Koncerter

Roskilde Festival 2013: Navneløs, 30.06.13, Pavilion Junior

Navneløs har deres unge alder til trods imponerende godt styr på både udtryk og indhold og fik trods startvanskeligheder leveret en overbevisende koncert. Desværre blev der i lang tid givet for lidt plads til en af deres største forcer, Lin Rosenbecks skiftevist skrøbelige og dramatiske stemme, der druknede i instrumenteringen.

De kender deres virkemidler, Navneløs. En for en gik de syv bandmedlemmer på scenen med hvert sit instrument. Langsomt blev der bygget op til forsanger Lin Rosenbecks indtræden, den lille pige med den store stemme, der tydeligvis – og helt forståeligt – havde nerver på.

Navneløs består af nogle særdeles kompetente musikere, men bandets styrke ligger for mig at se mindst lige så meget i det følsomme udtryk, der opstår i mødet med de poetiske dansksprogede tekster og Rosenbecks skiftevis skrøbelige, drævende og dramatiske vokal. Derfor var det usandsynligt ærgeligt, at hun desperat druknede i de øredøvende guitarer, violin og trommer gennem de første par numre, der stod tilbage med et ensformigt og lidt trægt udtryk. Det blev dog bedre undervejs, og især de foruroligende lydbilleder i “Verdens ende” og “For dig dreng”, EPs ubestridte højdepunkter, foldede sig smukt ud, i takt med at bandet løsnede lidt op for den anspændte attitude og fik kontakt ud over scenekanten.

“Solsikker” fik for alvor tag også i det bagerste (og temmeligt distraherede) publikums opmærksomhed og affødte et flot bifald, mens det sidste nummer “En sang om en skygge” sendte kaskader af drømmende reverbguitar op gennem teltdugen, så man for en stund glemte tid og sted. Bedst som der blev givet plads til de mange fine nuancer fra studieindspilningerne, løb spilletiden desværre ud.

Der er imponerende meget styr på stilen, selvom gennemsnitsalderen ligger på omkring 20 år, og selvom de i dag kom skævt fra start, endte Navneløs alligevel med at levere en overbevisende koncert, der lover godt for det kommende materiale. Med en bedre balance mellem det voldsomme og det sarte kan de blive lige så forførende live som på plade.

★★★½☆☆

Om skribenten

Nina Ulrich Østergaard

 

Biografi:
Første musikalske åbenbaring fandt sted, da jeg som syvårig blev voldsomt forelsket i The Beatles, særligt Paul McCartneys bløde ansigt anno 1964, som jeg skrev meget om i min dagbog med sirlig skråskrift. De har fulgt mig lige siden – hvis man ser bort fra en gylden, præpubertær periode i 90'erne, hvor pigeværelsets vægge var tapetseret med Backstreet Boys. Siden har jeg været igennem de obligatoriske teenagefaser med britpop, grunge, punk, hææævy metal, garagerock, shoegazer og følsom indiepop. I dag hører jeg det meste og er bestemt heller ikke bange for en god popsang. Har et utrolig svagt punkt for Sonic Youth, Nikolaj Nørlund og ABBA (mit sene ungdomsoprør).

 

Fem evige favoritalbums:
Sonic Youth: Alt fra 1985-1990
My Bloody Valentine: Loveless
Cocteau Twins: Treasure
Stina Nordenstam: And She Closed Her Eyes
The Cure: Disintegration

 

Fem favoritter lige nu:
Alice Boman: EP II
Yumi Zouma: EP
Beastie Boys: Paul's Boutique
Sun Kil Moon: Benji
Joni Mitchell: Hejira

Skriv et svar