Koncerter

Roskilde Festival 2013: Animal Collective, 04.07.13, Arena

Skrevet af Signe Palsøe

Melodierne stod torsdag aften tydeligere frem, end det ofte er tilfældet ved Animal Collectives koncerter. Resultatet var en herligt indsmigrende popparade, der kun blev skæmmet en smule af de mange let påtagede intermezzoer.

Det er et par år siden, at jeg sidst så Animal Collective live. Det skete i forbindelse med Primavera Sound 2011, hvor Brooklyn-bandet midt om natten druknede publikum i overdrevent psykedeliske backdrops og fik min ellers absolut ædruelige krop til at gispe efter ilt såvel som et lydligt holdepunkt under en hektisk zappende “Mercury Man”, der knugede om hjernen, som var den gjort af modellervoks.

Det var to år efter, at den naivistiske Merriweather Post Pavilion havde charmeret indiefans verden over med sin indsmigrende og let tilgængelige pop – og to år før, at opfølgeren Centipede Hz skulle gå til angreb på lytterens hjernebark, sanseapparat og helt overordnede opfattelse af, i hvor høj grad popskabelonen kan fordrejes, uden melodien forsvinder helt.

Derfor var det påfaldende, at lydbilledet ved torsdagens koncert virkede langt mindre snirklet og overlæsset, end Centipede Hz ellers foreskriver – eller det i øvrigt var tilfældet på touren i kølvandet Merriweather Post Pavilion. Oftere var dyrekollektivets strukturer på Arena derimod nedbarberet til deres helt essentielle bestanddele, hvor rudimentære trommemønstre eller boblende synthflader satte en let og atmosfærisk stemning, der nærmere henledte tankerne på nogle af bandets mest inkluderende popværker.

Selvfølgelig prægede numrene fra den seneste plade sættet, men når “Moonjock” åbnede – eller iørefaldende numre som “Applesauce” eller “Today’s Supernatural” dukkede op af de fire amerikaneres sfæriske lydgrøde – var fokus netop på det iørefaldende element. Der var ingen lange, syretrippede omveje og moduleringer, som dominerede koncerten. Derfor var det oplagt, at den luftigt messende hymne “What Would I Want? Sky” fra Fall Be Kind-ep’en tidligt i sættet skabte et opbrud mellem de mere effekttunge indslag – og det var herligt, at de fire newyorkere afslutningsvis lod popmønstrene blomstre i fuldt flor i form af det stærke trekløver “My Girls”, “Brothersports” og “The Purple Bottle”.

Sidstnævnte leverede Animal Collective i en dump version med fokus på det galopperende, organiske slagtøj og Avey Tares flænsende og dyriske hyl. Det kradsede dejligt i lydbilledet, og det havde været en fordel, om bandet havde givet flere etaper af koncerten et tilsvarende bid. Lyden var imponerende konsistent og sammenhængende, men i længden kom de tilbageholdende, rislende, raslende og sagte famlende intermezzoer imellem samtlige af koncertens hovednumre til at virke lige vel kalkulerede frem for at bidrage med egentlige stemninger i et ellers solidt sæt. Det ændrer dog ikke ved, at den gode time i selskab med Animal Collective var et velafvejet og indsmigrende melodisk møde med noget af det bedste materiale fra bagkataloget.

★★★★½☆

Leave a Reply