Koncerter

Roskilde Festival 2013: Queens of the Stone Age, 07.07.13, Orange

Skrevet af Daniel Niebuhr

Søndag aften kunne man på Orange Scene opleve Josh Homme og resten af Queens of the Stone Age i noget nær absolut topform, hvor de fik hevet publikum med på en sand tour de force udi deres mest slagkraftige og velfungerende kompositioner.

Tidligere på dagen sad jeg og genlæste min anmeldelse fra sidst, Queens of the Stone Age gæstede landet. Det, der her mere end to år efter umiddelbart slog mig, var en gennemgående mangel på kritisk sans fra min side, og jeg var derfor fast besluttet på at droppe mine fanboy-briller i den bagende søndagssol foran Orange Scene. Det blev dog lettere sagt end gjort.

For hvor koncerten i Vega centrerede sig omkring genudgivelsen af stenalderdronningernes nu 15 år gamle debutplade, havde Josh Homme og co. kun medbragt det bedste af det bedste fra deres fem andre studieudgivelser inklusiv den kun få måneder gamle …Like Clockwork på Roskilde. Og hvor meget jeg end prøvede at finde noget negativt ved Queens of the Stone Ages performance søndag aften, lykkedes det aldrig.

De gjorde det heller ikke let for mig ved at åbne med en tretrins-hitraket med først hyldesten til den umiddelbare stemning på festivalpladsen, “Feel Good Hit of the Summer”, dernæst åbningsnummeret “You Think I Ain’t Worth a Dollar, but I Feel Like a Millionaire” fra gruppens magnum opus, Songs For The Deaf (2002), samt vel nok det største hit fra samme plade, “No One Knows”. »This is gonna be goooood,« sagde Homme i sin vanlige, underspillede rolle som Mr. Cool, inden vi for alvor var kommet rigtig i gang – og det blev det også. For søndag aften så vi bandet med “Ginger Elvis” som demagogisk frontfigur i noget nær deres absolutte topform, hvor de fik hevet publikum med på en sand tour de force udi deres mest slagkraftige og velfungerende kompositioner.

Fra det seneste udspil fik vi derfor også “My God Is the Sun”, som man på forhånd kunne have udset til at blive en fast del af bandets liverepetoire, mens Homme satte sig bag pianoet til fremførelsen af “Vampyre of Time and Memory”. Derudover kom vi ganske vidt omkring QOTSA’s meget forskellige udgivelser, hvor den tunge “Burn the Witch” nød godt af Jon Theodores trommespil, der i et enkelt, hæsblæsende solomoment gav associationer til de gyldne The Mars Volta-dage, og de to ældre fanfavoritter i henholdsvis “Little Sister” og “Make it Wit Chu”, – som i dag var dedikeret specielt til det kvindelige publikum – , manifesterede sig som nogle af gruppens stærkeste sange.

Med i den gruppe kan man efter koncerten på Roskilde også sagtens tilføje “I Appear Missing” fra …Like Clockwork, der i al sin overvældende storslåethed og med en forlænget solo/outro kun yderligere forstærkede min holdning om, at den er det i særklasse bedste nummer fra dette års album. Vi skulle også bevæge os en smule væk fra det traditionelle rockudtryk med den udsyrede 15/4-skæring “I Think I Lost My Headache” fra Rated R (2000), hvor den intensiverende og vanvittige afslutning dog blev skåret ned til en meget kortere udgave end i sin oprindelige version.

Solen fik lov til at gå ned til tonerne af endnu to Songs for the Deaf-numre i form af “Go With The Flow” og den fabelagtige “Song For The Dead”, hvor Theodore endnu en gang udgjorde et eminent alternativ til Dave Grohls originalindspilninger. »C’est la vie« afsluttede Homme de i grunden alt for korte 15 numre og små fem kvarter med, inden bandet forlod scenen for at overlade den til et fantastisk tysk 3-D extravanganza.

Det er for mit vedkommende svært at se, hvad Queens of the Stone Age skulle have gjort anderledes for at have hævet det fantastisk høje niveau endnu mere. Måske kunne man have håbet på bare et enkelt nummer fra debutpladen; men når nu erstatningen kom i form af næsten alt det bedste fra de resterende udgivelser, så overlever jeg bestemt.

Tak for i år, Roskilde. Det var som altid en fornøjelse.

★★★★★★

Deltag i debat