Koncerter

Roskilde Festival 2013: Age Coin, 05.07.13, Gloria

Age Coin er ikke nemme at fange på fotos, men her står duoen på hver sin side af en ven, der hedder Adrian.
Skrevet af Daniel Niebuhr

Age Coin inviterede publikum med til technofest i et postapokalyptisk industrikvarter, hvor det blot handlede om at finde det smukke midt i alt det grimme for at kunne se det sublime ved nattens koncert.

Age Coin er ikke nemme at fange på fotos, men her står duoen på hver sin side af en ven, der hedder Adrian.

Jeg husker ikke præcis hvor eller hvornår; men jeg læste på et tidspunkt en artikel, hvori My Bloody Valentines Lovelessblev beskrevet med ordene: »Det handler om at finde det smukke i de grimme«. Dette blev uden tvivl mit mantra for fredag nats koncert med Age Coin. Kristian Emdal og Simon Formann, der begge også er medlemmer af Lower, brugte hele fem kvarter på at overbevise de fremmødte om, at dansabel paranoia er det nye sort – og det gik for så vidt rigtig godt.

Til at begynde med var det ikke til at se, om publikum overhovedet var mødt op for at høre bandet, men de så i hvert fald interesserede nok ud til at blive hængende. Her kunne de så opleve det elektroniske bud på lyden af stålbjælker og endeløs fabriksindustri, hvor musikken var lige så kompromisløs som de pantsamlere, der for en stund havde rigeligt med plads at operere på. For dommedag havde åbenbart ramt Gloriateltet for en stund, og nu havde Age Coin så inviteret de modigste til postapokalyptisk technofest i et destrueret industrikvarter.

Det hele foregik uden nogen som helst ophold i lydbilledet, og de konstante, auditive knytnæveslag fungerede optimalt i forhold til at skabe en festlig, men også bizar og paranoid stemning. Faktisk ramte duoens musik plet på stort set alle parametre, hvor den ellers forventelige simplicitet pludselig blev relativt udfordrende, og det bedste ved Age Coins koncert var nok, at jeg aldrig rigtig formåede at gennemskue, hvor vi var på vej hen. For var der noget reelt musikalsk mål? Det var der næppe, for efter en time og et kvarter sad jeg stadig og følte, at vi ikke var kommet nogle vegne – men uden at vi havde kørt i ring.

Mere end noget andet handlede koncerten om at kunne se det smukke midt i alt det grimme. Man følte sig lige dele inviteret og intimideret af de industrielle lydflader, der var lige så fantastiske, som de var forfærdelige. For det her var lyden af ren, uforfalsket paranoia, som så absolut havde de mest ideelle betingelser for at sprede både frygt og fest blandt publikum fredag nat på en midtsjællandsk mark.

★★★★★☆

Leave a Reply