Plader

Editors: The Weight of Your Love

Engelske Editors vender på The Weight of Your Love tilbage til rødderne og formår glimtvis at finde sig selv, men pladen er symptomatisk for deres karriere efter debuten.

Det engelske band Editors har siden debuten i 2005 nydt en massiv succes på hitlisterne, og bandets arenavenlige post-punk har gjort bandet til en sikker koncertfavorit. Men denne succes har også haft sin pris. Da bandet med The Back Room af kritikere blev sammenlignet med så fine navne som Joy Division og Echo & The Bunnymen, lagde det et massivt pres på bandet, og da Editors udgav An End Has a Start i 2007, virkede det, som om englænderne var ved at løbe tør for idéer.

Ligesom det skete for amerikanske Interpol med Turn On the Bright Lights, var pressen og offentligheden hurtigere end bandet selv til at forme deres lyd, og dette har betydet at Editors har kæmpet en eksistentiel kamp med sig selv siden debuten. Men Editors har i Tom Smith en ambitiøs sangskriver der ikke ønsker at hvile på laurbærene. Hvis In This Light and on This Evening fra 2009 markerede en mere utraditionel tilgang til sangskrivning, er Editors’ seneste skive, The Weight of Your Love, en back to basics-plade: et ønske om at lave plader, som man gjorde det i gamle dage. Ja, den er sågar optaget i Nashville, live i studiet.

Væk er guitarist Chris Urbanowicz, der sidste år fik sparket pga. kreative uoverensstemmelser. Bandet er til gengæld blevet udvidet med guitarist Justin Lockley og multi-instrumentalist Elliott Williams, og de bidrager til den mere traditionelle rocklyd på The Weight of Your Love.
Åbneren “The Weight” sætter dagsordenen, og Tom Smith synger på bedste Ian Curtis-manér: »I promised myself / I wouldn’t sing about death,« tilsat masser af rumklang og en iskold basgang. ”Sugar” fortsætter i samme spor, hvor bandet på fin vis er suppleret med strygere, der giver minder om Echo & the Bunnymen cirka anno Porcupine.

Første singleudspil, “A Ton of Love”, er pladens bedste sang. En let basgang og et solidt beat giver plads til akustiske guitarer og et storladent omkvæd, hvor Tom Smith kommer tættere på forbilledet Ian McColluch, end han nogensinde har været før. At nummeret kan bære det, siger lige så meget om sangens kvalitet, som det siger om Smiths evner som forsanger.

Bandet skruer gevaldigt ned for energien efter den overbevisende åbning. “What Is This Thing Called Love” er lige så dårlig som sin titel. Badet i strygere forsøger Smith sig både med falset og øm lyrik, men det hele får et uheldigt skær af radiorock og lyder som et forsøg på at hoppe med på Justin Vernon-bølgen. “Nothing” er ligeledes en strygerindpakket ballade, hvor Smith lidende gentager »I got nothing left,« og sangen virker mest som en undskyldning for at flytte fokus fra bandet over på Smith.

Der er tænkt over rækkefølgen af sangene, og det bliver tydeligt for lytteren at The Weight of Your Love er Editors’ forsøg på at lave den klassiske, tidløse og umiddelbare rockplade. Således bliver vi taget tilbage i den rockede ende af Editors’ udtryk med “Formaldehyde” og “Hyena”, der begge nyder godt af Smiths kryptiske lyrik. Men jo længere sangene fører os ind i Tom Smiths univers, jo klarere bliver problematikken: Editors har ambitionerne i orden, men mangler de gode idéer til at lave en Reckoning eller Unknown Pleasures. Sangene har instrumenteringen i orden med ringende guitarer og dynamiske trommer, men de har svært ved at gøre sig bemærkede på en plade, der er fattig på mindeværdige øjeblikke.

Den beskedent instrumenterede “The Phone Book” er pladens bedste ballade, mens den afsluttende “Bird of Prey” giver lytteren et omkvæd, der kan synges med på til koncerterne. Samlet set sidder man dog som lytter tilbage med en plade, der er for lang, fordi den ikke holder de standarder, som åbningsnumrene sætter for dagen. Kynikere vil måske påstå, at Editors og Tom Smith er ligeglade – de sælger allerede tonsvis af plader, og kvaliteten af deres arbejde er underordnet – men de er et band, der har masser at byde på. Det viste de på debutpladen, og man kan som lytter ikke undgå at være lidt skuffet over, at Editors genbruger de samme gamle idéer.

Man kan kun gisne om, i hvor høj grad bandet selv er klar over det, og der vil altid være nogle, der påstår, at kommerciel succes og store labels medfører kunstnerisk stilstand. Det ændrer bare ikke ved, at The Weight of Your Love, når den står på egne ben, er en vakkelvorn affære.

★★★☆☆☆

Deltag i debat