Koncerter

Roskilde Festival 2013: Highasakite, 05.07.13, Pavilion

Aldrig har Pavilion været udsmykket så pænt. Highasakite bevæger sig i et rigt og smukt musikalsk univers, særligt når de kommer lidt op i tempo, men desværre fik de ikke helt sparket publikum ud af eftermiddagsmageligheden.


Norske Highasakite havde valgt indianertema til dagens optræden. Scenen var nysseligt pyntet med fjer og lyskæder, og selv stod de fem bandmedlemmer iført meget autentisk ansigtsmaling. Ganske hyggeligt og stemningsskabende på en søvnig, tømmermændsramt eftermiddag. Der er da også en god del uspoleret naturbarn over forsanger Ingrid Helene Håvik, der med en lillebitte, genert musestemme fik fremstammet en hilsen til publikum.

Stemmen har gudskelov en helt anden stærk karakter, når hun synger. Highasakite lagde ud med at af de bedste numre fra debutalbummet All That Floats Will Rain, “Winners Don’t Come Easy”, men det var, som om Håvik lige skulle varme op. De helt lyse toner var lige ved at knække hende, men hun kom over det undervejs og klarede det fint som smukt fikspunkt indhyllet i en aura af introvert mystik.

Highasakite er bedst i de mere energiske numre som “Son of a Bitch” og “In and Out of Weeks”, hvor Håviks vokal undgår det alt for lillepigede og yndige og i stedet får en mismodig hæshed, der minder dejligt om Beach Houses Victoria Legrand. I de mange drømmende ballader bliver gruppens lyd alt for pæn og gennemsnitlig, selvom de virkelig har potentiale til at rage op over så meget andet god indiepop disse tider. Med deres lettere psykedeliske univers, hvor traditionelle instrumenter som guitar, klaver og trommer krydres med koklokke, blæsere og indianske rytmer, indimellem afløst af sfæriske shoegaze-ekkoer, har de et rigt lydbillede fuld af diversitet, gode melodier og stor skønhed.

Det skinnede bare ikke helt igennem fredag eftermiddag. Størstedelen af sættet blev til magelig baggrundsmusik, af og til afbrudt af vilde hyl og insisterende trommerytmer, men helhedsindtrykket var desværre ikke til at redde fra det lidt over middemådige.

★★★½☆☆

Om skribenten

Nina Ulrich Østergaard

 

Biografi:
Første musikalske åbenbaring fandt sted, da jeg som syvårig blev voldsomt forelsket i The Beatles, særligt Paul McCartneys bløde ansigt anno 1964, som jeg skrev meget om i min dagbog med sirlig skråskrift. De har fulgt mig lige siden – hvis man ser bort fra en gylden, præpubertær periode i 90'erne, hvor pigeværelsets vægge var tapetseret med Backstreet Boys. Siden har jeg været igennem de obligatoriske teenagefaser med britpop, grunge, punk, hææævy metal, garagerock, shoegazer og følsom indiepop. I dag hører jeg det meste og er bestemt heller ikke bange for en god popsang. Har et utrolig svagt punkt for Sonic Youth, Nikolaj Nørlund og ABBA (mit sene ungdomsoprør).

 

Fem evige favoritalbums:
Sonic Youth: Alt fra 1985-1990
My Bloody Valentine: Loveless
Cocteau Twins: Treasure
Stina Nordenstam: And She Closed Her Eyes
The Cure: Disintegration

 

Fem favoritter lige nu:
Alice Boman: EP II
Yumi Zouma: EP
Beastie Boys: Paul's Boutique
Sun Kil Moon: Benji
Joni Mitchell: Hejira

Skriv et svar

boeger