Plader

Kanye West: Yeezus

Skrevet af Emil Fibiger

Kanye West har været en tur i Paris og er kommet hjem med en støjende og eksperimenterende plade.

Uden en eneste radiosingle er Yeezus blevet sendt på gaden. Det er en kompakt sag bestående af 10 tracks. Størstedelen er blevet til på et hotel i Paris, hvor Kanye West har sit eget lille studie. Det er hans tredje soloplade i løbet af seks år efter at have autotunet sig gennem 808s & Heartbreak i 2008 og givet opvisning i hiphop med kommerciel appel på My Beautiful Dark Twisted Fantasy i 2010. De sidste par år har Kanye holdt sig varm med sideprojekterne Watch the Throne og Cruel Summer, men uden at bringe noget rigtig overraskende til bordet.

Det gør han til gengæld med Yeezus. Med assistance fra topaktuelle Daft Punk og produceren Hudson Mohawke har Kanye tydeligvis forsøgt at skabe en tung, mørk og hektisk electro-lyd. Der bliver brugt smadret arkadespilslyde, knurrende bas og gyser-effekter, som man normalt forbinder med subgenrer som horrorcore og industrial-hiphop. Albumåbneren “On Sight” er provokerende larmende, men ellers er numrene medgørlige trods deres kant.

”Black Skinhead” har fede trommer og en trampende, marcherende rytme kørende for sig. I “I Am a God” har Kanye fat i den lange ende med en tung, brummende bas, som fik mig til at tænke på afdøde Gil Scott-Herons sidste plade. På vokalsiden har Kanye fundet sin indre punker frem. Hans stemme er ret intens og nogle steder råbende.

Halvvejs tager Yeezus en drejning over mod det mere melodiøse og autotunede. Emnemæssigt kredser Kanye om sex og kærlighedskvaler, og for at holde gang i det eksperimenterende bliver der drysset lidt trap-elementer hist og her. “Hold My Liquor” er en lækker pulserende produktion, og selvom Chief Keef på autotune ikke er kommet for at blive, er tracket pladens bedste i min bog. “I’m in It” med dancehall-gutten Assassin og Bon Iver-frontmanden Justin Vernon er en catchy kombination.

Sidst på pladen slår et par eksperimenter fejl. Balladen “Blood on the Leaves”, der bruger et cover af en gammel Nina Simone-sang, begynder godt, men mod slutningen når Kanyes autotunede sang desværre kvalmende højder. “Guilt Trip” er vel nok pladens mest anonyme track og bliver efterfulgt af pladens dårligste. ”Send It Up” er et vækkeur, der nok skal få dig op af sengen, men kun for at smadre det. Jøsses, hvor det er irriterende. Og vintage-samplet på “Bound 2”, der lukker pladen, er ikke meget bedre.

Uanset hvad man mener om Mr. West og hans celebre liv, må man beundre hans mod og lyst til at tage musikken nye steder hen. Der er et par fæle skæverter undervejs, men overordnet er Yeezus en udfordrende og underholdende plade, som skal tjekkes ud.

★★★★☆☆

Deltag i debat