Koncerter

Roskilde Festival 2013: Metallica, 06.07.13, Orange

Skrevet af Daniel Niebuhr

Det tog kun nogle minutter, før den indlende rust i Metallica-maskineriet og Orange Scenes lydbillede var fjernet, og herefter var dette års altoverskyggende metalkoncert på dansk grund ikke andet end hit på hit på hit på hit på…

Lad os starte med at få det kedelige – i form af det stort set eneste negative punkt – af vejen først: Ja, Metallicas optræden lørdag aften var et par numre om at komme rigtig op i gear. Men når det så er sagt, udviklede en af årets mest ventede koncertoplevelser på dansk grund sig til netop den hitparade, man kunne have forventet. For med en mere end to timer lang, komplet og musikalsk fejlfri performance sørgede thrashlegenderne for, at der ikke var efterladt nogen som helst tvivl om, hvem der er verdens største (og vel nok bedste) metalnavn.

Det hele blev som før nævnt desværre skudt lettere svagt i gang med “Blackened” og “For Whom the Bell Tolls”, der begge er at finde på Ride the Lightning, fordi lyden – som det næsten er kutyme på Orange Scene – lige skulle have lov til at finde sig til rette. Men akkurat som man på forhånd havde gået og håbet på, udgjorde den absolutte elite i kvartettens bagkatalog langt størstedelen af aftenens optræden, hvor det kun blev til enkelte afstikkere fra gruppens fem første og så afgjort bedste udgivelser. Dog var det heldigvis nogle deciderede sjældenheder, der i samme omgang blev hevet frem mellem de mere forventelige numre, hvor blandt andet Re-Loads “Carpe Diem Baby” og den albumløse “I Disappear” var glædelige overraskelser i det ellers forudsigelige sæt.

Midt i det hele var de der selvfølgelig også: Idolerne og ikonerne, der ligesom lyden indledningsvis virkede en smule sløve, men som med tiden fik svunget sig op på et helt andet energiniveau. Hetfield påtog sig nok en gang rollen som uovertruffen frontfigur, Hammetts soli var lige så overlegne og fyldt med wah-pedal som altid, og efter bandet først havde fået fjernet den indledende rust, var der ikke den passage, der ikke blev fremført med største intensitet og spilleglæde.

Samtidig blev hitparaden kun ved med at fortsætte med blandt andet “Sad But True”, og til den frygtindgydende og monumentale “One” blev det helt store, pyrotekniske artilleri desuden også taget i brug. Pludselig var nattehimlen fyldt med eksplosioner, fyrværkeri og fem meter høje ildsøjler fra Orange Scenes yderområder som et veludført, visuelt akkompagnement til nummerets krigshærgede åbningssekunder. Herefter var der ingen vej tilbage, og det føltes nærmest som en selvfølge, at fire af bandets vel nok mest sublime og fængende kompositioner fik lov til at blive fremført lige efter hinanden. Således var der dømt fadøl, fællessang og folkefest til tonerne af “Master of Puppets”, “Battery”, publikumshymnen “Nothing Else Matters” samt “Enter Sandman”, førend man kun kunne stå tilbage, applaudere Metallicas triumferende tilbagevenden til Roskilde Festival og vente på de obligatoriske ekstranumre.

Her tog vi så igen turen forbi Re-Load, den storslåede pyroteknik og “Fuel”, før vi bevægede os tilbage til de glade 80’ere med “Creeping Death”. Ikke overraskende blev der lukket og slukket (og skrålet med) til “Seek and Destroy” fra debutpladen Kill ’em All, og efterfølgende lod det på ingen måde til, at hverken band eller det talstærke publikum havde lyst til at sætte det sidste punktum for dette års altoverskyggende metalkoncert herhjemme, der  – som Lars Ulrich så rigtigt formulerede det – helst ikke kun skal forekomme hvert tiende år.

★★★★★½

1 kommentar

  • Blackened er ikke fra ride the lightning, men fra justice pladen. Men mega fed koncert!

Leave a Reply