Koncerter

Roskilde Festival 2013: Quadron, 06.07.13, Odeon

Skrevet af Jonathan Heldorf

Quadron så sit snit til at stjæle publikums hjerter, og det gjorde de grundigt med et sæt, der emmede af vellyd og inderlighed.

Odeon – og området omkring – var pakket til bristepunktet med glade og forhåbningsfulde mennesker, da Quadron gik på scenen lørdag aften. Den danske soul-pop-duo har siden debuten fra 2009 været i de udenlandske mediers søgelys, men det er først for nylig med albummet Avalanche, at danskerne har taget Quadron til sig. Og det kunne mærkes på det sitrende publikum, at de var vilde for at råde bod på den tabte tid og vise deres kærlighed til bandet for fulde gardiner.

Og det var den helt perfekte lejlighed. Lyden under Odeons teltdug var ikke bare upåklagelig, men decideret fremragende. Hver en tone stod tydeligt frem og hvert et kantslag var sprødt og klart. Men selvfølgelig var det Coco O’s magiske stemme, der virkelig fik Odeon til at svimle.

Det store fremmøde betød desværre, at ikke alle – i hvert fald uden for teltdugen – var helt så opslugte af, hvad der foregik inden i teltet; der var simpelthen for meget virak, og mange i udkanten havde svært ved at holde fokus. Lyden var nu også overraskende lav, så snart man var ude af teltet, og måske var det derfor snakken gik mere end lystigt.

Det var to forskellige koncerter, om man var i teltet eller udenfor, men heldigvis var det – efter et par numre – med lidt god vilje muligt at komme ind under Odeons skygge, hvor glæden var total. Coco O kunne ikke skjule sin overvældelse, og det var rørende at være vidne til de mange følelser, der var i spil – både i og mellem numrene.

Al den inderlighed, der både kom til udtryk i musikken og i musikerne var den perfekte mulighed for Quadron til at grave sig dybt ind i Roskilde-publikummets hjerter, og den chance greb de.

★★★★★☆

Om skribenten

Jonathan Heldorf

 
Biografi:
I skolen blev jeg altid drillet med mine store ører, men jeg har fundet ud af, at sådan nogle anordninger er særdeles velegnede til at lytte med... sagde ulven. Men siden da er der jo gået nogle år, og i øjeblikket nørder jeg retorik og sprogpsykologi for fulde gardiner. Ørerne er stadig lytteglade og elsker britpop ubetinget; generelt kan de vel siges at være anglofile, selvom det er en lidt udefinerbar betegnelse. Andre præferencer er eksempelvis den nyere nordamerikanske alternative scene, hvor bands som Arcade Fire, Sufjan Stevens, Yeah Yeah Yeahs, Interpol, Yeasayer og Tv on the Radio dominerer.
 
Fem favoritalbums:
Mansun: Attack of the Grey Lantern
Eels: Souljacker
Cardigans: Long Gone Before Daylight
Supertramp: Crisis? What Crisis?
Smashing Pumpkins: Adore

Skriv et svar

boeger