Koncerter

Roskilde Festival 2013: Frank Fairfeld, 04.07.13, Gloria

Skrevet af Daniel Niebuhr

En sprængt banjostreng og Gloriateltets obligatoriske lydproblemer afholdt Frank Fairfield fra at score topkarakter, da han åbnede intimscenen anno 2013 med sin gennemførte og autentiske blanding af country, appalachian folk og blues.

Jeg var ganske vist inde på det, da jeg for ikke så lang tid siden forklarede, hvorfor man skulle opleve Frank Fairfield på årets Roskilde Festival; men hvis man ikke vidste bedre, havde man nok aldrig forventet at se og høre så overbevisende og uforfalsket americana fra en blot nogle-og-tyveårig, som det var tilfældet, da ‘intimscenen’ Gloria åbnede for tredje år. På forhånd var det en broget flok, der havde taget turen indenfor for at bruge deres tidlige aftentimer i selskab med californieren, og man kunne da også høre sætninger som: »Hvor mange er der i bandet?«, »Hvor er forstærkerne?« og »Jeg glæder mig for vildt til Kendrick Lamar,« inden koncerten gik i gang.

Alligevel var det et mere end proppet telt, der mødte Fairfield, som påklædningsvis lige så godt kunne have været kommet ind fra gaden, hvilket blot var med til at forstærke autenticiteten bag hele hans musik og person. Sin frakke måtte han dog smide efter at have indledt med tre klassiske valsestandarder, for der blev hurtigt meget varmt inde under teltdugen, hvilket ikke ligefrem passede publikum, som kvitterede med unødvendig småsnak – især længere væk fra scenen var det både på grund af smalltalk og åbningskoncerten på Orange Scene langt hen ad vejen meget svært at høre noget som helst af koncerten, har jeg ladet mig fortælle.

Tilbage til musikken, for den var der absolut ingen minusser ved: Fairfield fremstod som forventet introvert og til tider smågenert, uden at det afholdt ham fra at levere en hel times gennemført country, appalachian folk og blues, der kom godt rundt og egne såvel som lånte kompositioner. Vi fik blandt andet de traditionelle “Those Brown Eyes” og “Poor Ellen Smith”, mens “Call Me a Dog When I’m Gone” og titelnummeret fra Fairfields andet og seneste studieudspil, “Out on the Open West”, udgjorde den nyere andel af aftenens sætliste.

Foruden det lettere ukoncentrerede publikum og de sædvanlige støjgener fra festivalens større scener kom koncertens eneste negative punkt, da den ene banjostreng sprang. Selvom multiinstrumentalisten også har fænomenale violin- og guitaregenskaber, er det netop, når det er banjoen, der bliver anvendt, at Fairfield i mine øjne står allerstærkest.

Det betød blandt andet, at vi gik glip af den fantastiske “The Winding Spring/Nine Pound Hammer”, som plejer at være fast inventar til californierens koncerter; men det lod ikke til at påvirke den forreste del af publikum synderligt, der – hvis det ikke havde været for den trange plads – kunne have sprunget ud i et sandt hoedown når som helst. Der blev lukket med “Rye Whisky/Texas Farewell”, hvor Fairfield endnu en gang fik lov til at give eksempler på sine uovertrufne færdigheder på strengeinstrumenterne.

Oppe foran havde jeg en fantastisk oplevelse med Frank Fairfield, der rent musikalsk bliver svær at toppe på dette års festival. Derfor var det også så ærgerligt, at omgivelserne bare ikke var med ham, for ellers havde vi uden tvivl landet helt øverst på karakterskalaen.

★★★★★☆

Deltag i debat