Koncerter

Roskilde Festival 2013: Daedelus – the Archimedes Show, 05.07.13, Apollo

Daedelus på sidste års Sonar i Barcelona - foto: Maxime Chermat/Flickr
Skrevet af Mikkel Arre

Den californiske producer sprintede igennem noget nær alle tendenser fra de seneste fem-syvs års dansemusik i et hæsblæsende tempo, der vekslede mellem at være inspirerende og irriterende.

Daedelus på sidste års Sonar i Barcelona - foto: Maxime Chermat/Flickr

Oldtidskundskab og en evigt flygtig zapper-hukommelse passer sjældent særlig godt sammen. Men Los Angeles-produceren Alfred Darlington holder ufortrødent fast i at koble det antikke Grækenland sammen med et konstant omskifteligt output, der rummer alskens electronica med afstikkere til både hiphop, jazz, folk og mere tropiske rytmer. Indtil for et par år siden har referencerne til Athen og omegn dog hovedsageligt ligget i Darlingtons kunstnernavn, Daedelus (manden, der ifølge græsk mytologi byggede labyrinten på Kreta og opfandt de vinger, som sønnen Ikaros baskede sig for tæt på solen med), men så fik Darlington en idé.

Dem får han ualmindeligt mange af, hvis man skal dømme efter hans musik, men den her idé holdt han dog fast på længe nok til at få den gennemført helt. Med sig til Roskilde havde han resultatet kaldet Archimedes: en spejlvæg bestående af 24 hypermobile kvadrater, som Darlington kan bevæge rundt i takt til musikken. Navnet er hentet hos en græsk matematiker og opfinder, der cirka 200 år før Kristus skulle have sat ild til fjendens skibe ved at opstille store spejle, der rettede sollyset direkte mod sejlene. Det lyder som en lidt fantasifuld historie, men i givet fald var det meget godt tænkt af Arkimedes.

Det er spejlvæggen sådan set også. På Apollo-scenen natten til lørdag var det bare så som så med virkningen. Den tekniske side af sagen vil sikkert være et studie værd for folk fra IT-Universitet, men placeret midt i scenens øvrige lysshow var de drejelige spejlflader ikke videre spektakulære.

Tempoet i Darlingtons koncert var til gengæld også så heftigt, at der nærmest ikke var tid til at bemærke spejlene. I løbet af de lidt mere end 60 minutter fik han spurtet sig gennem snart sagt enhver tendens, der har været til stede i dansemusikken de sidste fem-syv år. Der var postdubstep, footwork, trap, EDM, mash-up og endog et strejf af folktronica. Alt sammen i bittesmå bidder på 40-60-80 sekunder.

Det hele var mixet sammen i ét langt forløb, men alligevel var Darlingtons væld af idéer næsten lige så irriterende, som det var imponerende. Så snart han havde inkorporeret en opklippet eller forvrænget vokallinje, f.eks. fra The Weeknds “The Morning”, var han allerede i gang med at skifte retning. Det her var et rave til Vine-generationen: få sekunders snapshots og så hurtigt videre.

Selv om der under store dele af koncerten var en voldsom trafik forbi Apollo-scenen, var Daedelus’ show så afgjort en kontinuerlig fest. Der var ikke nær så tætpakket og kogende som til torsdagens Eloq- og Baauer-optrædener, men til gengæld var der ikke den mindste tvivl om, at der rent faktisk skete noget bag pulten på scenen. Hvor mange andre electronica-musikere gør en dyd ud af at gemme (sig bag) deres udstyr, vender Darlington sin Monome-controller ud mod publikum, så man kan følge med i, hvordan han starter, forandrer og afbryder sine samples.

På den måde blev det tydeligt, at han virkelig knoklede igennem. Og selvom det er en aldeles rockistisk betragtning, gør den type sveddryppende indsats det nemmere at værdsætte et electronica-show som en egentlig koncert. Men når dét så er sagt, ville Daedelus’ Roskilde-show formentlig have sat sig tydeligere i min hukommelse, hvis han havde zappet bare lidt mindre. Ganske betegnende var det et klart højdepunkt, da han knap midtvejs holdt sine ellers hektiske fingre i nogenlunde ro i op mod halvandet minut, mens han lod Rusties klimaksjagende single “Slasherr” og Grizzly Bears velfriserede “Yet Again” mødes på midten. Det var lige før, det var tid nok til, at selv en gammel mand som mig kunne nå at lave en Vine.

★★★★☆☆

Deltag i debat