Koncerter

Roskilde Festival 2013: C2C, 04.07.13, Cosmopol

Skrevet af Jonathan Heldorf

På trods af en halv times forsinkelse, var hverken publikum eller C2C til at skyde igennem, da der blev dannet et helt lille økosystem under teltdugen på Cosmopol torsdag aften.


Der var tætpakket foran Cosmopol inden koncerten med dj-kvartetten C2C. Rigtig tætpakket. Bekymrede blikke flakkede rundt, for skulle man bukke under og forlade området i bytte for rent faktisk at kunne trække vejret, eller skulle man ofre et par indåndinger og til gengæld være vidne til, hvad der helt sikkert ville blive en af årets helt store fester?

For mange var det en let beslutning, da scenens konferencier 10 minutter over tiden meddelte, at der ville gå yderligere 20 minutter, før festen ville starte. Om det rent faktisk var tekniske problemer, hvilket undskyldningen lød på, eller om der var tale om en strategisk udskydelse på grund af det massive fremmøde, er uvist, men flere gange blev vi med nervøs stemmeføring bedt om at passe på hinanden og træde et par skridt tilbage. I al fald blev der lidt mere skulderplads, da de mest utålmodige valgte at finde andre adspredelser.

Men det skete. C2C gik på scenen, og alting eksploderede selvfølgelig med det samme. De fire franskmænds blanding af hiphop, soul, funk og electronica gik lige i blodet på den klæbrige og svedglitrende masse. Som man også kunne forvente, var det især de stærke hits “The Cell”, “Down the Road” og “Delta”, der satte Cosmopol i kog.

Og kogte, det gjorde det. Ni gange har jeg besøgt Roskilde Festival, men det her var første gang, jeg oplevede, at sveddampen samlede sig på indersiden af teltdugen, løb ned ad siderne og dryppede fra syningerne, så vi, der stod i udkanten af teltet, var i tvivl om, hvorvidt det var begyndt at regne udenfor.

På mange måder var det en fest uden lige. Kvartettens dj-evner bag pultene er uangribelige, men nogen overraskelser var der nu ikke. Det behøvede der sådan set heller ikke at være.

★★★★★☆

Om skribenten

Jonathan Heldorf

 
Biografi:
I skolen blev jeg altid drillet med mine store ører, men jeg har fundet ud af, at sådan nogle anordninger er særdeles velegnede til at lytte med... sagde ulven. Men siden da er der jo gået nogle år, og i øjeblikket nørder jeg retorik og sprogpsykologi for fulde gardiner. Ørerne er stadig lytteglade og elsker britpop ubetinget; generelt kan de vel siges at være anglofile, selvom det er en lidt udefinerbar betegnelse. Andre præferencer er eksempelvis den nyere nordamerikanske alternative scene, hvor bands som Arcade Fire, Sufjan Stevens, Yeah Yeah Yeahs, Interpol, Yeasayer og Tv on the Radio dominerer.
 
Fem favoritalbums:
Mansun: Attack of the Grey Lantern
Eels: Souljacker
Cardigans: Long Gone Before Daylight
Supertramp: Crisis? What Crisis?
Smashing Pumpkins: Adore

Skriv et svar

boeger