Koncerter

Roskilde Festival 2013: Broke, 30.06.13, Pavilion Junior

Skrevet af Mikkel Arre

Der var ingen hjælpende hænder eller opmuntrende publikumskontakt fra københavnske Broke. Opgraderet til en trio fremmanede d’herrer en støjende, sammenbidt omgang electrorock med hidsige klimakser – og uden ret mange detaljer.


Det begyndte med en guitarmur og sluttede med et henkastet ‘thank you’, da københavnske Broke søndag eftermiddag Roskilde-debuterede. Og begge dele var ganske sigende for koncerten: Brokes støjende electrorock var mere bister end imødekommende, og duoens efterhånden store liveerfaring fra scener rundt om i Europa var tydelig.

På debutudgivelsen Lifestyle Mixtape fra 2012 er det klart de mest pumpede numre, der er stærkest, og det har Simon Littauer og Mads Bergland taget konsekvensen af. Live supplerer de guitarstøjen og de svirpende ravesynths med en trommeslager, der tæsker så utrætteligt, at det nærmer sig det maskinelle.

På den måde matchede han Brokes generelle udstråling denne eftermiddag. Bandet minder i sin lyd en del om Reptile Youth, der for et par år siden også var på Pavilion Junior. Men hvor Reptile Youth med sin festabeforsanger er ekstremt opsatte på at få kontakt med publikum, var Brokes Roskilde-optræden præget af en sammenbidt attitude. End ikke da popstjernefrøet Mø entrede scenen for at lægge Peaches-bjæffende vokal over sirenehylene i “Let the Youth Go Mad”, var det noget, bandet gjorde noget ud af. Hun kom ind, leverede og gik ud – og bandet spillede bare videre.

Denne konsekvens var gennemgående for hele koncerten. Broke har fundet et stramt, hårdtslående koncept, som virker, og denne søndag gjorde det pladens højdepunkter som “Let the Youth Go Mad” og “Out of Existence” endnu mere energiske.

Når teltdugen hverken lettede eller blev suget ind i det sorte hul af indædthed, som befandt sig på scenen, skyldtes det imidlertid også konceptet. Og lydmanden. For så snart Broke forlod det pumpende udtryk og gav plads til mere sfæriske passager, faldt appellen betydeligt. Det var formentlig tænkt som en kontrast til de heftige klimakser, men lydforholdene tillod ikke afdæmpede detaljer, ligesom især Mads Berglands vokal kæmpede en ulige kamp mod den mudrede lyd.

I afslutningsnummeret “Leaving School” lykkedes det dog Littauers lyse stemme at få plads trods den dunkende basbund, og den dystre finale satte en tyk streg under, hvor benhårdt professionelt og effektfuldt et liveband Broke er.

★★★★☆☆

Leave a Reply