Artikler

Roskilde Festival 2013 – gammelmandsmetal, diamantpop og rettidig omhu

Årets mest omdiskuterede booking understregede Roskilde Festivals særkende: At festivalen ikke ser skævt til visse genrer, så længe det musikalske forlæg er på plads.
Skrevet af Signe Palsøe

Hovednavnene var mere bærende i Roskilde-programmet, end de har været i flere år. Sammen med en usædvanlig relevant samling mellemstørrelsekunstnere gjorde de 2013 til et stærkt musikår, der hovedsageligt blev skæmmet af uheldige scenevalg, faciliteter og krav til de optrædende.

Årets mest omdiskuterede booking understregede Roskilde Festivals særkende: At festivalen ikke ser skævt til visse genrer, så længe det musikalske forlæg er på plads.

Allerede et par dage inden, at Rihanna fik paraplyerne til at skyde i vejret omkring Orange Scene, udtalte festivalens talsperson Rikke Øxner til Ritzau, at man snildt kan regne med at se flere af den slags bookinger i fremtiden. »Vi har Rihanna på i år, og vi vil gerne have mere fremadrettet,« meddelte hun og åbnede dermed for muligheden for, at popmusikken kan komme til at fylde mere end hidtil i Roskilde Festivals musikprogram.

Det er på flere måder et heldigt træk af festivalen. Konstateringen af, at stadionpopmusikken – trods et fravær fra festivalen, siden Robbie Williams spillede i 2001 – ikke er underlødig eller forment adgang til smatten, er ikke bare et signal om accept til de mange festivalgængere med en forkærlighed for musikken. Det er også en understregning af Roskildes profil, som arrangørgruppen har haft vanskeligt ved at formulere klart i de seneste år.

For jo, Roskilde Festival vil udfordre og give dig musik, du ikke har hørt før. Det har vi fået at vide mange gange. Men Roskilde Festival vil også være for alle. Vel at mærke uden at gå efter den laveste fællesnævner, der allerede får rig scenetid på provinsfestivaler og musikdage rundt om i landet. Uanset om du er til metal, rock, electronica eller world, ønsker Roskilde Festival at fange din interesse. Ikke just en let opgave i en tid, hvor snart sagt alle landets genrebrede festivaler er lukket ned og erstattet af tiltag henvendt til et smallere publikum. Med Northsides fokus på traditionel rock i bred forstand, Vanguards opdeling i en rock- og en hiphop-dag samt det utal af ekstremt nichespecifikke småfestivaler, der præger Danmark i sommerhalvåret, er alternativerne efterhånden mange. Roskilde er først rigtig en succes, når programmet er både diverst og kvalitetstungt nok til, at festivalgængere med en hvilken som helst musiksmag indløser billet til at indgå i det uhomogene fællesskab, der vel er festivalens allerstørste vartegn.

Set i det lys var det oplagt at hale Rihanna op på Orange – og så var det kun et ekstra plus, at popdivaen samtidig var med til at løse det eviggyldige problem med at få nok kunstnere i programmet, der kan udfylde den store scene. I den henseende lader det dog til, at bookergruppen generelt har lagt sig i selen i år. Orange-programmets fundament virkede mere solidt end i flere sæsoner med store, velspillende rocknavne som Metallica, Queens of the Stone Age og Black Rebel Motorcycle Club og ikke mindst bookingen af Kraftwerks forrygende afslutningskoncert.

Et overordnet blik på årets musikprogram vidner dog om, at Roskilde Festival generelt har været usædvanligt rettidige med deres bookinger i 2013. Hvor de forgangne par års programmer altid har haft fejlskud blandt hovednavnene, som 2012’s letkøbte Janelle Monáe-1:1-reprise af koncerten året før eller 2011’s M.I.A.-koncert, der burde have foregået fem år tidligere, fremstod programmet i år mere friskt inden for hvert genreområde. Ikke mindst, fordi gruppen af mellem- og over middel-store kunstnere med navne som Goat, Savages, Killer Mike og El-P, Unknown Mortal Orchestra, Crystal Castles, Animal Collective, Sigur Rós og Quadron, for blot at nævne et lille udpluk, var mere massiv og tillokkende, end den har været i flere år.

