Plader

Charlie Boyer and the Voyeurs: Clarietta

Skrevet af Klaus Thodsen

Engelske Charlie Boyer and the Voyeurs trækker på inspirationerne fra 60’erne og 70’erne på deres debutplade, og det slipper de ikke specielt godt af sted med.

En voyeur er en person, der opnår tilfredsstillelse ved at iagttage andre mennesker i intime situationer. Hvorvidt Charlie Boyers voyeurisme ligefrem har med det intime at gøre, er svært at sige, men der kan ikke herske meget tvivl om, at London-bandet har brugt mange timer på at kigge gennem nøglehullet til fortiden.

Charlie Boyer and the Voyeurs, det lyder som et levn fra fortiden. Dengang et band først og fremmest bestod af forsangeren og så i øvrigt et band af identitetsløse hyrede musikanter. Og det er ikke kun bandnavnet, der bringer minder om fortiden. Coveret trækker et par tråde til The Rolling Stones’ Aftermath, og det samme gør de fotos, der følger med pladen. Man må give Charlie Boyer and the Voyeurs, at de ligner deres roller. Den tanke, at det er frontmanden, der bestemmer, er da også nærliggende, når man stifter bekendtskab med Clarietta.

Fire numre inde på pladen finder vi “Go Blow a Gale”, der har fødderne solidt plantet i de psykedeliske 70’ere, men alligevel kæmper med formen. Bas og guitar bliver her til en underlig mudret sammenblanding med det monotone Hammond-orgel, der leverer de samme to ensformige toner gennem hele nummeret. Vokalen er kun let hævet over dette pløre, og da lydbilledet aldrig rigtig gør forsøg på at ændre sig hverken den ene eller den anden vej, bliver resultatet desværre også derefter.

Når alt dette så er sagt, må det også siges, at Clarietta faktisk kommer ganske fint ud af starthullerne, og åbningsnummeret “Things We Be” rammer den gode psykedeliske 60’er-rock meget bedre. Orgelet står ud fra resten af lydbilledet, der stadig forekommer mudret, men denne gang bærer det mere med ynde. En fin guitarsolo får også lov at skinne igennem og lægger fint op til den mere direkte og knap så psykedeliske “I’ve Got a River”, der følger efter.

Herfra begynder det dog stille og roligt at gå ned af bakke. Nok lyder Charlie Boyer and the Voyeurs stadig som det, de så ihærdigt prøver at lyde som, nemlig et band fra en for længst svunden tid. Den del går det rigtig godt med. Men så alligevel ikke, for Clarietta gnider sig godt og grundigt op af stemningerne fra den glade fortid, men uden at blive rigtigt overbevisende. Vi har ikke at gøre med et band, der føles helt som sig selv, men snarere som en opsætning, en form for teater, der spiller roller fra de 70’ere, ingen i bandet formentlig kan huske.

Ligesom Clarietta starter godt, slutter den også godt af. “The Central Ton”, et afdæmpet og skramlet nummer, der endelig rammer noget, der ikke lyder som 60’erne, men for en gangs skyld som bandet selv – og hvor det virker, som om de selv har noget på hjerte. Det er i bund og grund, hvad denne plade skriger mest på. At de, der har lavet disse 11 numre, selv har andet at byde ind med end en alt for søgt efterligning.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat