Koncerter

Roskilde Festival 2013: Azealia Banks, 07.07.13, Cosmopol

Skrevet af Mikkel Arre

Harlem-rapperen leverede lige præcis, hvad man kunne forvente – og så ikke ét sekund mere.


Da Cosmopol-konferencieren Per V meddelte, at Azealia Banks‘ show ville blive en halv time forsinket, betonede han, at hun var til stede og i godt humør. At dét var nødvendigt, siger noget om den 22-årige Harlem-rappers ry som uforudsigelig grænsende til det upålidelige. Men da hun tre kvarter efter den programsatte showstart endelig indtog scenen, var der ingen dikkedarer.

Trods musikkens hektiske tempo rappede hun præcist og ubesværet, og så godt som hvert et ord gik klart igennem – måske fordi de underliggende backtracks ikke var specielt høje. Også koncertens forløb var nærmest forpustende. Numre som “Atlantis” og “Fuck Up the Fun” fra sidste års Fantasea-mixtape kan lige snige sig op over to minutter, mens “L8R” blot runder 90 sekunder. Med glidende overgange eller blot nogle sekunders pause mellem hvert nummer sørgede Banks for, at feststemningen aldrig fik mulighed for at sive ud.

“Van Vogue” og “1991” blev ikke mere spændende af at blive fremført live, mens både den skrabede “Fierce” og den Hudson Mohawke-producerede “Jumanji” med olietøndebeats og overgearede syntetiske horn omvendt tog sig endnu stærkere ud med den bjæffende Banks i konstant bevægelse rundt på scenen. Hun var ganske enkelt svær at få øjnene væk fra. Dels fordi hun var så intens og energisk, så længe musikken spillede – og dels fordi hun var i en særdeles kropsnær beklædning, der på én gang var en slags heldragt og samtidig kun tildækkede hende ganske nødtørftigt. »Real tits, nice ass, tight twat,« lød hendes egen beskrivelse i “L8R”, og det var i sandhed en af de koncerter, hvor pop rimer på krop.

Banks’ person kom vi til gengæld ikke spor tættere på. Besynderligt nok besvarede hun Cosmopol-publikummets begejstring ved konsekvent at stå med ryggen til ved sin dj’s pult, lige så længe som pauserne mellem numrene varede. Enhver mulighed for at opbygge en egentlig publikumsrelation blev således forpasset, og de kortfattede introduktioner lød som replikker, hvor »Denmark« kunne udskiftes med »Belgium«, »Los Angeles« eller noget tredje.

Men hvad vi ikke fik af nærhed, leverede Banks så afgjort på underholdningsfronten. Opbygningen til kæmpehittet “212” fungerede glimrende, og da publikum endelig fik det længe ventede nummer, toppede festen. Ja, her var det endda, som om Banks’ smil varede lige et par sekunder mere, end hendes manuskript anviste. Vi andre smilede, fordi det var godt gået at få et søndagstræt festivalpublikum så meget op at køre.

★★★★☆☆

Deltag i debat