Plader

Mescalin Baby: s.t.

Mescalin Baby ignorerer advarsler om “den svære toer” og leverer et album, der, når det fungerer, byder på solid, simpel rockmusik.

Opbakning til unge, ambitiøse bands er vigtigt. Man kan have nok så meget på hjerte, men alligevel miste troen på, at det, man laver, er godt, hvis ikke der er lyttende, engagerede ører ude ved højtalerne. Vordingborg-kvintetten Mescalin Baby fik som vindere af P3’s Karrierekanonen opbakningen at føle fra starten, men når succesen ikke indfinder sig, kan velmente skulderklap komme til at virke som en bjørnetjeneste. Bandet fik med debuten Air Air en massiv eksponering for det danske rockpublikum, men selvom bandet fandt hele vejen til Roskilde Festival, blev deres kommercielle drømme aldrig indfriet.

På den eponyme opfølger møder lytterne et band, der vil en masse, og som, når de er bedst, også formår at lave solid, simpel rockmusik. “Vitamin C” er den perfekte åbner; hen over sangens fremdrivende guitarriff bliver vi præsenteret for forsanger Marc Facchini-Madsens distinkte vokal, mens Andreas Brandts dynamiske trommespil både imponerer lytteren og holder sammen på bandet. Og de gør sig i den grad bemærkede. Sangen skiller sig ud fra de tusindvis af guitarbands, som ellers er derude, og når et velplaceret strygerarrangement indtager lydbilledet, er resultatet fortrinligt.

Desværre lever resten af pladen ikke op til de høje standarder, som åbningen giver håb om. “Slowly” viser, at bandet både kan spille og har masser af idéer, men sangens melodi kammer over og bliver banal. “Lights On” er ligeledes dynamisk og velspillet, og en kort bro giver endda minder om postrock og Talk Talk. Men igen forfalder bandet til det lette, storladne omkvæd, som desværre er hørt før. “All You Do Is Talk” er til gengæld overordentlig vellykket og passer perfekt til Madsens angstfyldte vokal, mens “Black Wall” lyder som en velpoleret udgave af Pavement.

Bandet har et imponerende stærkt kort i forsanger Marc Facchini-Madsen, hvis vokal kan minde om både Julian Casablancas’ og Tom Verlaines, og hans sangstil bliver aldrig ovenud prætentiøs, selvom den for nogle vil kræve tilvænning. Teksterne er til tider lidt kryptiske, mens bandet gør god brug af den traditionelle instrumentering med guitar, bas og trommer.

Mescalin Baby har ikke opfundet den dybe tallerken på Mescalin Baby, men når det lykkes dem, er de et iørefaldende rockband, som med stor sandsynlighed er bedre end dem, der spiller nede i din øver lige nu.

★★★½☆☆

Deltag i debat