Koncerter

Roskilde Festival 2013: Baby in Vain, 03.07.13, Pavilion Junior

Baby in Vain lægger blandt andre vejen forbi Newbees Festival med deres grungede og energiske rock.

Baby In Vain vil ikke kaldes grunge, men alligevel følte man sig hensat til endnu en regnvejrsdag i Seattle under pigernes velbesøgte koncert. Efter indledende lydproblemer blev der rig mulighed for både headbanging og pogo til den tunge og stilsikre lyd, der dog stadig har plads til forbedringer.


Unge, uskyldigt udseende piger, der spiller tung, grungeinspireret rock, og som oven i købet har fået skabt en hype omkring sig på rekordtid – i sig selv noget af en dansk sensation, som de færreste på Roskilde onsdag aften tilsyneladende ville gå glip af. Baby In Vain blev klappet og hujet ind på scenen, så man skulle tro, at folk i det propfyldte Pavilion Jr.-telt havde stået i kø for at se dem lige siden festivalens start. Og pigerne har ikke engang udgivet deres første ep endnu.

Min egen interesse for Baby in Vain blev i den grad skærpet, da det gik op for mig, at de i Oslo har opvarmet for Chelsea Light Moving og altså er godkendt af godfather of støjrock og alt, hvad der er cool, selveste Thurston Moore. Så jeg møvede mig glad frem gennem den massive menneskemængde og forventede en koncert af dimensioner. Eller i hvert fald et solidt spark ud af mageligheden.

I betragtning af, at der slet ingen – i glimt en meget ringe – lyd kom fra mikrofonerne under det første nummer, må man sige, at publikum var overraskende meget på. Efter en pause, hvor ganske få valgte at udvandre, og lydmændene kom på arbejde til det taktfaste råbekor “SKRU OP!”, måtte pigerne ufortrødent starte forfra på singlen “Machine Gun Girl”, denne gang med fuld hammer, og sådan fortsatte det heldigvis de næste 50 minutter.

Jeg ved godt, at trioen ikke vil kaldes grunge, men man følte sig uværgeligt hensat til endnu en regnvejrsdag i Seattle i de spæde 90’ere. Inspirationskilder som Nirvana, Hole og The Breeders, men også Black Sabbath giver klare ekkoer i Baby in Vains numre, hvor Andrea Thuesen og Lola Hammerichs drævende, forurettede vokaler (der ligger bemærkelsesværdigt tæt op ad hinanden, næsten som tvillinger) bakkes op af stenede, tonsertunge guitarriffs og Benedicte Pierleonis skramlede trommer. Pigerne har allerede en skarpt optegnet musikalsk og æstetisk ramme, nu mangler de bare at udvikle sangskrivningen og give plads til en tand mere variation i det slæbende lydbillede. Aftenens koncert var bedst, når stonerrocken blev parret med punk, og tempoet pludselig skød i vejret som i den hylende afslutter “Till the Day I Die”, hvor der blev danset pogo til den store guldmedalje.

Det blev måske ikke direkte magisk – dertil er det sparsomme materiale stadig for ensformigt – men et solidt plantet spark, helt sikkert. Baby In Vain er seje som få. Nu overvejer jeg at købe en fan-tshirt.

★★★★☆☆

Deltag i debat