Også den elektroniske musik er med sidste års introduktion af Apollo-scenen blevet en tung spiller i programmet. I 2012 debuterede Apollo som en ikke helt velfungerende nomadescene, der rykkede rundt på campingpladsen og endte med en lidt uheldig placering i Vest. Ligesom festivalen mellem 2011 og 2012 var god til at behandle den nye intimscene Glorias børnesygdomme – larm og gennemgang – havde Apollo dog fået noget bedre vilkår siden sidste år. Med tilbageerobringen af en del af grusgravens område var landet just uden for festivalpladsen ved Pavilion frit, og den permanente placering af Apollo her var oplagt – ikke mindst i opvarmningsdagene, hvor det nu var nemt at pendle mellem Apollo Countdown og Pavilion Junior.

Netop denne strøm af festivalgængere mellem campingområdet og festivalpladsen kom dog også til at give Apollos store tilknyttede plads et uheldigt præg af gennemgangszone. Ved de største trækplastre, som eksempelvis under torsdagens heftige Eloq-Baauer-Disclosure-tretrinsraket, var pladsen foran Apollo fyldt, og scenen fungerede optimalt. Andre gange – især i opvarmningsdagene eller under tidlige koncerter – blev man i stedet pinligt bevidst om, hvor stor og eksponeret pladsen foran scenen egentlig er. Ved et fremmøde på et par hundrede mennesker syner den tom, og det gjorde det vanskeligt for kunstnere med ikke helt optimale spilletidspunkter at tiltrække publikum.

Det gik eksempelvis ud over Laurel Halo, der med sidste års roste Quarantine ellers nok havde grundmaterialet til at give en god koncert, men havde været noget bedre stillet i mere intime rammer. Her mangler festivalen endnu at finde ud af, hvordan Apollo kan placeres eller afskærmes, så scenen ikke kun fungerer, når de sene aftentimer er skudt i gang, og promiller og pumpende rytmer lokker danseglade gæster til.

Ikke kun Apollo havde problemer med at viderebringe musikken fra band til publikum på optimal vis. Ligesom sidste år var mange scener præget af kroniske lydproblemer, hvor koncerterne enten var for lave eller lyden for dårlig. Det var især et tilbagevendende problem på Cosmopol, hvor mudrede beat, der skæmmede de optrædende hiphop-kunstneres flow, ofte var reglen frem for undtagelsen. Til gengæld var det i forhold til tidligere år småt med koncerter, der druknede i bulder fra de tilstødende scener, hvilket ellers har været et usikkert kort på især Gloria. I den henseende blev Undertoners anmeldere kun kriminelt chikaneret under Ekkozones sublime fremførsel af Music for 18 Musicians.

Langt mere ødelæggende er festivalens krav om koncerters minimumslængde. Med årets grundlæggelse af noget, der minder om en decideret opvarmningsplads omkring Pavilion Junior og Apollo Countdown, lader det til, at festivalen i samme ombæring har strammet kravene til opvarmningskunstnerne yderligere. Ofte spillede de optrædende i lige omkring 60 minutter, selvom de antageligt kun havde materiale til godt og vel det halve. Det vidnede mængden af passager med tilfældige støj- eller synthflader opvarmningskoncerterne igennem om, og ikke få gange trak Undertoners anmeldere opgivende på skuldrene, leverede en middelkarakter og konstaterede: ‘Havde de blot spillet den halve tid’.

Selv for et etableret band kan 60 minutter være lang tid. Det var eksempelvis tydeligt under Iceages Arena-koncert. Selvom postpunk-knægtene har fået et par år såvel som plader på bagen, siden de i 2010 havde endog temmelig svært ved at udfylde et 40 minutters sæt på Pavilion Junior, råbte det til himlen, at det måtte gå galt på den enorme scene. Det gjorde det naturligvis også, og flere af festivalens bookinger savnede et ekstra tjek i sømmene for at se, om de nu også kunne klare det format, de blev præsenteret i. Ingrids seance torsdag var en rodet og usammenhængende affære, der blev fremstillet som ‘a unique music event packed with surprises’. Noget tilsvarende gjorde sig gældende for Apparatjiks natkoncert for to år siden, og det er nok værd for bookerne at overveje, om de i deres hang til storstilede og unikke arrangementer har tendens til at se lige vel stort på, om koncepterne nu også kan bære det.

Roskildes bookergrupper fandt i år den helt rigtige balance mellem glitrende pigepop, endnu relevante metal-ronkedorer og et væld af små og mellemstore navne, der er var fanget på det rette, aktuelle tidspunkt og udgjorde festivalens robuste fundament. Et mere kritisk blik på scenernes faciliteter og de enkelte kunstneres behov havde bragt Roskilde Festival 2013’s musikside fra det meget solide til det aldeles fremragende.

Se hele Undertoners dækning af Roskilde Festival 2013 her.

Leave a Reply