Koncerter

Roskilde Festival 2013: Mø, 01.07.13, Pavilion Junior

Menneskehavet, der fyldte hele området omkring Pavilion Jr., var ikke til at tage fejl af: Møs popularitet disse dage kan ikke undervurderes. Selv de mest korslagte arme måtte overgive sig til hendes velsmurte hitmaskineri, der dog forløb uden store overraskelser.

Inden hun overhovedet har udgivet sit debutalbum, er  alias Karen Marie Ørsted i dén grad talk of the town, har scoret en international pladekontrakt med RCA Victor/Chess Club, turneret i flere lande, optrådt i samtlige landsdækkende medier og fået overrakt en pris af Kronprinsparret.

Dette til trods har jeg tydeligvis undervurderet det nye danske stjerneskuds popularitet, der er skudt i vejret med raketfart. Troede man, at det var tids nok at trille ned til Pavilion Jr. klokken 21:50 for at få et nogenlunde udsyn til scenen, tog man i hvert fald grueligt fejl. Menneskehavet var uendeligt, forventningerne var til at tage og føle på, og for hovedpersonen selv må det have været ganske surrealistisk at se hele området omkring scenen forvandlet til én stor fest, allerede inden musikken spillede.

Jeg er bestemt ikke Mø-fan og har forholdt mig særdeles skeptisk til hele dette hitmaskineri – men det er sgu svært fortsat at være gammel og sur, når pigen kaster sig rundt på hele scenen og tilsyneladende ikke kan træde ét skridt forkert, mens alle omkringstående har godt gang i fællessangen til hits som “Waste of Time”, “Pilgrim” og “Glass”. Mø ejede festivalpublikummet denne mandag aften, og selvom hun ikke længere spiller fissepunk på Fyn som en del af hedengangne Mor, har hun bibeholdt en hårdkogt bad ass-attitude, der virker slående hudløs og ægte midt i hele cirkusset af skrigende teenagere og forventningsfulde medier. Og så er attituden da heller ikke hårdere, end at den lod en stor taknemmelighed skinne tydeligt igennem.

Møs på samme tid iørefaldende og drilske blanding af groovy electropop, soul og dunkle, industrielle passager blev leveret sammen med et band bestående af en trommerslager, guitarist og laptop-fyr til at holde styr på de mange backing tracks, der agerede kor, samt en håndfuld stemningsskabende visuals. Resultatet var yderst stramt og professionelt, og alligevel var den rebelske vildskab tilpas synlig i Møs energiske fagter og udtryksfulde røst. De store musikalske overraskelser udeblev, men herregud, folket var ellevilde og fik efter alt at dømme, hvad det var kommet efter.

Hype eller ej, så er Mø som født på en scene, så selv de mest korslagte arme må overgive sig.

★★★★½☆

Om skribenten

Nina Ulrich Østergaard

 

Biografi:
Første musikalske åbenbaring fandt sted, da jeg som syvårig blev voldsomt forelsket i The Beatles, særligt Paul McCartneys bløde ansigt anno 1964, som jeg skrev meget om i min dagbog med sirlig skråskrift. De har fulgt mig lige siden – hvis man ser bort fra en gylden, præpubertær periode i 90'erne, hvor pigeværelsets vægge var tapetseret med Backstreet Boys. Siden har jeg været igennem de obligatoriske teenagefaser med britpop, grunge, punk, hææævy metal, garagerock, shoegazer og følsom indiepop. I dag hører jeg det meste og er bestemt heller ikke bange for en god popsang. Har et utrolig svagt punkt for Sonic Youth, Nikolaj Nørlund og ABBA (mit sene ungdomsoprør).

 

Fem evige favoritalbums:
Sonic Youth: Alt fra 1985-1990
My Bloody Valentine: Loveless
Cocteau Twins: Treasure
Stina Nordenstam: And She Closed Her Eyes
The Cure: Disintegration

 

Fem favoritter lige nu:
Alice Boman: EP II
Yumi Zouma: EP
Beastie Boys: Paul's Boutique
Sun Kil Moon: Benji
Joni Mitchell: Hejira

Skriv et svar