Artikler Interview

Ocean View – manifest og wow-effekt

Skrevet af Anna Møller

Kun en spytklat fra Lyngby Storcenter mødtes Undertoner med albumaktuelle Ocean View til en snak om at spille live og om, hvad der er galt med mange unge bands i dag.

Foto: PR.

Ocean View vil gerne mødes med mig foran Lyngby Storcenter.

Anton Funck, Bastian Emil Goldschmidt, Julius Ernst Lembcke og Victor Nuno Lyse er fra forstaden af, Gladsaxe, Lyngby og sådan, og er lige kommet hjem fra en tour i USA. De havde glemt, at det var sommer i Danmark, så vi finder os en bænk i skyggen foran Cafe Oasen i stedet for at begive os ind i det varme centerliv.

Efter indledende smallsnak om La Santa, studenterhuer og danske jordbær spørger jeg ind til deres netop overståede tour i USA, der varede i seks uger i alt.

»Der er en helt anden koncertkultur derovre,« fortæller de unge musikere simultant og fortsætter: »Det er, som om det ikke rigtig er gået op for danskerne, at man kan gå til koncerter. I stedet for at tage ud og forvente en bestemt slags musik eller en genre, så kommer folk bare. Folk kommer ikke, fordi det er cool, eller fordi det er en del af en scene, de kommer bare og er åbne.«

»Mange bands har også residencies på spillesteder, hvor de spiller fast en dag om ugen. Vi boede hos et band, der hed Bloom, og kom med ud og spille med dem en aften,« fortæller guitarist Victor Nuno. »Et band har f.eks. en tre-måneders kontrakt, og så inviterer de deres vennebands med til at spille. Det er helt uhørt i Danmark. Det tætteste herhjemme er vel Mayhem, hvor de bands, der har øvelokale på stedet, spiller fast en gang imellem.«

Ocean View boede primært hos andre musikere, da de rejste gennem USA og oplevede et helt andet musikmiljø, fortæller de entusiastisk:

»Man oplever en helt anden arbejdsmoral derovre. Musikere i Danmark bruger ikke penge på musik. De bruger penge på alle mulige andre ting. Vi boede hos nogle musikere i Seattle, der øvede hver dag, spillede koncert hver uge og optog hver anden dag. De arbejdede virkelig hårdt, og det dyreste, de ejede, var deres instrumenter. Det var en naturlig arbejdsmoral for dem, for det var det eneste, de kunne gøre.«

Hjemvendt fra det store udland, der trak dem igennem Seattle, San Fransisco, New York og Los Angeles, udgiver kvartetten ep’en Ocean.Puke.Future her i sommeren.

Halvandet års cafe latte

Sidste år udgav Ocean View No End på miniselskabet The Big Oil Recording Company, der ligeledes har udgivet den nye ep. Kun et halvt års tid er der mellem de to udgivelser, og mange har da også frarådet Ocean View at udgive nyt så hurtigt efter debuten. De unge musikere deler cigaretter ud og udbryder:

»Der er en form for rutine blandt musikere herhjemme, hvor de går i studiet en måned, udgiver en plade, tager på tre-ugers tour, når pladen kommer ud, og så tager man hjem igen og drikker cafe latte i halvandet år, og så udgiver man en plade til.«

»Ja, og man når aldrig i nærheden af noget interessant,« indskydes der, og Victor Nuno fortsætter: »Folk er jo flippet ud over, at vi allerede udgiver en plade efter seks måneder, og folk har sagt sådan noget med, at vi slet ikke er færdige med pr’en. PR??!! Hvad fanden! Det er, fordi der er sådan en maskine, man ryger ind i, og der er der nødt til at gå i hvert fald ni måneder, ellers har man ikke udnyttet pr-mulighederne ordentligt. Det er jo helt langt ude.«

»Der er sindssygt mange musikere, der ikke kan finde ud af at se ud over den maskine og se, at det i virkeligheden handler om at spille musik. I stedet for at fokusere på at ændre, hvordan folk lytter til musik på, så kører de lige direkte ind i den her kæmpestore væg, som nogle har stillet op foran dem. Inde bag ved den væg er der jo noget sindssygt smukt og organisk, som er i os alle sammen.«

Det lyder næsten, som om I er i gang med at skrive et manifest?

»Det er vi vel altid.«

Ocean View på tour i USA. Foto fra deres hjemmeside.

Henry’s Dream

Ocean View spiller på kunstfestivalen Henry’s Dream, som guitarist Victor Nunos kæreste også er med til at arrangere. De ved derfor, hvilken en af dagene, de skal spille på festivalens tre dage d. 18., 19. og 20. juli 2013, men de nægter at sige noget om hverken tid eller sted. Festivalen vil de ellers gerne tale om – og ikke mindst deres forhold til den danske musikscene. Victor Nuno fortæller:

»Henry’s Dream har som tema at udfordre hele koncertsituationen, og vi har også som udgangspunkt aldrig at spille det samme sæt. Inden Spot blev vi bl.a. spurgt om, hvad vores wow-effekt til koncerten ville være, og jeg håber da, at vi skaber den der wow-effekt hver eneste gang, vi spiller, og ikke behøver at gøre noget ekstraordinært på Spot.«

Efter 45 minutter i selskab med det unge band er det tydeligt, at de har ret stærke holdninger til pladebranchen og den måde, vi lytter til musik.

»I Danmark – og i flere dele af Europa – er eksponering det marked, man handler med i musik. Det er ikke længere, hvor mange mennesker der kommer til en koncert. Hvis et band f.eks. laver en masse reklamemusik i udlandet, så prissætter det dem. En radiostation som P6 forsøgte at spille flere u-signede musikere, men nu er der også kommet restriktioner med rotationslister og sådan.«

Forsanger Julius Ernst Lembcke fortsætter: »I stedet for at angribe de lokale scener og undersøge, hvordan man kan gøre tingene anderledes, så leder folk efter den rigtige manager eller prøver at få en god pladekontrakt.«

»Når man spiller musik, prøver man så vidt muligt at bevæge sig ind i et andet stadie. Et andet univers eller en anden energi. Et par gange i USA opdagede vi, at folk stod og hoppede – ikke fordi de var stive, men fordi vores musik tvang dem til det. Folk havde ikke nogle forventninger til genre eller noget, for vi var ikke blevet hypet. De var bare tvunget til at høre vores musik.«

Du kan også blive tvunget til at lytte til Ocean Views musik, når de spiller på festivalen Henry’s Dream 18., 19. eller 20. juli 2013.

Deltag i debat