Koncerter

Roskilde Festival 2013: Indians, 06.07.13, Odeon

En sanselig og smuk rejse gennem Indians’ musikalske drømmeland. Søren Løkke Juul og hans lille, sammentømrede band leverede en koncentreret og på alle måder vellykket optræden hele vejen igennem.


Der er sket meget, siden Indians spillede deres første Roskilde-koncert sidste år på Pavilion Jr. Debutalbummet ”Somewhere Else” har givet succes både herhjemme og i det forjættede udland, hvor der er blevet skrevet kontrakt med det legendariske, engelske pladeselskab 4AD.

Publikumsfremmødet led antageligt af, af The National spillede lige ved siden af, og det var synd, for Indians fortjener en langt større opmærksomhed. Sangskriver, forsanger og musikalsk altmuligmand Søren Løkke Juul lod sig dog ikke slå ud og virkede, som om han var i den syvende himmel over at stå på Odeon »på denne smukke dag.« Og smukt, det var det. Selvom det lød cheesy, da Indians blev præsenteret med løftet om, at der »ville være god mulighed for at blive forelsket«, så var det nok ikke helt forkert.

Indians bliver markedsført som Juuls enmandsprojekt, men med sig live havde han brødrene Emil og Jeppe Davidsen på keyboards og drumpad, og de virkede som et særdeles fasttømret trekløver, som de stod der i dyb koncentration om det, det hele handler om: musikken. De to gange Davidsen tog sig af de sfæriske lydflader og maskinelle trommebeats, der udgør fundamentet i de fortrinsvist elektroniske numre, mens Juul stod for keyboardakkoderne og den smukke, lyse vokal.

De elektroniske arrangementer byder ikke altid på megen fremdrift og kræver plads og ro til at vokse og sætte sig fast. Men lytteren bliver belønnet for sin indsats, og når man først er kommet ind i Indians’ univers, der bevæger sig i sit helt eget mønster mellem knitrende electronica, organisk folk og drømmende indiepop, er det meget svært at slippe det igen. Indslag med akustisk guitar, der ind i mellem kom væsentligt op i tempo, gav en god afveksling i lydbilledet, og de nye numre, der blev luftet (”Ambitious” og ”Green Point”), antydede en ny og mere indierocket vej for et kommende album. Dog stadig med den umiskendelige Indians-dna.

Det virker svært at fremhæve enkelte numre frem for andre, da sættet hele vejen igennem solidt, velspillet og dybfølt, men særligt ”Melt” og albummets titelnummer brillerede. En absolut sanselig rejse gennem Indians’ smukke drømmeland.

★★★★★☆

Deltag i debat