Plader

Ocean View: Ocean.Puke.Future. EP

Skrevet af Zenia Menzer

Ocean.Puke.Future. fremstår til tider en anelse for lettilgængelig, men omvendt er det forfriskende at lytte til en ep, der fremstår så ærlig og umiddelbar.

Kun et halvt år efter debutpladen, No End, er danske Ocean View klar igen med en meget rocket og upoleret ep, der har den umiddelbare og lettere skramlede lyd helt i front. Det er forfriskende at lytte til en plade, der ikke er blevet finpudset til hudløshed, men derimod giver oplevelsen af nærvær og autenticitet. Det er afgjort pladens force, at bandets rock præsenteres uden omsvøb, og den kant, musikken får på denne konto, er med til at skabe en interesse hos lytteren.

Med guitarriffet skubbet helt frem i lydbilledet skabes der en dynamisk fremgang i musikken, der bakkes op af trommer og vokal. Dette kan bl.a. høres i intronummeret, “Blood”, hvor guitaren er det bærende element. Dette er generelt for hele pladen, der på den vis cirkler om rocklyden, som ligeledes indkapsles i vokalen. Flere steder er der indsat C-stykker, der bryder med nummerets kronologi, og på den måde skaber et uventet twist undervejs. De indsatte stykker understreger den rockede lyd og gør, som det f.eks. kan høres i “Blood”, den både lidt hurtigere og tungere.

Ocean.Puke.Future. byder på masser af attitude, veldrejede riffs og trommerytmer, der skaber en meget ligefrem og lettilgængelig tone. “Cake” står som et af de mere dynamiske og sprudlende numre på pladen, hvor der er lagt vridende guitarriffs ind, der både spiller fint sammen med pladens resterende lyd, men som også er med til at give lyden en anelse særpræg. “Cake” er også et fint eksempel på den ærlighed, der generelt er at finde på Ocean.Puke.Future., fordi man som lytter får en klar fornemmelse af bandet og får indtrykket af, at der ikke lægges fingre imellem med det, der skal udtrykkes.

“Megalomaniacal Psychopath Kills Blond 16 Y.O. Boy” afslutter ep’en, og selvom rocken stadig dominerer lyden, kommer der også en mere træg og tilbagetrukket lyd ind i billedet. Nummeret fremstår lettere underspillet, og det klimaks, man nærmest konstant sidder og venter på, dukker ikke rigtigt op. Det taktfaste og stabile tempo, der er grundlagt af trommerne, skaber et solidt nummer, men der mangler desværre noget udvikling, og afslutningen af pladen bliver en flad fornemmelse.
Man kan indvende, at det er på sin plads med et mere stille nummer på pladen, men frem for at give lytteren et pusterum skaber sangen passivitet og stilstand, hvilket er ærgerligt, fordi det bliver det sidste indtryk, lytteren sidder tilbage med. Dette gør ep’ens øvrige numre dog op med, og selvom de til tider fremstår en anelse for lettilgængelige, giver det optimisme at opleve et band, der skaber et så umiddelbart udtryk.

★★★★☆☆

Deltag i debat