Koncerter

Roskilde Festival 2013: Ajuna, 01.07.13, Pavilion Junior

Foto: Peter Troest
Skrevet af Anna Møller

Black metal med snekanoner og dobbelte skrig gennem mørke kaosguitarer tævede Roskilde mandag aften på Pavilion Junior.

Foto: Peter Troest

Ajunaer en del af en spirende, ung metalscene i København, hvis ‘spirende’ ellers er et ord, man vil bruge i omtalen af et band, der med sin grindcore, fastcore og black metal skriger sortkaotisk gennem dødsmulden.

Mandag aften indtager den københavnske kvintet Pavilion Junior-scenen foran en blandet skare. Første mand på scenen er guitarist Frederik Trampe, og mens de resterende medlemmer lige så stille følger efter, begynder nummeret “Kaos”. Som sidste mand på scenen kommer forsanger Anders ‘Hufsa’ Andersen ind og stiller sig med ryggen til publikum. Han vender sig om, rækker diabolsk mikrofonen frem foran sig og skriger så i den.

Et dødsskrig fuldt af kraft og en charmerende og spøjs forsanger, der mellem growls og skrig henvender sig sympatisk til publikum. »Pas på, der ikke går ild i teltene, når I sover,« siger han og fortsætter lettere kryptisk: »Det ville være forfærdeligt, hvis 5.000 telte brændte.« Kryptisk, fordi Ajuna bevæger sig i et musikalsk felt, der dyrker undergangen og det ukontrollerede, og sympatisk, fordi henvendelsen bliver leveret af en lys og følsom stemme oppe fra scenen. Og ikke rigtig til at blive klog på.

Det er umiskendeligt svært at kende de forskellige Ajuna-numre fra hinanden, og heldigt for mig får jeg efterfølgende fat i sætlisten. Et naturligt højdepunkt er singlen “Winter” fra ep’en Death in the Shape of Winter (2012), hvor der dannes et kærligt moshpit oppe foran i det halvfulde telt. Anders ‘Hufsa’ lader sig falde ned på scenegulvet og synger (vistnok) derfra, mens bassist Peter Helmer Madsen kaster sit lange, mørke hår frem og tilbage over den glødende bas. Nummeret er båret af et galopperende tempo, en massivt forvrænget guitarlydmur med breaks her og der til at trække vejret i – og så dobbelte skrig af lungers fulde kraft, der alligevel efterlader én fuldstændig tør for luft.

Ajuna har forberedt sig hjemmefra, og jeg har inden koncerten hørt tale om både snekanon og gratis T-shirts. Og minsandten, om ikke Ajuna kaster T-shirts ud med deres navnelogo og en campingvogn i brand og annoncerer en ny sang: »We got a new song for y’alls,« siger Anders ‘Hufsa’ og fortsætter: »We just wrote it five minutes ago. Den handler om Satan.«

Næstsidste nummer betegner endnu et højdepunkt, hvor Ajuna kommer ned i tempo under nummeret “Suntomb”. I mine øjne deres bedste nummer. Her er growlen helt nede og ramme nogle registre, man ikke troede var muligt, og som i øvrigt står i skarp kontrast til forsangerens lyse talestemme. Hvis Ajuna fik inkorporeret mere af det bedøvende sløve og de næsten vridende growls, ville det være interessant at se, hvad de kunne drive det til. Måske er det bare, fordi jeg ikke er så meget til fastcore.

Det må da også være en smagssag, om man er til det bæst-teater, der nogle gange rammer forsanger Anders ‘Hufsa’. Han peger anklagende mod himlen og mod publikum, ser til tider mildt sagt besat ud og kaster sig mod scenens gulv. Det er imidlertid ingen smagssag, om man er til snekanoner en julimandag på Roskilde. Det er fedt.

★★★★☆☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger