Koncerter

Roskilde Festival 2013: Calexico, 07.07.13, Odeon

Skrevet af Andreas Overgaard

Calexico lukkede Odeon ned med en forrygende blanding af eftertænksomhed og ørkenfest.

Der gik præcis to numre, før jeg overgav mig fuldstændigt til Calexico. “Epic” havde netop åbnet ballet og var blevet fulgt op af “Across the Wire”, som blev leveret med så meget hjerte og sjæl af det syv mand store orkester, at jeg helt glemte notesblokken i lommen. Den kom aldrig op igen under Calexicos fem kvarter lange magtdemonstration, da jeg simpelthen blev så opslugt af det hypnotiserende ørkenunivers, Calexicos musik befinder sig i.

Bandet lagde en naturlig vægt på den seneste plade Algiers, hvis mørke sange stod i forholdsvis skarp kontrast til det mere festlige, tidligere materiale, som bandet samtidig lagde for dagen. Calexico formåede på fornem vis at veksle mellem de to; dog blev der mod slutningen lagt mere vægt på festen, hvor især de mere mariachi- og texmexinspirerede numre imponerede. F.eks. på “Inspiracíon” fra Carried to Dust, og “Crystal Frontier”, hvor Jacob Valenzuela og Martin Wenks virtuose trompetspil virkelig bare osede af overskud. På sidstnævnte sang blev The Clashs “Guns of Brixton” blendet ind i nummeret til et overraskende vellykket resultat. Calexico valgte at spille deres udgave af den efterhånden noget gennemtrådte “Love Will Tear Us Apart”, der dog ikke var helt så vellykket, men det var da beundringsværdigt, at de trak den i en helt anden retning, end de gjorde på kompilationen Sweetheart 2005: Love Songs.

På en Odeon-scene indhyllet i skiftevis hvid og gul røg spillede Calexico én af årets bedste koncerter. Havde man tjekket bandets Facebook-profil ud en uges tid før koncerten, kunne man allerede dér læse om bandets minder fra deres forrige Roskilde Festival-koncert. Her spillede de kort efter Pearl Jam-ulykken, og Calexico fremstod da også som et band, der var helt klare på at få nye og friske minder fra Roskilde Festival, og denne gang uden tragiske undertoner. Bandet var samtidig engageret og fokuseret, men formåede altid at have publikum med, og de små fortællinger, der kom mellem numrene, var også dejligt korte og præcise. Musikerne var umanerligt tight, men besad en samtidig spontanitet, hvor de ikke bange for at give hinanden mulighed for at udfolde sig på egen hånd.

Calexico har altid lydt som et band, der ville fungere bedst i et spaghettiwesternlignende landskab. Mindre kan dog også gøre det, da sangene i sig selv er fantastiske til at danne billeder af det område, bandet kommer fra og synger om. Når de spiller live, er Calexico et varieret ensemble, der burde være i stand til at tilfredsstille tilhængere af enhver type musik: Koncerten på Odeon var den perfekte blanding af ørkenfest og stille eftertænksomhed. Calexico var tydeligvis i topform, hvor de med lutter smil trak publikum ind i deres støvede univers. Det var den perfekte måde at lukke Odeon ned på, hvilket da også kun blev bekræftet af, at selv sikkerhedsvagterne måtte overgive sig til de blæsende rytmer til både bandets og publikums store fornøjelse. Lad det ikke vare endnu 13 år, før vi får lov til at se dem på festivalens scener igen, Roskilde!

★★★★★½

Deltag i debat