Koncerter

Roskilde Festival 2013: Kirstine Stubbe Teglbjærg, 05.07.13, Odeon

Kirstine Stubbe Teglbjærgs solokarriere er kommet særdeles godt fra start, og hendes poetiske og drømmende univers foldede sig smukt ud i sommernatten, så man kun kunne sænke skuldrene og give sig hen.

Mens Linkoban havde sat gang i en frådende fest ovre på Cosmopol, så var scenen sat til en helt anden koncertoplevelse med en anden dansk og dramatisk dame, Kirstine Stubbe Teglbjærg på Odeon. Kl. 22:59 stod der blot en lille håndfuld mennesker og ventede. Åh nej, det kunne godt blive lidt for intimt, men heldigvis begyndte en betragtelig tilvandring, efterhånden som de sfæriske guitarakkorder begyndte at flyde fra KST og hendes band.

Hun ser så lille og fin ud, men som hun står der med sin guitar, er der ingen tvivl om, at KST er meget mere end en yndig nipsfigur. Først og fremmest har hun en af landets allersmukkeste vokaler. Let som en fjer og fuld af raffineret sødme, men med en særegen skævhed, der aldrig virker påtaget – som en dansk pendant til Stina Nordenstam. Lige dele melankoli og solskin. Det er ‘lyden af mørke skove og lyse nætter’, som en af stroferne i ”Drømmenes lyd”, der fik lov at åbne sættet, går. Sjældent har en hvisken virket så stærkt.

På solodebuten ”Hamskifte” bevæger KST sig på mange måder langt fra væk fortiden som frontfigur i Blue Foundation. Den industrielle, dansable triphop er afløst af et sansemættet og meget personligt musikalsk rum, hvor der synges på dansk. Over for de poetiske tekster og den knugende nærhed, som vokalen formidler, står en dirrende sammensætning af organiske og elektroniske, manipulerede lyde. Man ved ikke, om man skal være tryg eller urolig. Denne kontrast, som er Hamskiftes helt store styrke, fik endnu mere rum live. Violinbuen blev flittigt brugt på guitarstrengene, der hylede skizofrent og fastholdt publikum i en sky af blød støj. Samtidig stod KST med en myndig ro og virkede så veltilpas, at man kun kunne sænke sine frysende skuldre og give sig hen. Selvom der blev taget godt imod det gamle Blue Foundation-hit ”Bonfires” i en lavtempo-version, var det tydeligt, at de nye solonumre tager lytteren et meget mere interessant sted hen.

Med sommernatten lige uden for teltdugen var det en på alle måder smuk oplevelse.

★★★★★☆

Om skribenten

Nina Ulrich Østergaard

 

Biografi:
Første musikalske åbenbaring fandt sted, da jeg som syvårig blev voldsomt forelsket i The Beatles, særligt Paul McCartneys bløde ansigt anno 1964, som jeg skrev meget om i min dagbog med sirlig skråskrift. De har fulgt mig lige siden – hvis man ser bort fra en gylden, præpubertær periode i 90'erne, hvor pigeværelsets vægge var tapetseret med Backstreet Boys. Siden har jeg været igennem de obligatoriske teenagefaser med britpop, grunge, punk, hææævy metal, garagerock, shoegazer og følsom indiepop. I dag hører jeg det meste og er bestemt heller ikke bange for en god popsang. Har et utrolig svagt punkt for Sonic Youth, Nikolaj Nørlund og ABBA (mit sene ungdomsoprør).

 

Fem evige favoritalbums:
Sonic Youth: Alt fra 1985-1990
My Bloody Valentine: Loveless
Cocteau Twins: Treasure
Stina Nordenstam: And She Closed Her Eyes
The Cure: Disintegration

 

Fem favoritter lige nu:
Alice Boman: EP II
Yumi Zouma: EP
Beastie Boys: Paul's Boutique
Sun Kil Moon: Benji
Joni Mitchell: Hejira

Skriv et svar