin Took skal synge for Denethor, mens Faramir rider den sikre undergang i møde. Hmmm … For mig ødelægger det et allerede halvkedeligt produkt. Noget, som kunne have været undgået ved en lidt mere ligefrem sangteknik.

Fain fremstår virkeligt som én lang hyldest til hjemlandets hårdtrockende kulturarv, både i komposition, fremførelse og produktion, og er et levende bevis på, at helte som Led Zeppelin og Cream bestemt ikke har eksisteret forgæves. Men spørgsmålet er så, hvor det efterlader Wolf People som band. For hvem er de overhovedet, ud over fire engelske gutter, som elsker 70’er-riff? Det spørgsmål får jeg desværre aldrig svar på. Altså, de kan lide gammel rockmusik, klart. Men når de ikke forvalter inspirationen fra forbillederne bedre, end tilfældet er her, så begynder det bare at klinge af uopfindsomhed.

Hvis jeg havde 25 år mere på bagen og kunne huske de fede tider tilbage i starten af 70’erne, ville jeg måske synes, det var opløftende, at nutidige unge og håbefulde purke stadigvæk kan finde inspiration i hedengangne tiders psykedeliske guitarrock. Men da dette ikke er tilfældet, sidder jeg tilbage med en lidt slatten fornemmelse i stedet for. Jeg føler mig hverken inspireret eller opløftet. Det musikalske håndværk er der bestemt ikke noget i vejen med; til gengæld lader det kunstneriske udtryk desværre meget tilbage at ønske hos et band, der i min verden aldrig når helt ud af idolernes alenlange skygger. Og det ærgrer mig et eller andet sted gevaldigt; for havde de mikset ingredienserne bare en smule anderledes, er jeg ikke i tvivl om, at resultatet kunne have endt et helt andet sted.

★★½☆☆☆

Deltag i debat