Plader

Major Lazer: Free the Universe

Skrevet af Simon Lundsgaard

Major Lazer inviterer endnu en gang til fest på det længe ventede album Free the Universe. Og sikke en fest. Det går vildt for sig, når Diplo og co. holder jamaicansk dansebal. Måske lidt for vildt.

Der har længe været snak om en kommende opfølger til Major Lazers banebrydende debutalbum, Guns Don’t Kill People… Lazers Do fra 2009. Et album, der med tilpas originalitet fik afmærket sit helt eget territorium inden for jamaicansk-inspireret dancehall. Guns… blev med stor entusiasme spillet verden over og udgjorde også en stor del af soundtracket til undertegnedes gymnasiefester.

Efter mange udskydelser kom opfølgeren, Free the Universe, så endelig på gaden. Og hold da op for et album. Ambitiøst – det må man sige, det er. Free the Universe søger i endnu højere grad end debuten i vidt forskellige retninger, og det er i sig selv lidt af en bedrift. Der trækkes i tråde fra så alsidige genrer som dubstep, drum’n’bass, reggae, hiphop, club og EDM, som i fællesskab udgør et kæmpestort dancehall-monster, der går direkte i mellemgulvet på den festglade poplytter.

Også albummets gæsteoptrædener tæller vidt forskellige størrelser. Her er alt, hvad hjertet begærer fra hid og did: Forskellige navne som canadiske Peaches og pop-veteranen Shaggy gør deres for at holde pop-niveauet oppe på henholdsvis ”Scare Me” og ”Keep Cool”, indie-koryfæerne Amber Coffman (Dirty Projectors) og Ezra Koenig (Vampire Weekend) pryder albummets bedste ballader, ”Get Free” og ”Jessica”, mens Santigold, Tyga, The Partysquad og selv Bruno Mars også har sneget sig med på gæstelisten. Og det er foruden et hav af jamaicanske dancehall-artister, der også deltager i festen.

En fest, der i bogstaveligste forstand starter med et brag på åbneren ”You’re No Good”. En solid lille sag, der stædigt slår fast, at vi stadig er i Major Lazer-land, men at vi også vil se andre græsgange end på sidste udspil. Det sker for eksempel på henholdsvis den dubstep-inspirererede synthbasker ”Jah No Partial” og den fjollede hiphop-sag ”Bubble Butt”. De udgør sammen med ”Wind Up” og ”Watch Out for This”, der begge er umiskendeligt Major Lazer-lydende, festens øretævende partyelite, der kan få enhver op af stolen.

Førnævnte ballader “Get Free” og “Jessica” er inviteret til festen for at minde os om, at vi skal huske at trække vejret imellem de voldsomme strabadser. Det samme gælder ”Reach for the Stars”; en sing-along-ballade, der, som titlen antyder, er meget sukkersød. Desværre endnu mere, end godt er.

Der er ingen tvivl om, at hovedbagmanden Diplo ved, hvad han laver. Alle albummets 14 skæringer er yderst velproducerede. Det er også tydeligt, at han og hans kompagnoner har haft en vision med hvert eneste track fra starten. Hans ambitioner fejler absolut intet, og det er på mange måder både Major Lazers styrke og svaghed. For kun Diplo kunne have startet et projekt som Major Lazer med så stor succes.

Med så mange forskellige bolde i luften kan det næsten kun gå galt. Det gør det nu aldrig som sådan for Major Lazer, men en hel times balstyrisk, dancehall-inspireret dansefest kan alligevel blive en lige lovligt stor mundfuld. Selv for Diplo, der har taget en meget(!) stor bid af festkagen. Han vil gerne underholde alle og trækker derfor i tråde fra højre og venstre. Det er vældig ambitiøst – faktisk en smule for ambitiøst, og derfor når Free the Universe ikke samme solide niveau som debuten, hvorpå armbevægelserne var store, men en tand mindre, end de er her.

Når det så er sagt: Free the Universe er en imponerende partystarter.

★★★★☆☆

Deltag i debat