Koncerter

Roskilde Festival 2013: Summer Heart, 03.07.13, Apollo Countdown

Skrevet af Mikkel Arre

På dansk er det lige meget, om det går ‘op ad bakke’ eller ‘ned ad bakke’ – begge dele er dårlige. Det sværeste med Summer Hearts onsdagskoncert er at finde ud, hvilken af delene der er en mest præcis beskrivelse.


Det mest ophidsende spørgsmål om svenske Summer Hearts Apollo-koncert er, hvor mange uger, dage eller måske snarere timer det tager, før samtlige tilstedeværende har glemt alt om, at de var der. Bandet, der har sangeren og guitaristen David Alexander som sit absolutte midtpunkt, har to korte album bag sig, og begge er de noget nær arketypiske eksempler på chillwave: længselsfuld, sværmerisk pop indhyllet i sommerlig dis og med masser af vokaleffekter.

Efter at solen sidst på eftermiddagen endelig var sluppet ud af skydækket, virkede det indlysende, at Alexander og hans tre bandkolleger ville passe glimrende ind som indledning til denne sommeraften. Men ærligt talt lød musikken skidt gennem stort set hele den timelange koncert. Uanset om man stod 5, 10 eller 20 meter fra scenen, sejlede lydbilledet rundt. Det lød i perioder, som om trommeslageren spillede ude af takt med sig selv, og det var cirka 50/50, om den stride søndenvind, der strøg på tværs af pladsen, bragte David Alexanders vokal eller bare urindunst med sig.

De hårde vilkår kan Summer Heart vel ikke lastes for (i hvert fald ikke lugten), men ved at spille meget tæt på 60 minutter gjorde bandet det ikke lettere for sig selv. Juni-singlen “Beat of Your Heart” og den døsige sjæler “I Wanted You to Stay on the Other Side” viste, at Alexander sagtens kan skrive små søde popmelodier, men i det store hele adskiller hans sange sig ikke voldsomt meget fra hinanden.

Bag de næppe mere end 100 stående tilhørere var der en konstant vandren af festivalgængere, og det her var ikke en af den slags koncerter, der får én til at stoppe op. Summer Heart vidste vist godt selv, at det var op ad bakke. I al fald sagde David Alexander, at de nok skulle spille “I Wanna Go”, hvis publikum var rigtig søde. Da det ikke rigtig udløste nogen reaktion, blev hans udspil i stedet, at bandet ville spille “I Wanna Go” fem-seks gange, for så ville alle blive glade. Det var ikke just den bedste reklame for den håndfuld numre, bandet havde på programmet, inden det efterspurgte højdepunkt fik lov at afrunde koncerten.

Heller ikke her var lyden helt uangribelig, men hitkvaliteterne var stadig til stede. Nogen kulmination på koncerten blev “I Wanna Go” dog ikke. Det tog bare lidt længere tid at glemme den igen.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat