Koncerter

Roskilde Festival 2013: My Bubba, 07.07.13, Gloria

Skrevet af Jonathan Heldorf

My Bubba spillede en sød og vedkommende koncert, der adskilte sig markant fra resten af programmet, men desværre var pigerne lidt for puttenuttede og stille til søndagsstive Roskilde.

My og Bubba – som de kalder sig, de to søde københavnerpiger fra henholdsvis Island og Sverige – begyndte at synge sammen over opvasken i den lejlighed, de delte. Siden da er der sket lidt, men pigerne synger stadig små, søde opvaskesange, og i minutterne inden de gik på scenen, lignede Gloria rød stue lige før middagsluren. Folk sad tæt sammen helt oppe ved scenekanten og ventede på at få fortalt lyriske historier.

Det var virkelig som at være til koncert tilbage i børnehaven eller på biblioteket, og fascinationen var også den samme.

Deres ufattelig bly og nærmest charmerende sky udtryk vandt stort hos de forreste rækker i Gloria-hallen. Imellem de beroligende countryviser blev der både flirtet med publikum og fniset internt. Det var til at blive helt paf over, hvor lidt My Bubbas lille opvisning lignede en almindelig Roskilde-koncert, og det var meget forfriskende.

Nogle underfundige coversange blev det også til. Her var især deres fortolkning af Marvin Gayes ”Sexual Healing” nok til at gøre mig rød i kinderne, mest fordi de to piger var så ekstremt uskyldige, generte og helt igennem puttenuttede samtidig med, at man ikke kunne være i tvivl om deres latente, selvsikre kvindelighed.

Bagsiden af medaljen var dog, at de to piger med band bestående af kontrabassist, guitarist og percussionist slet ikke formåede at træde i karakter over for resten af hallen, hvor snakken gik højlydt og rungede igennem den skoldhede hal.

Dertil kom, at koncerten var alt for lang; at spille i mere end en time på højlydte Gloria, hvor varmen hurtigt blev ulidelig, var langt fra det bedste udgangspunkt for at høre My Bubba. My Bubba gør sig uden tvivl helt perfekt på en Vesterbro-café en halvsen hverdagsaften i fingerflettende selskab.

★★★★☆☆

Om skribenten

Jonathan Heldorf

 
Biografi:
I skolen blev jeg altid drillet med mine store ører, men jeg har fundet ud af, at sådan nogle anordninger er særdeles velegnede til at lytte med... sagde ulven. Men siden da er der jo gået nogle år, og i øjeblikket nørder jeg retorik og sprogpsykologi for fulde gardiner. Ørerne er stadig lytteglade og elsker britpop ubetinget; generelt kan de vel siges at være anglofile, selvom det er en lidt udefinerbar betegnelse. Andre præferencer er eksempelvis den nyere nordamerikanske alternative scene, hvor bands som Arcade Fire, Sufjan Stevens, Yeah Yeah Yeahs, Interpol, Yeasayer og Tv on the Radio dominerer.
 
Fem favoritalbums:
Mansun: Attack of the Grey Lantern
Eels: Souljacker
Cardigans: Long Gone Before Daylight
Supertramp: Crisis? What Crisis?
Smashing Pumpkins: Adore

Skriv et svar

boeger