Koncerter

Roskilde Festival 2013: Ingrid feat. Lykke Li m.fl., 04.07.13, Orange

Skrevet af Andreas Overgaard

Der var ikke rigtig noget, der fungerede for Ingrid. Højdepunkterne var spredt for langt ud over den to timer lange koncert, og hvad der kunne have været så godt, endte med blive et forvirret showcase uden hoved eller hale.

Når Roskilde Festival offentliggør, at de har sikret sig en eksklusiv koncert, er man aldrig helt sikker på, hvad man skal forvente. Det svenske indiekollektiv/pladeselskab Ingrid har kun tidligere spillet én samlet koncert, nemlig på Way Out West-festivalen i Göteborg sidste år. Da de skulle indtage Roskilde Festivals Orange Scene torsdag nat, var det samtidig annonceret, at der ville komme nogle specielle gæster oven i de glimrende kunstnere, pladeselskabet allerede har i stalden, hvilket også resulterede i nogle forhåbninger om en spændende koncert.

Da klokken slog 1 var Orange Scene henlagt i komplet mørke, hvorefter et dusin kutteklædte musikere pludselig stod på scenen. De sorte skikkelser satte gang i et kort og akavet acapellacover af Joy Divisions “Love Will Tear Us Apart”, før de forlod scenen lige så hurtigt, som de havde entreret den. Lyset blev tændt igen, og tilbage stod kun Peter Bjorn and John. De spillede sig igennem fire numre, der alle blev ødelagt af en forfærdelig lyd, men en bas så dunkende, at en sang som “Objects of My Affection” endte med at blive næsten uigenkendelig og ulidelig at høre på.

Der gik en halv time før lyden nåede et nogenlunde acceptabelt miks. De nydannede band Amason bød på to numre efter Peter Bjorn and Johns åbning, men nåede aldrig at blive meget bedre end anonymt. Heldigvis bragte Ingrid herefter deres først es på banen: Kristian Matsson aka The Tallest Man on Earth, der havde stået og spillet lidt rytmeguitar til nogle af numrene, gav en stærk udgave  af “Where Do My Bluebirds Fly”, som i aftenens anledning var gjort til en mørk og tung sag.

Efter Matsson forlod scenen, begyndte koncerten dog for alvor at blive rodet: Musikere væltede ind og ud mellem numrene, og der var ingen rød tråd at spore. Visuelt var det heller ikke nogen stor oplevelse: fem grå rektangler og små videoer på storskærme var alt, hvad scenen var dekoreret med. Efter en times tid begyndte publikum også at blive utålmodige. Lykke Li holdt folk lidt hen med “I Follow Rivers”, der gav kollektivet lidt grund at stå på, hvilket også var nødvendigt, da et ellers pænt fremmøde var begyndt at tynde alvorligt ud.

På trods af, at koncerten alt i alt var for rodet til at lykkes som helhed, var der da nogle højdepunkter: Andrew Wyatt gav en ganske medrivende udgave af “Black Tin Box” sammen med Lykke Li, og at se Chrissie Hynde synge sig igennem klassiske Pretenders-numre som “I’ll Stand by You”, “Don’t Get Me Wrong” og “Under My Thumb” var en velkommen tilføjelse til den lidt tamme koncert. Det var bare svært at se sammenhængen og baggrunden for hendes tilstedeværelse. Der kom først noget, der mindede om en forløsning, da kollektivet afslutningsvist spillede sig igennem Peter Bjorn and Johns fløjtehymne “Young Folks”, der gav de tålmodige tilbageværende en belønning for at have holdt den to timer lange ørkenvandring ud.

★★½☆☆☆

Deltag i debat