Koncerter

Roskilde Festival 2013: Kendrick Lamar, 04.07.13, Arena

Skrevet af Signe Palsøe

Når Kendrick Lamar var bedst, strålede Compton-rapperens sans for den gode historie og den ekstatiske fællessang. Desværre led koncerten gevaldigt under et utal af publikumsengagerende opbrud.

»I’ve played concerts for 10 years, and this is the loudest crowd I’ve ever had,« proklamerede Kendrick Lamar til et overstadigt publikum nær slutningen af sin Arena-koncert. Og man troede ham: Gennem de forgangne 15 minutter havde Lamars opildning af de 20.000 fremmødte opbygget en aldeles øresønderrivende lydmur af hujen, klappen og “Seven Nation Army”-lålå’er.

Spoler vi tiden en lille time tilbage, nåede lydniveauet næsten samme højder hos den forventningsfulde og feststemte forsamling, inden Lamar gik på scenen. Compton-knægten har siden den to år gamle Section.80 og ikke mindst med sidste års Good Kid, M.A.A.D City opbygget en både stor og broget fanskare, og man forstår hvorfor: Lamars hiphopskæringer er ørehængende samtidig med, at hans observationer fra det kriminelle Compton graver et stik dybere og skitserer det samme miljø, der for 10 år siden ligeledes fascinerede verden med “The Wire”-seriens historier fra den modsatte kyst. Pladerne fremstiller en hård by set gennem øjnene hos en på mange måder helt almindelig ung gut, hvis hverdag udgøres af skole, venner, piger og en anelse småkriminalitet.

Det er ikke svært at fatte sympati for Lamars ligefremme og drengede facon på udgivelserne – og det er netop sådan en jordnær attitude, der også kan skabe en helt særlig tiltrækningskraft i en koncertsituation. Noget tyder dog på, at et års tid med massiv succes alligevel har gjort det vanskeligt for den unge rapper at beholde begge ben plantet solidt på den vestamerikanske grund. Det krævede i hvert fald en 15 minutter lang intro med øredøvende høje samples af alt fra “Harlem Shake” og “Niggas in Paris” til pumpende eurodance, førend publikums ekstatiske hoppen var på et sådant niveau, at Lamar ville gøre sit band følgeskab på scenen.

Ud af kun 75 minutters spilletid er et kvarter en del, og ærgerlige statiske perioder uden det store musikalske indhold endte da også med at udgøre en ikke uvæsentlig del af Lamars koncert. Den lange intro mundede ud i stumper af såvel “The Art of Peer Pressure” som “M.A.A.D City”, der ikke var langvarige nok til at sætte en stemning – og hvor en kedelig tendens til igen og igen at stoppe backingtracket for at lade publikums sang gå igennem ikke mindskede det noget rodede udtryk.

Heldigvis fandt koncerten et mere konsistent gear med den forrygende flabede “Backseat Freestyle”, hvis energiniveau matchede publikums, uden at det var nødvendigt at opildne forsamlingen yderligere. Også et mindre ekstrovert indslag som “Moneytree” var en herligt tilbagelænet og sammenhængede etape, hvori Lamar kunne sporte et upåklageligt rullende flow uden afbrydelser i publikumsengagerende initiativer.

Det var en skam, at endnu 15 minutter skulle gå med at afholde crowd loudness-konkurrence teltets to sider imellem. Det gik ud over det pågående og bidske flow i “M.A.A.D City”, der efter hvert omkvæd igen og igen blev afbrudt af Lamars langvarige opfordringer til at huje endnu mere. Og man var pinligt bevidst om, at det også gik ud over den samlede spilletid, som der ikke kunne være ret meget tilbage af.

Selvfølgelig var det fedt, da “Swimming Pools” afsluttede hovedsættet, og da Lamar vendte tilbage på scenen med et fint og nedbarberet spokenword-præget ekstraindslag. Her kom hans allerstærkeste kort i spil: At skabe en fest på det musikalske forlægs præmisser – og at give plads til fordybning i det solide raphåndværk. To aktiver, der i løbet af Lamars fem kvarter på scenen desværre blev nedprioriteret lige vel rigeligt til fordel for at kræve tomme decibel fra publikum.

★★★☆☆☆

Leave a Reply