Koncerter

Roskilde Festival 2013: Iceage, 06.07.13, Arena

Skrevet af Andreas Overgaard

Iceage gav en master class i kunsten at tømme et festivaltelt, da de med en arrogant og distanceret tilgang til koncerten og på grund af faktorer, der var ude af deres kontrol, faldt fuldstændig igennem på Arena.


På en eller anden måde vidste man jo godt, at man nok ikke ville få sit livs bedste koncertoplevelse, da Iceage entrede scenen på Arena. Men der var nok mange, der havde forventet, at bandet i det mindste ville forsøge på at tage udfordringen op. Det blev hurtigt tydeligt, at det ikke var tilfældet: Som en sær form for protest mod Roskilde Festivals regler om en spilletid på minimum én time satte bandet gang i en 10 minutter lang droneseance, hvor helikopterlydende støj samt enkelte slag på stortrommer dannede en konstant lydmur.

Det vides ikke, om Roskilde Festival var blevet blændet af Iceages Best New Music-prædikater, eller om festivalledelsen bare ikke havde stukket en finger i jorden, da mødet om sceneplaceringer blev holdt. For når man giver bandet Arena, som de åbenlyst er for små til, og samtidig tvinger dem til at spille minimum én time, når deres samlede studiemateriale ikke engang varer så længe, fremstår det decideret dumt. Om ikke andet gav tidsspildet da anledning til at overskue den pænt dekorerede scene, hvor hvide liljer var blevet spredt ud foran frontmand Elias Bender Rønnenfelts fødder med nogle enkelte bundet omkring hans mikrofonstativ. Dette virkede til gengæld velvalgt og var i den grad en god måde at fylde den store scene ud på.

Om den meget lange intro fik lydmanden til at falde i søvn, er endnu uvist, men da bandet endelig satte gang i “Ecstacy” fra You’re Nothing, var det en forfærdelig lydsuppe af et mix. Buldrende trommer og støjende guitarer herskede, og der var ikke det mindste, der mindede om vokaler i lydbilledet. Det blev der heldigvis hurtigt rettet op på, da “White Rune” pludseligt og nådesløst satte gang i øreblødningerne. Nummeret fremstod stærkt, skærende og stod heldigvis i skarp kontrast til det, vi havde vidnet i de forløbne første 15 minutter.

Iceage gjorde ikke noget forsøg på at overbevise de uoverbeviste: Den lange intro og den dårlige lyd havde skræmt mangen interesseret tilhører væk, og da koncerten blev afsluttet med “Morals”, var det store Arena-telt næsten forladt. På scenen vadede Rønnenfelt ukontrolleret rundt, mens resten af bandet var som plantede på gulvet. Med sangerens bevægelser fik liljerne også en hård medfart, og det kan diskuteres, hvor vellykket symbolikken med de ødelagte hvide blomster var. For mig føltes det hele rodet, og manglen på kontakt mellem både publikum og bandet selv ødelagde ellers fængslende og brutale numre som “Rodfæstet” og “You’re Nothing”.

»We’re only gonna die from our own arrogance / That’s why we might as well take our time,« sang Bad Religion tilbage i 1982. Måske kunne den attitude have fungeret i et proppet Odeon-telt, men på Arena fremkom den distancerede og arrogante tilgang til koncerten som prætentiøs og unødvendig. Den uendelige drone-intro, den manglende publikumskontakt, den generelle mangel på vilje til at levere et indtryk: Det hele virkede så ligegyldigt. Men ikke den selvransagende og eftertænksomme ligegyldighed, som Iceage så mesterligt formår at formulere på deres plader. Nej, bare sådan en bitter ‘øj, hvor kunne denne time være blevet brugt bedre’-form for ligegyldighed.

★★☆☆☆☆

Leave a Reply