Koncerter

Roskilde Festival 2013: Linkoban, 05.07.13, Cosmopol

Man kunne ikke have valgt en bedre fest fredag aften. Linkoban leverede en hårdtpumpet optræden fra start til slut, hvor energi, attitude og flow gik op i en højere enhed.

»Fuck Rihanna, fuck Rihanna!,« lød råbet fra publikum gentagne gange. Til sidst hoppede Linkoban også selv med på den, men vist med et grin og et glimt i øjet. Jo, det var tydeligt, at den dansk-kinesiske grimerapper måtte kæmpe om opmærksomheden med popdivaen, hvis tilstedeværelse på Orange Scene ikke var til at komme udenom. Men man blev hurtigt bekræftet i, at man havde valgt at besøge den rigtige dame. Lige fra start med ”One Trick Pony” var Linkobans optræden en fest uden sidestykke.

Hendes koncert sidste år på Pavilion Jr. var en af dem, jeg var mest ked af at have misset, og den sikrede hende altså – sammen med udgivelsen af debutalbummet Ox tidligere i år og i øvrigt et talent af international format – en velfortjent opgradering til Cosmopol. Med sig denne aften havde hun, ud over sit lille band, to mandlige dansere iklædt mavebluser med teksten ‘Linkoboy’, men Linkoban kunne sagtens have stået mutters alene på scenen og fyldt den helt ud. Man ville ikke have bedt om mere. Hendes attitude og energi er i en klasse for sig, og at hun så oven i købet virker virkelig sympatisk, smelter mit anmelderhjerte.

Linkoban er allerede vidt berømt for sit ekstremt sikre flow, der gør hendes hårdtpumpede blanding af grime, hiphop, electronica og M.I.A-agtig pop tilsat ofte ironiske, kitschede tekster til noget særligt respektindgydende og ikke mindst aldeles uhørt på den danske musikscene. Med egne ord er hun opvokset i baglokalet af en kinesisk grillbar i forstæderne, som har givet inspiration til ”Suburbia Utopia Hollywood” og sået den stålsatte vilje til at opdyrke talentet, der allerede har taget hende langt.

Sjovt, som visse kunstnere kan få en til at smide al intelligens/forbehold/træthed over bord og hengive sig til at råbe med på mere eller mindre meningsløse ord, som gjaldt det liv eller død. De oplagte festivalfuldtræffere ”Popgun Track”, ”Super Into On It” og ”Like This” sad lige i skabet og var alt det, man havde brug for at danse til denne fredag aften.

★★★★★☆

Om skribenten

Nina Ulrich Østergaard

 

Biografi:
Første musikalske åbenbaring fandt sted, da jeg som syvårig blev voldsomt forelsket i The Beatles, særligt Paul McCartneys bløde ansigt anno 1964, som jeg skrev meget om i min dagbog med sirlig skråskrift. De har fulgt mig lige siden – hvis man ser bort fra en gylden, præpubertær periode i 90'erne, hvor pigeværelsets vægge var tapetseret med Backstreet Boys. Siden har jeg været igennem de obligatoriske teenagefaser med britpop, grunge, punk, hææævy metal, garagerock, shoegazer og følsom indiepop. I dag hører jeg det meste og er bestemt heller ikke bange for en god popsang. Har et utrolig svagt punkt for Sonic Youth, Nikolaj Nørlund og ABBA (mit sene ungdomsoprør).

 

Fem evige favoritalbums:
Sonic Youth: Alt fra 1985-1990
My Bloody Valentine: Loveless
Cocteau Twins: Treasure
Stina Nordenstam: And She Closed Her Eyes
The Cure: Disintegration

 

Fem favoritter lige nu:
Alice Boman: EP II
Yumi Zouma: EP
Beastie Boys: Paul's Boutique
Sun Kil Moon: Benji
Joni Mitchell: Hejira

Skriv et svar