Koncerter

Roskilde Festival 2013: So-So Echo, 01.07.13, Pavilion Junior

Skrevet af Anna Møller

So-So Echo har med raketfart bevæget sig op af musikmulden, men spørgsmålet er, om de har fået de velskrevne popsange med dernedefra.

So-So Echo er et forholdsvist ubeskrevet popblad på trods af deres åbenlyse electropophit-potentiale, der har ramt direkte ind i et glødende P6 Beat-segment. Trioen har kun eksisteret siden januar 2013, men de tre musikere Thor­ben Sei­erø Jensen, Sune Sølund og Jenny Rosander er nogle erfarne folk med ophav i hhv. Alcoholic Faith Mission og Rosander i projektet Lydmor, og derfor forekommer det mindre underligt, at den purunge trio efter kun et halvt år skal spille på Roskildes Pavilion Junior-scene.

Badet i generøst, purpurfarvet lys og flyvende sæbebobler fra krølhårede hippiekids udfyldte So-So Echo deres sådan ca. 38 minutter med catchy, elektronisk drømmepop, der – på trods af decideret hitpotentiale i lysglimt – endte med at flyde sammen til et lidt udechifrerbart udtryk. Naturligvis skilte de to singler, “So-So Echo”, der faldt som andet nummer, og trioens allerførste udgivelse, “Imaginary Worlds”, sig ud positivt. De to singler er virkelig skåret ud af en catchy popskabelon, hvor de melankolske electrotråde trækker over mod bands som Ice Cream Cathedral. Jenny Rosanders vokal er umiskendelig følelsesfuld og smuk, og da hun i sættets tredje nummer (vistnok) sang »Nothing’s going on« igen og igen, mens lydhavet af støj bag hende steg i fylde og intensitet, så nåede koncerten vel et tidligt højdepunkt.

En sen kulmination fandt publikum under det afsluttende nummer, der skabte en form for kontakt mellem især Rosander og det kærlige publikum. Omtrent midt i nummeret spredte hun armene ud som en anden jomfru Maria, mens det eftermiddagskåde publikum besvarede gestussen med at stikke labberne i vejret og huje. Kærligt. Jenny Rosander fortsatte udvekslingen og stillede sig herefter helt ud på scenen og sang af lungernes fulde kraft.
Der var da også gevaldig megen kærlighed på scenen, hvor Jenny Rosander sendte love efter Gimle Soundtjeck, Roskilde og alle os fremmødte, der kunne nyde Rosanders smittende armdans og ekstremt store vokal.

Jeg har læst et sted, at So-So Echo afviste at spille på SXSW, da de ikke følte, de havde nok materiale. Jeg spekulerer på, om de også skulle have ventet med at spille på Roskilde, indtil de havde nok sange, der kunne række ud af det drømmehav af udflydende pop, som de bevæger sig i.

★★★½☆☆

Deltag i debat