Koncerter

Roskilde Festival 2013: Ekkozone performs Music for 18 Musicians, 06.07.13, Cosmopol

Vor mand på stedet var for fortryllet til at fotografere. Men opstillingen på scenen lignede i al fald denne. Foto: 18musicians.tumblr.com
Skrevet af Mikkel Arre

Det multinationale ensemble Ekkozone opførte komponisten Steve Reichs hovedværk med så stor ynde og gnist, at det strålede af liv. En fortryllende oplevelse.

Vor mand på stedet var for fortryllet til at fotografere. Men opstillingen på scenen lignede i al fald denne. Foto: 18musicians.tumblr.com

Da de første ringende toner af komponisten Steve Reichs hovedværk, Music for 18 Musicians, duvede ud under Cosmopols teltdug, fældede jeg et par tårer. Måske var det et resultat af, at Volbeat havde stjålet min nattesøvn på 800 meters afstand. Men det var nu nok snarere genkendelsens og forventningens glæde, der flød sammen og ned ad min venstre kind. Music for 18 Musicians er blandt de stykker musik, der står mit hjerte allernærmest, men jeg har ikke lyttet til det i et års tid eller to. Og alligevel var blot 10 sekunder nok til at få det til at gibbe i mig.

Tårekanalerne lukkede sig igen, men gåsehuden og den mellemgulvssitrende følelse vendte tilbage med jævne mellemrum i løbet af de godt 60 minutter. For de 18 musikere i ensemblet Ekkozone fremførte Reichs komposition, så al dens skønhed og den nærmest svimlende nuancerigdom stod helt klart.

Værket tager afsæt i en repetition af 11 akkorder, som efterfølgende er centrum i hver sin sektion af nye repetitioner, inden den oprindelige rundgang til sidst vender tilbage. Det kan virke temmelig ufrit og udmattende på skrift, men opført så pragtfuldt, som Ekkozone gjorde det, er Music for 18 Musicians tværtimod forunderligt vitalt. Akkorder og rytmiske mønstre bevæger sig rundt mellem instrumenterne, gror, svajer, aftager i styrke, væver sig ind i hinanden og skaber nye mønstre og harmonier.

Ekkozone, der ledes af den danske percussionist Mathias Reumert, havde fulgt Reichs anvisninger til punkt og prikke og mødte op med fire sangerinder, fire flygeler, cello, violin, klarinet, basklarinet, marimba, xylofon, metallofon og maracas. Og sjældent har maracas fået så meget bifald, som da Reumert markerede overgangen til “Section VI” ved at kaste anerkendende håndtegn i retning af den hidtidige marimbaspiller. Hans raslende rytme satte gang i taktfaste klapsalver, og i sig selv var det en af årets mest markante Roskilde-oplevelse: at høre og se et par tusind festivalgæster være så engagerede i et af de helt store værker i moderne kompositionmusik.

Det kan måske lyde lidt bøvet med klapsalver midt i noget så fint og højkulturelt som et orkesterværk, og det ville næppe fungere i Tivolis koncertsal. Men den her lørdag var det tværtimod helt perfekt. Netop fordi Music for 18 Musicians er så levende og under evig forandring, føltes det fuldstændig rigtigt, at Ekkozone involverede det publikum, som giver liv til festivalen og løbende forandrer den. Det gav en stærkere forbindelse mellem tilhørerne og musikerne, der helt tydeligt nød at være til stede.

Lige knap så stor en nydelse var det, at festivalplanlæggerne ikke havde sørget for at holde Ekkozone fri for forstyrrelser fra andre dele af festivalpladsen. Fortryllelsen havde i al fald trange kår, da en lydprøve, formentlig fra Orange Scene, efter cirka tre kvarter begyndte at mase sig på med ujævne mellemrum.

I og for sig kunne man måske også have undværet den korte komposition for to flygler og fire slagtøjsinstrumenter, som fulgte efter afslutningen af Music for 18 Musicians. Men den betragtning er en ren efterrationalisering. I nuet var jeg helt igennem begejstret. For efter sådan en uges tid i støvet og stanken kan man godt synes, at energien er ved at være sivet ud af én. Og sjældent har jeg oplevet en Roskilde-koncert puste så meget liv ind i mig.

★★★★★½

Deltag i debat